Børn skulle aldrig have været vaccineret mod H1N1

Kovending hos højtstående personer i det norske sundhedsvæsen:

Helsedirektør i Norge, Bjørn-Inge Larsen, ville ikke have anbefalet massevaccination af børn mod svineinfluenza, hvis han havde vidst, hvad han ved i dag, og den norske professor Jan Helge Solbakk kalder den falske H1N1 pandemi for årtiets største skandale.


2,2 millioner nordmænd fulgte i 2009 myndighedernes opfordring og lod sig vaccinere mod svineinfluenza, hvilket for nogle børn og voksne har fået meget alvorlige konsekvenser for resten af livet.

Ifølge den norske avis Verdens Gang (VG) d. 16. februar 2012 har mindst 35 børn i Norge fået den uhelbredelige søvnsygdom narkolepsi af H1N1-vaccinen, og tallet ventes fortsat at stige.
Allerede da svineinfluenza-vaccinen kom på markedet, var der stor debat om den, men de norske myndigheder hævder, at man på daværende tidspunkt aldrig havde set narkolepsi som en bivirkning ved vaccination. Man kendte derfor ikke bivirkningerne, da man skulle anbefale brugen af vaccinen.
I dag er der endvidere usikkerhed om, hvor effektiv vaccinen reelt var, idet lande med høj vaccinationsdækning havde nogenlunde samme dødsrate efter H1N1 pandemien, som de lande der slet ikke vaccinerede.

Den norske professor i medicinsk etik, Jan Helge Solbakk, kritiserer med flg. udtalelser til VG på det kraftigste beslutningen om at massevaccinere.

”Dette er en af de største medicinske skandaler i moderne tid. Det er også den mest vanvittige brug af penge i Det norske Sundhedsvæsens historie – og det samme har man konkluderet i andre lande.”

Professor Solbakk var betænkelig ved vaccinen allerede i 2009 og kritiserede, at forsøgsperioden med vaccinen var for kort, samt at den var testet på et færre antal forsøgspersoner end normalt.
Jan Helge Solbakk udtaler videre: ”Derfor var der usikkerhed omkring bivirkningerne. Så sørgede sundhedsmyndighederne for, at definitionen på en pandemi blev ændret, og grundlaget for at kalde det en pandemi blev kritiseret. Efterfølgende er det kommet frem, hvor tungt den farmaceutiske industri var inde i de besluttende organer.”

Efter pandemien med svine-influenza har lederen for Europarådets Sundhedskomité ligeledes kritiseret WHO’s vaccineplan for at være påvirket af lægemiddelindustrien, og professor Solbakk har ved en tidligere anledning udtalt: 
”Den falske epidemi var 
en af årtiets største 
medicinske skandaler.”