SSIs tvivlsomme råd ved stivkrampevaccinationskomplikationer

Af Else Jensen


Vi har erfaret problemer med rådgivningen fra Seruminstituttet omkring bivirkninger ved stivkrampevaccination. Derfor har vi søgt at få det afklaret skriftligt. Som man kan se af svaret derfra, er der uenighed om hvornår der er indikation for at få undersøgt antistofniveauet ved hjælp af blodprøve. Generelt har vi oplevet en stor modvilje mod at der foretages en antistofundersøgelse i situationer hvor vi mener det ville gavne. Vores opfattelse og erfaring er desværre at det er en meget ubenyttet metode og at der generelt er modstand mod den. Vi synes derimod at det er en meget brugbar metode i situationer hvor man skal vælge om der skal vaccineres videre eller der ikke skal.


Spørgsmålet til Seruminstituttet om råd ved kraftig reaktion på stiv­kram­pe­vaccination:
I EPI-NYT uge 7/1999 omtales antistofmåling efter en evt. stivkrampevaccination med "udtalte bivirkninger". Den oplysning har vi givet videre hvis nogen spørger os om råd i den situation. Vi siger selvfølgelig at det er noget de skal drøfte med deres læge. Det er ofte en løsning folk er glade for, da de er bekymrede for at vaccinere videre. Vi har i et par tilfælde fået den tilbagemelding fra forældre hvor børnene havde fået mål deres antistofniveau efter en kraftig reaktion, at deres antistof var højt nok til at yde beskyttelse ved evt. stivkramperisiko. De fik det råd at standse nuværende vaccinationsforløb og få lavet en antistofundersøgelse igen ca. 2 år efter for at se om de stadig var beskyttede. Vi har på det seneste, i de sjældne tilfælde hvor det har været på tale, fået den tilbagemelding at egen læge har fået det råd af Seruminstituttet, at de ikke vil tage antistof, men de råder i stedet for til at vaccinere videre, dog skal det ske under en indlæggelse.  Det råd er de fleste forfærdede over. Da man stort set ikke har nogle behandlingsmuligheder for vaccineskader - udover at behandle et anafylaktisk chok - hjælper det ikke stort at være på en børneafdeling.


Vores spørgsmål er nu:
Gælder reglen om at få taget et antistof som oplyst i EPI-NYT 7/99 ikke mere? Hvis det stadigvæk gælder - hvorfor gives der da råd om viderevaccinering uden at få tilbudt antistofundersøgelse først?


Svar:
Anbefalingen om antistofmåling efter kraftig lokalreaktion på bl.a. stivkrampevaccination, EPI-NYT uge 7/1999, er stadig gældende. Dette fremgår også af EPI-NYT uge 50/2001, som omtaler tilpasning af børn til det danske vaccinationsprogram. I sjældne tilfælde optræder der efter vaccination mistanke om en allergisk reaktion. I langt de fleste tilfælde er der ikke tale om en alvorlig allergitype, men for en sikkerheds skyld er rådgivningen her at foretage den efterfølgende vaccination på et sygehus, for at kunne behandle de meget sjældne tilfælde, hvor et egentligt anafylaktisk chok udvikles efter vaccination. Der er således tale om en sikkerhedsforanstaltning for at beskytte det enkelte barn og som har en helt anden baggrund end en kraftig lokalreaktion i de tilfælde, hvor barnet har et højt antistofniveau ved f.eks. stivkrampevaccination.


Vores kommentar
Anbefalingen i EPI-NYT 7/99 lyder således:

Man anbefaler at få taget et antistof ved "udtalte bivirkninger" - og ikke ved "kraftig lokalreaktion", som svaret lyder fra Seruminstituttet. En af vores medlemmers børn fik en allergisk reaktion med hævelse af øjne og kortvarig bevidsthedspåvirket tilstand efter en stivkrampevaccination. Reaktionen kom flere dage efter vaccinen var givet. Til alt held optrådte reaktionen hos lægen og derfor fik barnet adrenalin med det samme. Forældrene spurgte egen læge om de ikke kunne få taget et antistof for at se om barnet var dækket ind. Egen læge syntes det var en god ide og ringede til Seruminstituttet. De sagde imidlertid at det ikke var nødvendigt! Barnet skulle bare vaccineres videre, men under en indlæggelse. Så de blev faktisk nægtet at få taget en sådan prøve. Når man ser på svaret vi har fået, kan man se at det passer med netop den praksis som de udøvede i den pågældende situation. De svarer nemlig at det kun er ved kraftige lokalreaktioner at det er nødvendigt. Men det svarer til gengæld ikke til hvad de selv skriver i EPI-NYT om indikationen. I en artikel kaldet "Avoiding Allergic Reactions to Childhoodvaccines" i tidsskriftet Pediatric i maj 2003, kan man læse følgende råd givet af børnelægen og allergologen Susan Schuval: "Hvis en patient har en tydelig allergisk reaktion efter en vaccination, og der efter vaccinationsprogrammet skal vaccineres videre, er en serologisk test (blodprøve) indikeret. Hvis der er en tilstrækkelig antistofmængde i kroppen, er det ikke nødvendig med yderligere vaccination. Hvis der ikke er opnået beskyttende antistof, kan det være brugbart med en evaluering fra en allergilæge for at bestemme hvilken del af vaccinen der har frembragt den allergiske reaktion." "En absolut kontraindikation (forbud) for revaccination er en anafylaktisk reaktion"… Men det mener de altså ikke i Seruminstituttets rådgivning.


Tvivl om dosis på tetanusvaccinen
Egen læge giver i nogle tilfælde forskellig dosis stivkrampevaccine. Nogle giver 0.5 mL og andre giver 1.0 mL når der gives en separat stivkrampevaccination. Så vidt vi kan se, er dosis opgivet med forskellige enheder (Lf og IE) på forskellige vacciner mod tetanus. Måske er det årsagen til usikkerheden om dosis til børn. Det kunne godt se ud som om lægerne tror at den dosis der er opgivet på den rene tetanusvaccine er en voksendosis. Der findes jo 3 forskellige. Dels den rene stivkrampevaccine, dels Di-Te (revacc.) og dels Di-Te-Ki-Pol-Hib. Er Seruminstituttet opmærksom på det problem? Er det uden den helt store betyd­ning om de får 0.5 mL eller 1.0 mL?


Svar fra Seruminstituttet:
Tetanusvaccinen anvendes til både primær vaccination og revaccination og indeholder 1 mL. Alle øvrige tetanus- eller difteriholdige vacciner indeholder 0.5 mL. Dette fremgår tydeligt af oplysningerne i lægemiddelkataloget samt på indlægssedlen for de enkelte vacciner.