Konsekvenser af regeringens hastelov er uklare

Konsekvenser af regeringens hastelov er uklare

Af Pia Hansen, cand.scient.

I huj og hast stemte et enigt folketing d. 12. marts 2020 en omfattende Corona-lovpakke igennem. Lovpakken giver sundhedsministeren vide beføjelser til at foretage ganske vidtrækkende indgreb over for landets borgere, og er med rette af flere juridiske eksperter blevet betegnet som en ”krigslovgivning”.

Mange mennesker har bekymret sig om konsekvenserne af ændringerne i epidemiloven, navnlig om den nye formulering vedr. anvendelse af tvangsbehandling og tvangsvaccination.

Det er vigtigt at bemærke, at den gamle epidemilov også rummede muligheder for tvangsvaccination, så det problematiske ved den nye lovtekst er primært, at rammerne er blevet meget videre og fortolkningen uklar.

I den gamle tekst i epidemilovens kapitel 3 §8er det formulereret således:

For at hindre udbredelse af en alment farlig sygdom kan ministeren for sundhed og forebyggelse efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen påbyde, at der skal iværksættes tvangsmæssig vaccination inden for et nærmere afgrænset område eller af en nærmere afgrænset personkreds.”[1]

Bemærk at den tvangsmæssige vaccination her retter sig mod den alment farlige sygdom og har til formål at slå en ring omkring udbredelsen af denne. Endvidere skal Sundhedsstyrelsen indstille til interventionen, og styrelsen er således en vigtig part i processen.

I den nye Corona-lovpakke er epidemilovens §8 udvidet med følgende tekst indsat som §8 stk. 2:

Når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, kan sundheds- og ældreministeren med henblik på at nedbringe antallet af øvrige patienter i sundhedsvæsenet fastsætte regler om, at der skal iværksættes tvangsmæssig vaccination af nærmere bestemte risikogrupper med henblik på at minimere udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen.
Det er en meget anderledes tekst, som er vanskelig at gøre konkret.

Helt klart er det dog, at det for at beskytte sundhedsvæsenets kapacitet nu er tilladt at iværksætte tvangsvaccination mod andre sygdomme end den pågældende alment farlige sygdom, der truer landet – for tiden COVID-19. Sundhedsstyrelsen er helt koblet af processen, og det er alene ministeren, der træffer beslutning. Der er således ingen garanti for, at tiltagene baseres på sundhedsfaglig evidens. Det er nærliggende at tro, at beslutningerne bliver politiske og populistiske, når de træffes alene af én politiker.

Denne absurde lovgivning giver øjeblikkeligt anledning til mange yderst relevante spørgsmål bl.a. hvilke sygdomme, man måske skal tvinges til at lade sig vaccinere mod? Hvem er de nærmere bestemte risikogrupper? Og hvordan kan sundhedsministeren vurdere dette uden at være forpligtet til at læne sig op af sin styrelse og dens faglighed?

Hvis man læser i betænkningerne i forbindelse med lovforslagets behandling, kan man da også finde flere eksempler på partier, der stiller opklarende spørgsmål, f.eks.:
 
Spørgsmål: ”Ministeren bedes redegøre for, hvilke risikogrupper, der er henvist til i lovforslagets § 1, nr. 7 (det nye stk. 2 til § 8). Ministeren bedes ligeledes redegøre for, hvilke andre vaccinationer der forventes omfattet?”Man prøver altså at få lidt mere klarhed over fortolkningen af loven. Desværre lader svaret meget tilbage at ønske, idet lovteksten blot gentages og afsluttes med denne lige så uklare formulering:

Svar: ”Det vil være en konkret vurdering, hvilke risikogrupper der i den aktuelle situation skal vaccineres efter denne bestemmelse. Det kan fx omfatte en ny COVID-19 lignende virus.

Så nej, vi har ingen klarhed over, hvem der eventuelt skal tvangsvaccineres eller mod hvad. Jeg vil ikke rose nogle af vores folkevalgte politikere for, at de tog til takke med så ringe et svar. Spørgsmålet ligner mest af alt et forsøg på at få det til at se ud, som om man rent faktisk bekymrede sig. Men da lovgivningen blev enstemmigt vedtaget, kan bekymringen ikke have stukket så dybt.

Så mens vi for nuværende kun kan gætte på, hvem de tvangsvaccinerede bliver, må vi arbejde for at få frembragt de oplysninger, som vores folkevalgte ikke krævede oplyst forud for vedtagelsen af så vidtrækkende en lov, f.eks.:

  • En kortlægning af hvor mange indlæggelser, der vurderes at kunne undgås ved at vaccinere mod en række sygdomme, f.eks. de oplagte kandidater som influenza, lungebetændelse forårsaget af pneumokokker og lignende.

  • En sundhedsfaglig redegørelse for hvordan man fagligt fortsat kan forsvare at behandle COVID-19 som en alment farlig sygdom (liste A) og ikke blot som en smitsom sygdom (liste B), når sygdommens reelle dødelighed i Danmark forventes at tælles i promiller.

  • En juridisk analyse af, om det overhovedet er lovligt at vaccinere raske mennesker imod øvrige ikke-truende sygdomme mod deres vilje for at beskytte sundhedsvæsenets kapacitet. Det bør undersøges, om en sådan handling er forenelig med de rettigheder, vi som mennesker har ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Mit inderlige håb er, at vi til den tid, hvor tvangsvaccinationer kommer på banen, har fået vores forsamlingsfrihed tilbage, så vi i det mindste kan få lov at protestere frit.
 
[1]Bekendtgørelse af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme