Virkelighed og vaccination

Virkelighed og vaccination

Klinisk forskning – del 2
Af Pia Hansen

 
Bivirkninger
Undersøgelsen af bivirkninger i de kliniske studier er utilstrækkelig, og jeg vover at påstå, at ingen af de kliniske studier er designet til at belyse sikkerhed og bivirkninger. Kroppen er et uhyre komplekst system, og det er grænseløst naivt at tro, at en stimulans som f.eks. en vaccine kun har et enkelt udfald, nemlig udviklingen af antistoffer. Der vil være andre effekter, og man er nødt til at være ihærdig i forsøget på at identificere dem.

Placebo
Hvis man skal sige noget om en medicinsk behandlings sikkerhed, skal den testes mod ægte placebo, altså over for en behandling, der med garanti ikke har nogen virkning i kroppen. Det vil oftest være saltvand eller en kalktablet. Det gør man ikke med vacciner. I stedet får placebogrupperne ofte en anden vaccine eller en version af den pågældende vaccine, hvor man kun har taget den sygdomsfremkaldende ingrediens ud, men har beholdt alle vaccinens tilsætningsstoffer. Placebogruppen modtager således i begge tilfælde substanser med en kendt giftighed, der virker aktivt på immunsystemet. At kalde sådan en kontrolgruppe for en placebogruppe er meget manipulerende. Det gør man kun, fordi man antager, at de andre vacciner, der bruges som placebo er sikre, men desværre er også disse vacciner godkendt på samme utilstrækkelige vis. Vi har altså et system, hvor antagelse bygger på antagelse, og hvor ingen vaccine er testet mod ægte placebo. Tilsætningsstofferne er sin helt egen historie værd, da de slet ikke er forsøgt testet. Det tillades altså, at stoffer med kendt giftighed som almindelig praksis i vaccineforskningen indsprøjtes i kroppen uden forudgående klinisk testning.
Det er et faktum, at der ikke arbejdes med ægte placebokontrollerede forsøg i vaccineforskningen, og derfor kan man ikke udtale sig med sikkerhed om bivirkninger. Et faktum, som myndighederne nægter at forholde sig til.
Hvad værre er, WHO har lavet en vejledning, der vender det hele på hovedet. Her defineres hvilke kriterier, der skal være opfyldt, før man kan forsvare at bruge en placebo i et vaccineforsøg! Udgangspunktet er altså ingen placebo. Her fremføres det, at det ikke er etisk at bruge en placebogruppe, da man dermed nægter halvdelen af deltagerne i vaccineforsøg at få vaccinens fordele. Det er dæleme at sælge skindet før bjørnen er skudt. Man tager formodede fordele til indtægt og bruge dem til at argumentere for ikke at skulle undersøge sikkerheden. Dette udsagn er et eksempel på den værste manipulation og kynisme, da man baserer sit valg på, hvad man ikke gør, i stedet for hvad man ret faktisk gør. Mon nogen fra industrien, WHO eller myndigheder tør stille sig op for rullende kameraer og sige ”det er helt igennem etisk at vaccinere en kvart milliard mennesker med en vaccine, hvis sikkerhed ikke er undersøgt”?
 
Patienterne i forsøgene
Der er strenge kriterier for hvem, der kan komme med i de kliniske forsøg, og som udgangspunkt skal du være meget sund og rask for at deltage. Forsøgsgruppen vil derfor ikke ligne den endelige målgruppe, der for vacciners vedkommende ofte er alle. Dette hedder i fagsprog ”healthy user bias”. Det er en væsentlig fejlkilde, der betyder, at selvom forskningen i øvrigt havde været sund og solid, kan man faktisk ikke entydigt overføre resultaterne til de grupper, som blev valgt fra i forsøgene.

Registrering af bivirkninger
Observation af bivirkninger i vaccineforsøg er helt passiv og observeres af patienterne selv. Oplever en patient en alvorlig hændelse, er det op til industrien at skønne, om den skal registreres som en bivirkning eller ej. Det skønnes næsten altid, at hændelserne ikke skyldes vaccinen, hvorfor de slet ikke registreres. Efter sædvanligvis 14 dage er registreringen af bivirkninger overstået, og hændelser efter denne arbitrære grænse betragtes ikke som bivirkninger. Man accepterer, at det kan tage måneder at opnå den ønskede effekt i immunsystemet (dannelse af antistoffer), men man definerer, at bivirkninger i samme immunsystem/krop er afklaret og diagnosticeret inden for 14 dage. Det er helt gak og helt uacceptabelt og kan kun fortolkes som et forsøg på at overse alvorlige bivirkninger.

Hvem passer myndighederne på?
Vi er som borgere blindt afhængige af at kunne stole på Lægemiddelstyrelsen, da de som de eneste ser medicinalindustriens fulde arbejde. Den manglende transparens er et enormt videnskabeligt problem, da videnskabeligt arbejde skal være så grundigt og fuldkomment beskrevet, at andre forskere kan gøre arbejdet efter. Når myndigheder og industri erklærer forskningen for strengt videnskabelig og guldrandet er det således blot en påstand, da det ikke kan afprøves. Industrien ejer data og vælger selv, hvilke dele af det samlede materiale, der efterfølgende publiceres i de videnskabelige tidsskrifter. Mon det er forkert at formode, at kun det mest positive materiale publiceres? Myndighederne mener ikke, at transparens er muligt, da det vil sætte industrien i en urimelig konkurrencesituation. Jeg mener, at den argumentation er et klart eksempel på, at myndighederne varetager industriens interesse og ikke borgernes. Deres opgave er at beskytte borgerne ved at stille rimelige og nødvendige krav, og så vil industrien tilpasse sig det.

Myndigheder og industri er nært forbundne
I dag kommer 75% af Lægemiddelstyrelsens finansiering fra industrien i form af gebyrer for at behandle ansøgninger om godkendelse af lægemidler, uden at der er et samtidigt krav om, at de nye lægemidler skal være bedre eller billigere end dem, der i forvejen findes for samme lidelser. Det er mærkeligt, at det accepteres, da der i alle disse forsøg laves eksperimenter med mennesker, hvor en vis del må forventes at opleve bivirkninger. At lave medicinsk forskning er en stor og lukrativ forretning i Danmark, som mange gerne vil have del i, og det kan betale sig at være et land, hvor industrien gerne vil udføre deres forskning. Et muligt indtægtstab er selvfølgelig centralt i myndighedernes overvejelser om at stramme op på reguleringen af lægemiddelindustrien, ligesom det er det statslige indtægtstab, der står i vejen for, at der kan køres mere i elbiler, eller at det bliver markant dyrere at være ryger.

Konklusion
Der er alvorlige mangler i den nuværende vaccineforskning, som hverken industri eller myndigheder er villige til at anerkende eller løse. Man ved kun lidt om, hvordan vaccinerne virker i kroppen, og deres effektivitet bygger på antagelser. De kliniske studier er ikke designet til at undersøge bivirkninger, da man ikke anvender ægte placebo, og vaccineanbefalingerne beror således på tro.
Myndighederne og WHO står bag denne praksis, og sidstnævnte er ovenikøbet kommet industrien til undsætning ved at udarbejde retningslinjer, der gør anvendelsen af placebo til noget, der skal begrundes og forsvares. Vacciner gives til en rask befolkning, og det burde være den ypperste forskning, vi ser her. I stedet ser vi fortielser, udeladelser, og et mærkeligt fravær af debat. Det er ikke svært at se, at der er noget helt galt på dette område, og når myndighederne blot vender ryggen til, er det ikke et spørgsmål om manglende kompetence. Det er et spørgsmål om manglende vilje.