Hvad skete der, da et amerikansk fund blev undersøgt i Danmark?

Af: P. P. Harsanyi

Et amerikansk studie fandt en statistisk sammenhæng mellem aluminium fra vacciner og vedvarende astma hos børn. Da danske forskere senere undersøgte spørgsmålet i mere end 1,2 millioner børn, fandt de ikke den samme sammenhæng. Men en efterfølgende fagfællebedømt kritik rejser en række spørgsmål om det danske studies metode og fortolkning.

Aluminium bruges som adjuvans – altså som et stof, der tilsættes nogle vacciner for at forstærke immunresponset. Derfor er spørgsmålet om, hvorvidt den samlede aluminiumseksponering fra vacciner kan være forbundet med helbredsmæssige konsekvenser, relevant for vaccinesikkerheden.

Det amerikanske fund

Sagen begyndte i USA, da forskere fra Vaccine Safety Datalink offentliggjorde et studie ledet af Matthew F. Daley i Academic Pediatrics. Studiet undersøgte, om den mængde aluminium, børn fik gennem vacciner inden toårsalderen, var forbundet med risikoen for vedvarende astma mellem to- og femårsalderen.

Studiet omfattede 326.991 børn. Forskerne fandt en statistisk sammenhæng mellem aluminiumseksponeringen og vedvarende astma.

Hos børn uden eksem var den såkaldte hazard ratio 1,19 for hver ekstra milligram aluminium, mens den var 1,26 hos børn med eksem.

Hazard ratio er et statistisk mål, der sammenligner, hvor hurtigt en bestemt hændelse indtræffer i to grupper over tid. En værdi på 1 betyder ingen forskel. En hazard ratio på 1,19 betyder derfor, at analysen fandt en 19 procent højere hazard for vedvarende astma, mens 1,26 svarer til 26 procent højere hazard.

Resultatet skal ikke forstås som et bevis på, at aluminium forårsager astma. Der var tale om et observationsstudie, og sådanne studier kan vise statistiske sammenhænge, men kan ikke alene fastslå årsagssammenhæng.

Forskerne bag studiet skrev selv, at fundet burde undersøges yderligere, blandt andet fordi ukendte eller resterende fejlkilder kunne have påvirket resultatet.

Og det blev det.

»Vi har dette fund«

Ifølge Anders Hviid blev han efterfølgende kontaktet af en forsker fra det amerikanske CDC.
I et interview fortæller Hviid, at CDC-forskerne havde forsøgt at undersøge sammenhængen mellem aluminium og astma ved hjælp af forskellige analyser, men fortsat fandt en statistisk sammenhæng.

Hviid gengiver beskeden fra CDC-forskeren således:

»Vi har dette forskningsprojekt. Vi har forsøgt at kigge på aluminium og astma, og vi har dette fund. Der er en statistisk sammenhæng, som vi simpelthen ikke kan slippe af med, uanset hvordan vi analyserer dataene.«

Det er Hviids gengivelse af samtalen, der er kilden til denne oplysning. Vi ved derfor, hvad Hviid fortæller om henvendelsen, men ikke mere end det, der fremgår af hans egen beretning.

Hviid og hans kolleger på Statens Serum Institut undersøgte derefter spørgsmålet ved hjælp af de danske sundhedsregistre.

Det store danske studie

I juli 2025 offentliggjorde Niklas Worm Andersson, Ingrid Bech Svalgaard, Stine Skovbo Hoffmann og Anders Hviid et stort dansk registerstudie i Annals of Internal Medicine.

Studiet omfattede 1.224.176 danske børn født mellem 1997 og 2018. Forskerne undersøgte sammenhængen mellem den kumulerede aluminiumseksponering gennem vaccinationer i de første to leveår og 50 forskellige kroniske sygdomme, herunder autoimmune, atopiske og allergiske sygdomme samt neuro­udviklingsforstyrrelser.

Konklusionen var, at den kumulerede aluminiumseksponering ikke var forbundet med øget forekomst af nogen af de 50 undersøgte sygdomme.

Det danske studie nåede dermed frem til et væsentligt mere beroligende resultat end det amerikanske studie om astma.

Studiets størrelse er en klar styrke. Men et stort datamateriale gør ikke i sig selv et studie immunt over for metodiske problemer. Og kort efter offentliggørelsen begyndte forskere at rejse spørgsmål ved både studiedesign, statistiske analyser og fortolkningen af resultaterne.

Et resultat, der gemte sig i supplementet

To dage efter offentliggørelsen af det danske studie blev der publiceret en officiel rettelse med opdateret supplerende materiale.

En gennemgang af dette materiale viser blandt andet et resultat for Aspergers syndrom, som ikke fremgår af studiets overordnede konklusion.

For børn født i perioden 2007–2018 var hazard ratioen for Aspergers syndrom 1,67 pr. ekstra milligram aluminiumseksponering. Det svarer til en 67 procent højere hazard. Konfidensintervallet var 1,01–2,77.

Resultatet gælder kun denne fødselskohorte og kan derfor ikke bruges som dokumentation for en generel sammenhæng mellem aluminiumseksponering og Aspergers syndrom. Men det er et resultat fra forskergruppens eget supplerende materiale, og det rejser et relevant spørgsmål om, hvordan resultaterne blev samlet og præsenteret.

Det er også vigtigt at bemærke, at studiets overordnede konklusion omfattede alle 50 sygdomme samlet og ikke konkluderede, at aluminium havde en beskyttende effekt mod sygdom.

Når mere aluminium statistisk ser ud til at give mindre sygdom

En anden del af resultaterne har imidlertid vakt kritik.

I flere af analyserne fandt forskerne statistiske sammenhænge, hvor højere aluminiumseksponering var forbundet med lavere risiko for bestemte sygdomme.

Det betyder ikke, at Andersson og Hviid konkluderede, at aluminium generelt er sundhedsfremmende. Men resultatmønstret rejser spørgsmålet om, hvordan sådanne tilsyneladende beskyttende effekter skal fortolkes.

I februar 2026 offentliggjorde Guillemette Crépeaux og 11 medforfattere en fagfællebedømt artikel i Journal of Trace Elements in Medicine and Biology, hvor de gennemgår det danske studie og rejser omfattende kritik af blandt andet kohortedesignet, de statistiske analyser, den biologiske fortolkning og transparensen omkring potentielle interessekonflikter.

Forfatterne betegner nogle af de observerede resultater som »implausible protective effects« – altså usandsynlige beskyttende effekter – og konkluderer, at studiets begrænsninger efter deres vurdering gør det vanskeligt at drage sikre konklusioner om sikkerheden ved aluminiumholdige adjuvanser.

Det er vigtigt at understrege, at dette er forfatternes faglige vurdering af Andersson-studiet. Det er ikke i sig selv dokumentation for, at det danske studie er forkert.

Men kritikken er offentliggjort i en fagfællebedømt videnskabelig artikel og fortjener derfor at blive taget alvorligt.

Kan en statistisk justering påvirke resultatet?

En af de mere tekniske kritikpunkter handler om det, der kaldes collider bias.

Begrebet kan være svært at forstå, men princippet er enkelt: Når forskere undersøger, om en bestemt faktor hænger sammen med en sygdom, forsøger de normalt at tage højde for andre faktorer, som kan påvirke resultatet.

Det kan imidlertid give problemer, hvis den faktor, man justerer for, selv er påvirket af både den mulige årsag og sygdommen eller symptomer på sygdommen.

Det er dette problem, kritikere mener kan være relevant i det danske studie.

Forskerne justerede blandt andet for antallet af lægebesøg før toårsalderen.

Kritikken er, at lægebesøg ikke nødvendigvis er en neutral baggrundsfaktor. Et barn, som får symptomer efter en vaccination, kan eksempelvis have større sandsynlighed for at blive taget med til lægen. Hvis antallet af lægebesøg dermed påvirkes af barnets helbred, kan en justering for lægebesøg påvirke den sammenhæng, forskerne forsøger at undersøge.

Det er princippet bag den såkaldte collider bias.

Kritikerne argumenterer derfor for, at justeringen for lægebesøg kan have svækket eller skjult en mulig sammenhæng mellem aluminiumseksponering og sygdom.

Det er en metodisk kritik af analysen – ikke et bevis på, at justeringen faktisk har skjult vaccineskader.
Men det er en vigtig forskel, hvis et studie efterfølgende bliver brugt som dokumentation for, at aluminiumholdige vacciner ikke indebærer nogen risiko.

Hviid afviser kritikken

Anders Hviid er blevet konfronteret med kritikken af den statistiske metode.

I interviewet afviser han blandt andet kritikken af collider bias som »ridiculously silly« – på dansk: »latterligt dum«.

Det er således tydeligt, at Hviid ikke deler kritikernes vurdering af, at justeringen for lægebesøg udgør et væsentligt metodisk problem.

Spørgsmålet er derfor ikke blot, om der er foretaget en statistisk justering, men om den valgte justering er metodisk forsvarlig i netop denne undersøgelse.

Det er et spørgsmål, som læseren ikke behøver at kunne besvare selv. Men det er et spørgsmål, der bør kunne diskuteres åbent.

Hvor sikkert er det danske »frikendelsesstudie«?

Det danske studie er omfattende. Mere end 1,2 millioner børn giver et meget stort datagrundlag.

Men størrelse er ikke det samme som metodisk sikkerhed.

Når man skal vurdere et observationsstudie, er det også afgørende, hvordan eksponeringen er defineret, hvilke faktorer forskerne justerer for, hvordan sygdommene identificeres, og hvordan resultaterne fortolkes.

Det er netop disse forhold, Crépeaux og kolleger har rejst spørgsmål ved.

Deres kritik ændrer ikke automatisk konklusionen i Andersson-studiet. Men den betyder, at det er relevant at være forsigtig med at fremstille studiet som det endelige svar på spørgsmålet om aluminiumholdige vacciners sikkerhed.

To studier – og et spørgsmål, der ikke er lukket

Vi står således med to undersøgelser, der når frem til forskellige resultater.

Det amerikanske studie fandt en statistisk sammenhæng mellem aluminiumseksponering gennem vacciner og vedvarende astma hos børn. Forskerne understregede selv, at resultatet ikke i sig selv dokumenterede årsagssammenhæng og anbefalede yderligere undersøgelser.

Det danske studie fandt ikke øget risiko for nogen af de 50 undersøgte sygdomme.

Men det danske studies egne supplerende data indeholder også enkelte resultater, der peger i en anden retning, og studiet er siden blevet mødt med en omfattende faglig kritik af blandt andet dets statistiske metode og fortolkning.

Det betyder ikke, at kritikerne dermed har bevist, at det danske studie er forkert.

Men det betyder, at spørgsmålet fortsat fortjener en åben videnskabelig diskussion.

Når det handler om sikkerheden ved vacciner, bør det være muligt at undersøge både bekymrende og beroligende fund med samme grundighed.

Et stort studie er ikke nødvendigvis det sidste ord. Det afgørende er, om dets metoder og konklusioner kan tåle kritisk efterprøvning.