Vaccination - et spørgsmål om evidens og etik

Af Vaccinationsforum 09. November 2026

Foredrag i anledning af Foreningens 30års jubilæum, den 31. oktober, 2026

Af Dr.phil. Per Betzonich-Wilken

Der er desværre en sejlivet tradition for at anse vaccination som et spørgsmål om enten/eller: ”Enten er du for eller imod vaccination!”

Den forgangne pandemi vil være et af historiens mest markante og groteske eksempler på det.

Når sagen er så polariseret, kan man glemme, at der et stort mellemrum mellem de to yderpunkter. I det mellemrum findes der både eftertanke og tvivl, der rejser spørgsmål, som kan irritere dem, der holder fast i et enten/eller. Det handler om spørgsmål og svar, der også kan gå imod den dominerende fortælling, som et flertal har valgt at tro på. Det er det mellemrum mellem de to yderpunkter, som vi skal have et indtryk af i dagens foredrag.

I den forbindelse skal vi se på vaccination i en bredere sammenhæng med sygdom og helbredelse.

Vi har altså en underoverskrift, der som det første nævner begrebet evidens.

Sprogligt stammer det fra godt gammelt latin, evidentia, som både kan betyde åbenlyst, indlysende og sikkert. I dagens sundhedsvidenskabelige sammenhæng hentyder evidens til data, der taler for, at man f.eks. har ført bevis for, hvad der gavner, er skadeligt eller uden effekt. Ambitionen er velment: Det drejer sig om kvalitetssikring af både forebyggelse og behandling.

Et af historiens første forsøg på at nå frem til evidens i sager om sygdom og helbredelse stammer fra oldtidens Babylon, godt år 400 f.v.t. Datidens græske historiker, Herodot, skrev, at babylonerne havde en mærkelig tradition, når det handlede om at helbrede syge. Når en borger var blevet alvorlig syg, bad man andre, som havde haft lignende symptomer, om at komme forbi og fortælle, hvad de havde prøvet for at blive raske igen. Det var altså deres måde at føre evidens på ved både at nævne det, som var gavnligt, virkningsløst eller måske direkte skadeligt.

Forsøgene på at nå frem til evidens har jo ændret sig noget siden dengang.

Før vi går i gang med at se på et par metoder, som man bruger til at samle evidens med, skal der gives et indtryk at de to traditioner i sundhedsvidenskab, hvor man arbejder med evidens.

Den første er den såkaldt bio-medicinske tradition eller skolemedicinen, som den også kaldes. Her er det, kort fortalt, biologien, der står i centrum. Både når det drejer sig om sundhed, sygdom og helbredelse er der fokus på det biologiske. Det er lige så omfattende et fænomen som det kan være umuligt at få nok faglig indsigt i; samtidig forbliver biologien afgørende for alt liv. Vi er hver især så at sige båret af biologien, og hvis den svigter, kan det have alvorlige konsekvenser. Døden er den yderste konsekvens, men selv hvis man overlever, kan det være slemt nok. Her kan der f.eks. tænkes på det vitale og livsglade menneske, der altid har været aktiv, men som efter en hjerneblødning kun kan bevæge sig i en rullestol resten af livet.

I den bio-medicinske tradition er sygdom og helbredelse i dominerende grad blevet til rene laboratoriefænomener. Avanceret teknologi har ført til imponerende diagnose-og behandlingsmetoder, men der bliver ved med at være grænser for indsigt.
Siden 1990´erne har der været særligt fokus på genetik. Er man ramt af en alvorlig/kronisk sygdom, kan det være nedarvet. Man taler her om mutationer i kimbanen, som ligger til ens familie. Men selvom der er tale om arvelig disposition, er det heldigvis ingen garanti for, at man får sygdommen. Desværre fører information om ‘arvelig belastning’ alligevel til skrækscenarier, hvor raske gøres bekymrede eller fortvivlede, og hvor der måske tilmed banes vej for ‘forebyggende behandling’, som både kan være unødvendig og skadelig.
Det biologiske fokus på arvelighed er ikke tilstrækkeligt, fordi sygdom som oftest opstår i løbet af tilværelsen, idet genetisk information også ændres i takt med de påvirkninger, som man udsættes for. Det er de såkaldte somatiske mutationer. Forurening af luft, jord og vand er klassiske og tiltagende trusler; spisevaner, alkohol, rygning og mangel på bevægelse er også velkendte gengangere. Men der hører også noget mindre målbart til de påvirkninger, vi udsættes for.
Det fører os videre til den bio-psyko-sociale tradition. Her er det biologiske fortsat centralt, men i den forskning og behandling inddrager man så også psykologiske og sociale årsager til sygdom og helbredelse. Den tradition har en meget lang historie. Den kan bl.a. spores tilbage til en af filosoffen Platons dialoger, hvor det hedder sig, at man ikke bør behandle legemet uden også at behandle sjælen.
Mange af de sygdomme, som vi hører om i lægers konsultationsværelser og på hospitaler har også psyko-sociale årsager. Forskellige livsbegivenheder har styrke nok til at skade biologien. Her kan f.eks. tænkes på dødsfald blandt ens nærmeste, skilsmisser, systematisk mobning på arbejdspladser osv. MEN - og det er vigtigt - det afgørende er ikke selve begivenheden, men derimod, hvordan der reageres på den. Man taler her om sygdom som en reaktionsmulighed i en livskrise. Det er så personligt som noget kan være, og der kræves et indgående kendskab til patientens biografi, værdier og aktuelle livssituation. Den gamle huslæge fra forrige århundrede med indgående kendskab til det enkelte menneske havde bedre forudsætninger for at tale med om det end dagens praktiserende læge med et overfyldt venteværelse og maksimalt 10 eller15 minutter til at stille en diagnose og ordinere en behandling.

Vi har ikke nogen særlig lang eller udpræget tradition for det bio-psyko-sociale. Den første klinik, Forskningsklinikken for funktionelle lidelser ved Århus Universitet, blev først etableret i 1999 og senere er der kommet 4 mere; men i.f.t. den bio-medicinske tradition fylder de ikke ret meget i landskabet. Derimod er der hos vore naboer i Tyskland en meget lang akademisk specialisering i det bio-psyko-sociale - tydeligt i form af universitetsklinikker for psykosomatisk medicin.

Sammenfattende kan det siges, at man er klar over den indflydelse, som det psyko-sociale har på biologien; der tales overordnet om psyko-neuro-immunologi (sammenhængen psyke og immunforsvar), og specifikt om f.eks. psyko-onkologi (psyke og kræft) og psyko-kardiologi (psyke og hjertesygdomme).

Den bio-medicinske og bio-psyko-sociale tradition har stadig svært ved at blive enige, og selv om den bio-medicinske ikke afviser, at der kan være psyko-sociale årsager til sygdom, så er det ikke noget, der lægges mest vægt på i studerendes pensum.

Vi er nu nået frem til at komme nærmere ind på et par af metoderne, som der bruges til at samle evidens med. I det følgende fokuserer vi på den bio-medicinske tradition, men undervejs kommer vi også til at skæve lidt den bio-psyko-sociale side af sagen.

Den gængse måde at nå frem til evidens på i den bio-medicinske tradition er med de såkaldte randomiserede kontrollerede undersøgelser. Her har man, kort fortalt, to grupper af forsøgspersoner, en såkaldt interventionsgruppe, som får et nyt præparat, der skal testes for virkning, og en kontrolgruppe, som får et ældre præparat eller måske bare kalktabletter. På den måde vil man finde ud af, om det nye præparat har den ønskede virkning. Desværre forekommer der videnskabelig snyd. Det sker, når man ikke medtager en kontrolgruppe, som måske klarer sig lige så godt eller måske bedre end interventionsgruppen.

Men selv om der gås korrekt til værks, mener kritikere, at man så ofte det er muligt og ansvarligt burde have en tredje gruppe mennesker, som slet ikke har modtaget en behandling. Det er for at kunne sammenligne med et såkaldt spontanforløb. Det foreslår man ud fra devisen om, at livet og dermed naturen i sig selv er en helbredskilde, og at behandling kun bør finde sted, hvis en sygdom ikke bedres eller hvis den forværres. Der peges på, at spontanforløb som helbredsmulighed fylder for lidt i både pensum, forskning og klinisk praksis. Derfor er der en tendens til at behandle for hurtigt og for meget. (Her må man lige indskyde, at det ikke er nok kun at give lægerne skylden. De arbejder under et forventningspres, fordi patienter igennem utallige generationer er blevet vant til, at der skal gøres noget. Af samme grund kan man heller ikke forvente, at de i stadig stigende grad vil være tilfredse med at få at vide, at de skal give tiden en chance, fordi naturen tit er den bedste læge. Det vender vi tilbage til lidt senere.)

Det er, som om man selv er klar over, at randomiserede kontrollerede undersøgelser ikke er nok i forsøg på at nå frem til tilstrækkelig evidens. Derfor har man også de såkaldte meta-analyser, hvor man sammenligner flere undersøgelser af det samme og derud fra konkluderer, hvad der bedst kan anbefales. Meta-analyser gælder som den gyldne standard og indtager førstepladsen i det klassiske evidenshierarki. Det kan lyde lovende, men dermed er sagen om tilstrækkelig evidens langt fra afsluttet.

For at komme dybere ned i det, skal vi have et nærmere indtryk af, hvordan evidens gør sig gældende i.f.t. klinisk praksis.

Vi starter med evidens i behandling af sygdom.

I bedste fald beror behandling af sygdom på tilstrækkelig evidens, dvs. man har grundig erfaring med, hvad der gavner. F.eks. har man gennemgående konstateret, at behandlingen ved navn x har god virkning på sygdommen kaldet y.

Nu har jeg med vilje brugt den indledende vending ”i bedste fald”, fordi det ikke er nogen selvfølge, at den evidens fortjener at blive kaldt tilstrækkelig. Gang på gang præsenteres der nemlig også konkurrerende evidens - dvs. undersøgelser, der f.eks. viser, at behandlingen kan være skadelig eller kun er symptomdæmpende i kortere perioder, fordi der også er psyko-sociale årsager til sygdommen, som der ikke er taget hensyn til, o.s.v. Patienter er nu engang ikke ens, hverken biologisk eller psyko-socialt, og deres respons på behandling kan derfor være forskellig. Den enkle kendsgerning kan desværre glide i baggrunden, hvis man tror, at resultaterne fra en meta-analyse fra forskere i Washington har lige så stor eller måske større betydning en den patient, man sidder over for i København. Dermed glemmes det, at hun eller han i sig selv kan have potentiale nok til at udgøre konkurrerende evidens. Det er nu engang hende eller ham det handler om og ikke om andre fra undersøgelser i en nærmere eller fjernere omkreds. Den erfarne og selvstændigt tænkende kliniker ved, at en meta-analyse ikke kan erstatte forkendskabet til og tilbagemeldingen fra den enkelte patient.

Lad os gå videre og fokusere på vacciner, der jo handler om evidens i forebyggelse af sygdom.

Vi har i stort omfang med anerkendte vacciner at gøre. I den forstand er her også tale om, at vi i bedste fald har med tilstrækkelig evidens at gøre. Traditionelt gælder det på tre måder: For det første har vaccination normalt æren for at kunne forhindre sygdom - og rent historisk tilmed i et omfang, hvor en sygdom gælder så godt som udryddet; hvis det ikke er tilfældet, kan vaccination for det andet begrænse hyppigheden og udbredelsen af en sygdom; og skulle sygdom alligevel opstå, kan vaccination som det tredje i det mindste mildne dens forløb. Sammenlagt må det siges at retfærdiggøre vaccination som global form for forebyggelse.

Bivirkninger hører dog med, til tider desværre meget alvorlige. Men - og det er vigtigt- også når det drejer sig om både nødvendighed og gavnlighed af vaccination må der tages højde for konkurrerende evidens. Det er især vigtigt, når ny vaccine skal forebygge nye sygdomme.

Vaccination med ny vaccine mod nye sygdomme handler pænt sagt om forudsigelse på tyndt grundlag. Man har jo ikke den nødvendige erfaring med den.
                                                                                                                                                                                                                                                                                                                               Lad os tage et fantasiscenarie med rod i virkeligheden: Vi får f.eks. en ny virus kaldet Astra 1. Den har også uhyggelige symptomer, som efter sigende spreder sig hurtigt til mange. Derfor må der udvikles en effektiv vaccine, der både beskytter den enkelte og samtidig sørger for stop af smitteoverførsel - den såkaldte sterile immunitet.

En vaccine udvikles og godkendes, og da virussen klassificeres som alvorlig, bør alle vaccineres. Det omfatter således også enhver med et velfungerende immunforsvar, et godt helbred. I løbet af nogle måneder bliver de fleste vaccineret, og efterhånden forsvinder virus. Både toneangivende fagfolk, mainstreammedier og befolkningen ånder lettet op.

Det afgørende spørgsmål er, om man skal takke vaccinen for den lykkelige slutning? Som sagt blev også alle med godt helbred vaccineret. Men nu er det jo ikke til at vide, om det var vaccinen eller deres gode helbred, som skal have æren for, at de ikke er blevet syge. Alligevel kan vaccinen få æren, selv om den ikke fortjener det.

Det er ikke ligefrem et tegn på videnskabelig troværdighed. Man har nemlig ikke indkalkuleret data, der kan udgøre konkurrerende evidens. Og af samme grund kan der ikke drages en sikker konklusion.

Desværre er det en gammelkendt og tilbagevendende forhindring for tilstrækkelig evidens. Det gælder i sagens natur især for udvikling af en ny vaccine. Man ved ikke nok om nødvendigheden af den for det enkelte menneske, gavnligheden eller bivirkninger ved den på længere sigt. I en ideel verden ville det betyde, at konkurrerende evidens blev hilst velkommen, fordi den kan være med til at udvide horisonten og sørge for fremskridt.

Den virkelige pandemi, som vi har været igennem, har desværre vist det modsatte. Det bekræfter de talrige faglige fakta om udeladelser i medicinalindustriens forsøgsprotokoller og beretninger om alvorlige bivirkninger, der gang på gang er blevet afvist. Både i udlandet og herhjemme har patienter, forskere og klinikere løbet panden mod muren.

Det graverende ved historien var, at eksempler på konkurrerende evidens blev præsenteret med grundighed meget tidligt under pandemien i 2020. Men de blev enten ignoreret, forsøgt latterliggjort eller fik kun meget lidt opmærksomhed. Her kan nævnes to:

Den første var Chefpatologen, Klaus Püschel ved universitetsklinikken Hamburg -Eppendorf. Han gennemførte den første større undersøgelse af covidrelaterede dødsfald og konstaterede, at ingen af de 600 tilfælde skyldtes virus i sig selv, men forudgående sygdomssvækkelse med en gennemsnitsalder på firs år. Det minder jo påfaldende meget om dødsfaldsprofilen under de kendte influenzaepidemier.

Den anden fagperson var chefepidemologen Ehud Qimron ved universitetet i Tel Aviv. Han mindede kollegaer om, at luftvejsepidemier kommer i bølger og flader ud af sig selv. Samtidig understregede han, at den aggressive covidpolitik med de tilhørende menneskelige kriser anrettede mere skade end virussen. Ved eftertanke er det i overensstemmelse med den bio-psyko-sociale tradition. Her har man forlængst været klar over, at en vedvarende overbelastning af nervesystemet også belaster immunsystemet. Derfor er det ikke nok at fokusere ensidigt på en virus, men også på dens vækstbetingelser hos det enkelte menneske.

Her, godt 6 år senere efter pandemiens udbrud, bør der nævnes et tredje og sidste eksempel på, hvad der kan gælde som konkurrerende evidens. Det udgøres af alle dem, som ikke blev vaccineret og alligevel forblev raske trods pandemien. Dem var og er der desværre ikke meget fokus på. Det er en skam og en forsømmelse. De udgør jo den tidligere omtalte tredje gruppe af ubehandlede mennesker, som kritikere mener bør indgå i forsøg på at nå frem til tilstrækkelig evidens.

Som en slags krølle på halen i denne del af foredraget har jeg et par supplerende punkter, som fortjener opmærksomhed.

Man kan stille spørgsmålet, om det altid er på sin plads at tale om nyesygdomme. Er de virkelig nye - eller drejer det sig om ældre og kendte sygdomme, måske med visse afvigelser, der så har fået nye navne?

Her findes et andet eksempel på konkurrerende evidens - nemlig under og efter HIV/Aids pandemien i firserne. Dysregulerede og senere nedbrudte immunforsvar med dødelige konsekvenser er ikke noget nyt i medicinens lange historie. Og det var og er jo grundlæggende, hvad HIV og Aids handler om. I Vesten drejede det sig typisk om mennesker, der førte et liv i overhalingsbanen, eksperimenterede med euforiserende stoffer og/eller havde et meget udsvævende sexliv. Det er faktorer, som hver især - og specielt når de lægges sammen - udgør alvorlige helbredstrusler. I øvrige dele af verden drejede det sig åbenlyst om mennesker, der havde elendige leveforhold og manglede sundhedsforanstaltninger; i f.eks. Afrika var det bl.a. udbredte og ubehandlede tilfælde af syfilis og tuberkulose, som viste sig ved HIV-tests.

Som følge af ødelagte immunforsvar døde patienterne af velkendte sygdomme, som ikke nødvendigvis var lig med dødsdomme - f.eks. også lungebetændelse. I den forstand var der altså ikke tale om en ny sygdom. Men den indvending fik heller ikke meget opmærksomhed, mens alarmklokkerne ringede, og i dag kan det virke som et forsinket forsøg på oplysning.

Som noget andet kan man pege på den eksperimenterende forskning med kunstig frembringelse af ny virus. Man taler i fagsproget om gain of function. Begrundelsen for den går gerne ud på, at man helst vil være på forkant med nye begivenheders gang, så der også kan udvikles passende vacciner i tide. Men her er der tre grundlæggende indvendinger:

For det første er det ikke en selvfølge, at naturen frembringer præcis det samme, som en gruppe fagfolk har brygget sammen i et laboratorium. For det andet har naturen en uhyggelig evne til at sørge for mutationer hurtigere, end man kan nå at udvikle en vaccine imod dem. For det tredje og sidste kan man ikke altid vide, hvad der sker, når en ny, kunstig virus slippes løs. Der kan være både uforudsigelige, uigenkaldelige og dødelige konsekvenser.
Den helhed af indvendinger er grund til at sætte spørgsmålstegn ved værdien af den forskning.

Vi er nu nået frem til at fokusere på det andet begreb, som nævnes i foredragets undertitel: Etik. Men vi har gennemgående været inde på det mellem linjerne i det foregående. Det handler jo om, hvorfor der kan være grund til tvivl og eftertanke - og dermed til at stille spørgsmål og søge svar i forsøg på at nå frem til, hvad der er bedst.

Etik kommer af det oldgræske etos, som faktisk kun betyder vane. Men allerede de gamle filosoffer satte lighedstegn mellem det og alt, som netop både er gennemtænkt, rigtigt og godt.

I den forstand vurderes vaccination traditionelt både som etisk korrekt og som en af medicinhistoriens største bedrifter.

Vi startede foredraget med at pege på den sejlivede tradition for at anse vaccination som et spørgsmål om enten/eller. Det er på tide at pege på det oplagte alternativ.
Her skal ikke herske tvivl om, at vaccination kan forebygge det værst tænkelige. Et markant eksempel er tetanusvaccinen, som forhindrer stivkrampe og kvælningsdød ved fuld bevidsthed. Med tanke på det virker det uansvarligt at være kategorisk imod al form for vaccination. Men som det er fremgået i den første del af foredraget, vil det også minde om mangel på kritisk sans, hvis man slet og ret var fortaler for al vaccination. I den helhed kan vaccination ikke begrænses til et spørgsmål om enten/eller, fordi det kan og bør udvides til et mere nuanceret både/og. Kort sagt kan der både peges på grund til at være for og imod vaccination.
Når det er sagt og husket, kan det tilføjes, at der i fagfolkenes rækker er uenighed om, hvor stor ros vaccination som helhed fortjener. Der peges på konkurrerende evidens, der modsiger, at vaccination er en af de største bedrifter i medicinens historie. Det finder man bl.a. hos den tyske radiolog og medicinhistoriker Gerd Reuther i flere tankevækkende bøger. Med stort kildemateriale argumenterer han f.eks. for, at både tuberkulose, kolera- og tyfus-epidemier var på tilbagetog, før vaccination satte ind. Som det er tilfældet med en række andre sygdomme, må det ifølge den argumentation snarere anses for at være naturen selv samt bedre leveforhold og forbedret hygiejne, der har sørget for fremskridt. De tilhørende debatter vil sikkert også få sindene i kog fremover.
Den sidste del om den etiske side af sagen om vaccination kommer ikke overraskende til at handle om ytringsfrihed.
Mit første indlæg i den offentlige debat om vaccination under pandemien fandt sted i mediet Altinget i begyndelsen af december 2020 og blev bl.a. fulgt op i P1s debat. Det var m.a.o. før den nye vaccine blev udrullet.

Min bekymring gik ud på, at vaccinenægtere havde udsigt til et socialt mareridt, fordi de ville udgøre et irriterende mindretal. Desværre blev det ikke til en dyberegående debat, hvilket ærgrede mig. Jeg var åbenbart ret alene med den bekymring, fordi det lod til at være noget, der ikke skulle bruges krudt på at tale om. Man var mest opsat på, at alle skulle vaccineres og finde ud af, hvem der skulle komme til først.

Også i andre medier var stemningen tilsvarende ensrettet. Tonen var til tider så skinger, at det nærmest var, som om man både havde afskaffet retten til at bestemme over egen krop og ophævet loven om informeret samtykke på grundlag af fyldestgørende information. Hvis det havde været tilfældet i virkeligheden, havde det været ensbetydende med at annullere den grundlæggende etik, som både er forankret i den internationale Hensinkideklaration (punkterne 3 + 26) og i vores nationale Sundhedslov (Kapitel 5, § 15, stk. 3). Men når der tænkes på den dominerende stemning for vaccination og på den tydelige modvilje mod at tage hensyn til konkurrerende evidens, var man desværre godt på vej til det.

Efterfølgende kom jeg til at tænke på franskmanden Gustave Le Bons klassiker om social psykologi, ”Massernes psykologi”, fra 1895. Han skrev, at folkemasser ikke lader sig styre af forstand, men derimod af følelser. Det lyder stadig provokerende, men pandemien blev til en bekræftelse på det.

Skaber man tilstrækkelig meget frygt hos mennesker, vil de fleste ønske, at den følelse forsvinder så hurtigt som muligt, så man igen kan føle sig tryg. Man håber og råber på redning. Der er ikke brug for langtrukne diskussioner, men effektiv og målbar handling. Og det var der også tydeligt politisk flertal for under pandemien.

Desværre fik jeg ret med bekymringen om det sociale mareridt. Ikke alle stillede op i vaccinationskøen af forskellige grunde, og tillod man sig at være åben omkring det, havde det sin pris. Både på de sociale medier, arbejdspladser, restauranter og i familier blev der kvitteret med chikane. Når det gik hårdest for sig, mindede det om en moderne form for heksejagt. Selv en socialdemokratisk statsminister støttede påstanden om, at de uvaccinerede var ansvarlige for en fortsat pandemi - selv om det havde vist sig, at vaccinerede også kunne smitte andre.

Pandemien var ikke det bedste bevis på menneskelig forstand, men snarere de negative følelsers triumftog. Samtidig blev den til en ubehagelig påmindelse om, at demokrati hurtigt kan udvikle sig til et kollektivt tyranni.

Når det på forskellig måde kan føre til udskamning og straf at svømme imod strømmen, er idealet om ytringsfrihed tæt på at få dumpekarakteren i praksis. Ytringsfriheden var og er der såmænd stadig, men også når det handler om andet end en pandemi, skal man efterhånden igennem om en korridor, der åbenbart kan blive så smal, at man helst ikke skal gå ind i den.

Jeg er ikke tilhænger af, at man bruger sit liv på at samle på pessimistisk visdom. Derfor holder jeg fast i, at der er håb, så længe der er nogen, der tvivler og har mod til at stille spørgsmål og søge svar - - også selv om det kan irritere andre.