Behandling af mæslinger

Af Eddie Jalving, antroposofisk læge. Artiklen har været bragt i Nyhedsbrevet Januar 1999


I en antroposofisk lægepraksis fremkommer ofte spørgsmålet om børnesygdommenes egentlige formål – ofte sat i relation til vaccinationers væren eller ikke væren. For at trænge ind i de spørgsmål, må man se nærmere på hele vores sygdomsbegreb. I dag ser vi netop ofte sygdom, som noget vi hurtigst muligt skal overstå - komme over. Noget som vi skal slås med. Set fra et antroposofisk medicinsk synspunkt, er lægeprocessen ikke så ensidig, men derimod altid et spørgsmål om at finde balance. Dette viser sig også tydeligt hos barnet, som i de første syv år omformer sin krop til det, den skal blive: et finstemt, passende instrument for barnets videre udvikling gennem livet.

I denne udvikling er febersygdommene vigtige. Når barnet har feber indebærer dette altid en nedbrydningsproces, hvor æggehvidestof bliver nedbrudt. Det udskilles ved mange virusinfektioner gennem huden – som hududslæt, hvor sygdommen går udad ved hjælp af varme. Man forsøger at udskille noget, som kroppen vil af med. Derfor er det vigtigt, at man griber så lidt som muligt ind, for ikke at dæmpe feberen og udslættet.

Varmen er livsvigtig for børn, og de har som regel også nemt ved at omgås den. De får hurtigt feber, men den falder oftest ganske hurtigt. Normalt behøver man ikke gøre så meget, når barnet har feber. Feberen er et udtryk for, at stofskiftet og immunforsvaret er aktiveret, og det er i sig selv en positiv faktor i bekæmpelsen af infektionen. Feberen skal derfor ikke "slås ned" uden særlig årsag. Ved de klassiske børnesygdomme og særligt ved mæslinger, ser vi netop feber og udslæt. Disse sygdomme ses i alle grader, men er som regel ganske godartede.

Den store frygt, som mange forældre nærer til disse sygdomme, bunder måske i en mere eller mindre berettiget angst for komplikationer til sygdommene, men måske også i en vis mangel på information og viden. Med information og viden vil man ofte kunne mindske sin egen og dermed barnets uro, hvilket er en vigtig faktor for at opnå et optimalt behandlingsresultat.

I denne artikel vil vi se nærmere på børnesygdommen mæslinger.

Mæslinger er en virusinfektion med en inkubationstid på 9-12 dage (fra smitte og til de første symptomer). I starten er barnet meget forkølet, nyser og har en "hård", men fugtig hoste. Det har ondt i øjnene, er ofte lyssky og feberen begynder at stige. Feberen kan falde lidt efter et par dage og da typisk stige igen samtidig med at udslættet kommer. Smitsomheden er ganske høj, fra barnet begynder at hoste og indtil 3-4 dage efter, at det typiske udslæt er fremkommet. Det begynder ofte i ansigtet og breder sig i løbet af et par dage til hele kroppen og ned til fødderne. Pletterne er ganske store, uregelmæssige og ofte med små blødninger i midten. I løbet af nogle dage bliver barnet ofte lidt bedre og udslættet blegner, ligesom feberen efter en til to ugers tid falder til normalområdet.

Der ses komplikationer til mæslinger. Man taler da om, at mæslingerne går indad i stedet for udad. Det er ikke så almindeligt, men dog ser man i 4-7 % af mæslingetilfældene bronchitis eller lungebetændelse – fremfor alt, hvis barnet i hosteperioden har fået hostedæmpende medicin, hvilket der derfor må advares imod. Også mellemørebetændelse ses i forbindelse med mæslinger, og som regel kan man behandle mellemørebetændelse, bronkitis og lungebetændelse enkelt med antroposofisk medicin uden brug af antibiotika.

Mere frygtet er komplikationer fra hjernen. Den mest almindelige (1 ud af 2000 eller sjældnere) er en virusudløst encephalitis (hjernebetændelse), hvor barnet bliver omtåget og får kramper. Tilstanden klinger af uden mén, men den kan forebygges ved at lede udslættet gennem huden, så sygdommen netop ikke "går indad". Den mest frygtede komplikation (1 ud af 100.000 eller mere sjældent) er en sklerotiserende panencephalitis med hjerneskade som følge i svære tilfælde.

Behandlingsmæssigt er det vigtigt at lede barnet igennem sygdomsforløbet og samtidigt gribe så lidt ind som muligt. Dels for at opnå en god virkning af sygdommen, hvor barnet gennemarbejder det væskeagtige i kroppen og med feberen og udslættets hjælp overstår sygdommen for herigennem at "forandre sig selv". Dels for at forebygge komplikationerne.

Det mæslingesyge barn har brug for varmen. Feberen skal derfor ikke slås ned uforsigtigt. Det kan være farligt at sænke feberen og det øger samtidigt risikoen for at sygdommen går indad og giver komplikationer. Feberprocessen kan styres med antroposofiske lægemidler som Apis/Belladonna, Ferrum phosphoricum eller Infludo.

Det er yderst vigtigt, at udslættet får lov at komme gennem huden. Jo mere udslæt desto bedre! Her kan man bruge et sennepsomslag over bryst og ryg et par gange dagligt. Det mest effektive er dog at iklæde barnet en såkaldt "saltskjorte". Den gives, når udslættet er begyndt på brystet og består af en mættet saltopløsning (5 spsk. salt i ½ liter varmt vand). En stor natskjorte gennemblødes af saltopløsningen og barnet tager den varm – og våd – på. Tørre, gerne varme håndklæder rulles udenpå og barnet lægges i seng således indpakket i 15-20 minutter. Herefter vaskes barnet af med varmt vand (uden salt), tørres af og klædes på – og i seng igen. Efter 24 timer plejer udslættet at være fuldt udviklet og helt ud til fingerspidserne! På denne måde får sygdommen lov at udfolde sig der, hvor den hører hjemme – nemlig på huden.

En tredje meget vigtig indsats ved mæslingesygdommen er, at barnet får RO. Ofte kræver lysfølsomheden nedrullede gardiner, men at der tillige er ro omkring barnet, er af stor betydning for sygdomsforløbet. Dette gælder naturligvis som altid ved febersygdomme, men særligt ved mæslinger, er det meget vigtigt. I denne sammenhæng er det en stor hjælp for barnet, at forældrene også er rolige – og ikke urolige og ængstelige. Man må bestræbe sig på at skabe et tillidsfuldt og beroligende miljø for barnet, når det er sygt. Netop derfor kan det også være på sin plads at bede sin læge om et besøg. Dels for at kontrollere barnets tilstand og dels for som forældre at få respons og svar på sine tanker og spørgsmål. Et mæslingesygt barn bør ikke komme til lægens konsultation, men besøges hjemme.

Det er påfaldende, at børn efter en mæslingesygdom har gennemgået en sygdom, som kan "forandre"! Barnet tager nogle store udviklingsmæssige skridt og taber det sidste babyagtige, som derefter sjældent vender tilbage. Barnet har efter sygdommen brug for rekonvalecens med ro og hvile, inden det igen begynder i børnehave eller skole. I denne periode kan man støtte barnet medicinsk med f.eks. Ferrum sidereum D10.

Hvis barnet ikke har fået sygdommen, hvor det er optimalt (i 3-4 års alderen), anbefales vaccination ved 12-16 års alderen, da mæslinger er en børnesygdom. Det vil sige, noget man skal have som barn og ikke som voksen! Kort skal nævnes, at hvis man vælger ikke at lade barnet gennemgå mæslingesygdommen, kan man lade barnet vaccinere, hvilket da bør gøres 2 gange. Normalt indgår mæslingevaccinen i den såkaldte tripelvaccine (MFR), som gives i 15 måneders alderen og igen ved 12-års alderen. Mæslingevaccinen kan dog gives seperat. I forbindelse med vaccination kan man for at forebygge vaccinationskomplikationer give antroposofisk behandling.