Stormøde om vaccination arrangeret af Medicin.dk
Af: Palmer Piter Harsanyi
VaccinationsForums var i år inviteret til at holde foredrag ved stormøde arrangeret af Medicin.dk og blev repræsenteret af vores formand, Mie Thorsen.
Af de i alt seks foredragsholdere, som var inviteret, så var cirka halvdelen mere eller mindre kritiske over for vaccination. Det er opsigtsvækkende i en kontekst, hvor kun fordelene ved vaccinationer belyses. Ophavsmand til mødet var Tone Marstrand Reersted fra Medicin.dk, men som også har uddannelser indenfor det alternative.
Kritikken viste sig dog at være begrænset, da prof. Lone Graff Stensballe præsenterede et studie[2], som hun er medforfatter på, hvor de ikke fandt nogen uspecifikke effekter af MFR-vaccinen, ligesom prof. Stabell Benn og mange andre har fundet tidligere, og som Stabell Benn siden har været ude at kritisere[3]. Desværre præsenterede Stabell Benn før Stensballe. Størstedelen af Stensballes foredrag gik på at skabe frygt for sygdomme, som man vaccinerer mod i børnevaccinationsprogrammet herhjemme.
Det første og sidste foredrag af henholdsvis Kirstine Moll Harboe, enhedschef i Sundhedsstyrelsen, som fortalte om, hvordan Sundhedsstyrelsen udarbejder anbefalinger for vaccination af befolkningen, samt filosof, ph.d. i medicinsk etik og fhv. formand for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, som skulle fortælle om etiske dilemmaer ved vaccination, var begge ret intetsigende: Det var noget, man kunne have læst om i en dobbeltsidet brochure. Det kan dog bemærkes, at Jacob Birkler var påpasselig med hverken at indtage en for- eller imod- vaccinekritisk position. Hans oprids af etiske dilemmaer afslørede ikke, hvordan han personligt forholder sig til vacciner, men til slut meldte han alligevel ud, at han har en kronisk syg søn, og af den årsag er taknemmelig for vacciner.
Vinklen på VaccinationsForums indlæg var at fortælle om foreningens erfaringer. Vores formand gjorde det så fint, som dette nu kan lade sig gøre uden brug af så mange referencer, som man kunne ønske sig. Vi lever i et land, der er præget af en udbredt manglende erkendelse af vaccinebivirkningers eksistens, og ingen kender størrelsen på mørketallet. Desuden fik vores formand gjort opmærksom på problemet med mangel på fuldspektret information, når patienter og pårørende skal samtykke til behandling, herunder vaccination. Man kan ikke kalde det informeret samtykke, når informationen er ensidig positiv, underkender muligheden for bivirkninger, udebliver helt eller når patienter eller pårørende får voksen-skældud, bliver truet med underretning eller at ens barn vil dø, hvis det ikke bliver vaccineret.
Sidst men bestemt ikke mindst var der professor Christine Stabell Benns oplæg. Det overordnede indtryk af hendes præsentation var, at hun bliver bedre og bedre, som årene går. Hun bruger mere og mere overbevisende evidens for at levende vacciner har fordelagtig uspecifikke effekter – lige som børnesygdomme, man vaccinerer mod, har – samt at inaktive vacciner har skadelige uspecifikke effekter. Derudover kan det bemærkes, at hun roste det danske vaccinationsprogram i forhold til det amerikanske, for hvor ”magert” det var, til sammenligning.
Stabell Benn nævnte desuden, at det ikke længere bør antages, at de uspecifikke effekter kun finder sted i ulande, hvor de fleste studier er lavet, hvilket vaccine-tilhængere har brugt som argument for at holde hånden over de negative uspecifikke effekter af inaktive vacciner, herhjemme. Hun kom også kort ind på, at den udbredte RS-virusinfektion, vi så efter pandemien og nedlukninger, kunne skyldes mRNA-vacciner og dens negative uspecifikke effekter, som har gjort de vaccineredes immunsystemer ”for slappe”.
Afslutningsvis er det passende at citere Stabell Benn med de ord, hun selv sluttede sin præsentation med: ”Mht. vaccineskader, så er jeg bare nødt til at sige, at jeg ville ønske, vi havde de data, der kunne bruges til at afvise, at der kan være problemer med vacciner. Men jeg må give folk, der er kritiske over for vacciner, eller skeptiske over for vacciner, ret i, at der ikke er data til at dokumentere, at vacciner samlet set er gode”.
For dem som måtte have interesse for det, kan samtlige foredrag ses på Medicin.dk’s hjemmeside.
[2] https://doi.org/10.1136/bmj-2022-072724 & https://rigshospitalet.dk/presse-og-nyt/nyheder/nyheder/Sider/2023/juni/mfr-vaccinen-virker-men-har-ingen-afledte-effekter-pa-andre-sygdomme-eller-infektioner-.aspx
[3]https://bmj.com/content/381/bmj-2022-072724/rr & https://twitter.com/StabellBenn/status/1676898365055856641