Årsberetning 2011

Årsberetning 2011

 

Året har været travlt på den gode måde. Der er større og større kendskab til foreningen og derfor også et stigende antal henvendelser fra borgere, myndigheder, foreninger, presse og fra udlandet i et enkelt tilfælde.

I 2011 var det 15 år siden VaccinationsForum’s start. Når man ser tilbage, har foreningen undergået meget store forandringer. Først og fremmest er foreningen blevet væsentligt mere synlig og får mange tilbagemeldinger med ros for at være seriøs. Intet har kunnet glæde os mere. Vi er blevet kendt hos myndigheder, presse og offentligheden generelt. Jubilæet blev markeret med en ny og revideret udgave af ”I TVIVL?”, som blev tilbudt alle medlemmer gratis. Bogen er en opslagsbog om vacciner og sygdomme.

 

Lokalgrupperne
Året 2011 var det år, hvor vi fik mere gang i lokalgrupperne til stor glæde for os. Det har især været spændende at møde medlemmer, der har været med i alle 15 år og stadig møder op til vores foredrag. Vi har afholdt 2 store og overvældende godt besøgte foredrag, hvor de sidst ankomne i både Århus og København måtte stå op. Der er også kommet godt gang i lokalgrupperne med cafémøder, hvor medlemmer møder hinanden til uformel snak om de problemer, de støder på i forbindelse med vaccination.

 

Medier
Igen i år har der været en del henvendelser fra medier, som især har været interesseret i vaccineskader. Således har Døve-TV lavet et stort indslag på DR1 med et af vore medlemmer, Karina Hvass, og formand Else Jensen om døvhed som følge af en MFR-vaccination. Det samme tema blev behandlet umiddelbart efter i Ekstra-bladet.

 

Erstatningssager
Aktuelt hjælper foreningen med anmeldelse af skader efter MFR-, Polio-, Gardasil-, Pandemrix- og Di-Te-Ki-Pol-Hibvaccinationer. Desuden er der flere sager med reaktioner på udlandsvaccinationer samt en hel del sager, som knytter sig til komplikationer som følge af tilsætningsstoffet aluminium. Skaderne er: hjerneskader, nerveskader, høreskader, immunologiske problemstillinger og allergiske reaktioner (granulomer).

Komplikationerne efter vaccinerne er for alle sagers vedkommende alvorlige, hvilket betyder, at de skadelidte har fået funktionstab, som i væsentlig grad berører arbejdsliv og den nære dagligdag. Det er alle aldersgrupper, der her er repræsenteret.

Foreningen har i 2011 assisteret, og vi assisterer fortsat, ved anmeldelser til såvel Arbejdsskadestyrelsen som Patientforsikringen. Tilgangen af sager er ca. fordoblet i 2011. Foreningen har i nogle af sagerne valgt at inddrage de problemstillinger, som opstår, når skadelidte ønsker hjælp i kommunerne. Det kan være meget svært at have overskud til at kæmpe for de rettigheder, man har som borger, når man samtidig er syg og har smerter – og endnu sværere kan det være at føle sig hørt og forstået. Det er foreningens erfaring, at skadelidte gang på gang løber panden mod en mur, når de søger at navigere og få hjælp i det kommunale system og i behandlingssystemet. Vi har dog besluttet, at vi i VaccinationsForum ikke fremover kan inddrage den sociale side af problemstillingerne, der er relateret til hjælp i kommunerne, da det er for omfattende en opgave for os.

Det er foreningens erfaring, at der ikke sjældent bliver skrevet meget væsentlige og forkerte oplysninger i såvel de kommunale som de lægelige sagsakter, hvorfor det også i det forgangne år har været en yderst omfattende opgave at gøre opmærksom på dette til de involverede instanser. Forkerte fakta i en journal kan have betydelige negative konsekvenser for den senere anmeldelse til f.eks. Patientforsikringen, idet lægekonsulenterne hermed vurderer sagen på ikke korrekte oplysninger.

 

Rådgivningen
Rådgivningen i foreningen har derfor også været præget af de mange sager om erstatning. Derudover er den som forrige år tillige præget af mange henvendelser om rejser i udlandet. Rigtigt mange rådgivninger foregår i dag over e-mail. Det har den fordel, at den foregår på skrift og er uafhængig af telefontid. Så det bliver nok mere og mere en del af den fremtidige form. Helt erstatte den personlige samtale kan mails dog ikke.

Den største mæslingeepidemi i Danmark og resten af Europa i 15 år fandt sted i foråret 2011, og i den forbindelse kunne foreningen konstatere en markant øgning i antallet af henvendelser fra såvel medier som privatpersoner, der søgte information om sygdommen og MFR-vaccinen.

Der er stadig henvendelser fra familier, som bliver dårligt behandlet af deres læge, hvis de vælger ikke at følge det almindelige vaccinationsprogram. Vi opfordrer folk til at klage, hvis de er udsat for dårlig behandling på dette område.

 

Møder og kontakter med 
den medicinske verden

I efteråret deltog foreningen i et panelmøde i Det Medicinske Selskab i København. Temaet var spørgsmålet om, hvorfor forældre ikke slutter helt op omkring det danske børnevaccinationsprogram. Mødedeltagelsen var kun for læger. Her var man interesseret i at høre VaccinationsForum’s bud på aftenens temaspørgsmål. Det var en god oplevelse, især fordi vi fik en fornemmelse af, hvorfor nogle læger undrer sig, og ligeledes fik vi en fornemmelse af, at vores synspunkter var betydningsfulde og spændende at høre på.

Bestyrelsen har ydermere været til møde i Lægemiddelstyrelsen, hvor vi havde anmodet om at få en gennemgang af styrelsens vurdering af, hvorvidt en given indberettet bivirkning får status af at være vaccineforårsaget. Dette møde gav os en start på et samarbejde, som, vi håber, giver bonus på et tidspunkt. Vi blev venligt modtaget, da vi anmodede om mødet, og Lægemiddelstyrelsen opfordrede selv til et videre samarbejde i form af et årligt møde.

Vores henvendelse til Sundhedsstyrelsen med spørgsmål omkring enkeltvacciner (monokomponente vacciner) er som ved tidligere henvendelser blevet modtaget med velvillighed men desværre også af en ubeskrivelig træghed, som vi er kede af.

Klagen drejer sig om den gamle problematik med at få lov til at få enkeltvacciner.

Det har folk naturligvis ret til, men det er åbenbart en stor provokation for både enkelte praktiserende læger og Statens Serum Institut.

 

Forbrugerrådet
I 2011 har vi deltaget i en arbejdsgruppe i Forbrugerrådet. Opgaven var at udarbejde et forslag til en ny sundhedspolitik for rådet. Vi har især lagt vægt på, at Forbrugerrådet indtager den holdning, at ingen læger med interessekonflikter kommer til at påvirke rekommandationer af behandlinger indenfor sundhedsvæsnet. VaccinationsForum har således gjort opmærksom på, at Sundhedsstyrelsens Vaccinationsudvalg er et eksempel på en konstellation, hvor industrien får en betydelig plads i udvalget. Vi har også forsøgt at få sagsbehandlingen i Patient-forsikringen sat på dagsordenen med sigte på at få en kulegravning af dette område.

 

Messe
I efteråret havde vi vanen tro vores stand på Sund Livsstil Helsemessen i København, denne gang i Øksnehallen. De mange henvendelser på messen drejede sig ligesom det foregående år om HPV-vaccinen og influenzavaccinen.

 

Nyhedsbrevet
Vi er selv glade for vores nyhedsbrev og får megen ros fra medlemmerne for det. Den ros er vi virkelig meget taknemmelige over. Nyhedsbrevet er en krævende opgave, og det er som at sende et barn på gaden hver eneste gang. Går det nu godt?


Hjemmesiden arbejdes der til stadighed på, men det synlige resultat vil først være at se i 2012.

PBS numre er nu de samme som medlemsnumre

 

Kasserer Karen Østergaard har udført et stort og krævende arbejde med at omlægge vores medlemsdatabase og PBS. Efter omlægningen af disse databaser er det daglige arbejde omkring dette nærmest en fornøjelse og ikke så tidskrævende. Vi håber ikke, det har givet for store problemer og gener for vore medlemmer.

Til sidst en stor og varm tak til alle vore medlemmer, som trofast støtter VaccinationsForum, og en speciel tak til alle der tænkte på foreningen til landsindsamlingen.

Formand Else Jensen