Forudsætninger for Vaccinetvang – tomme trusler eller barske realiteter?

Forudsætninger for Vaccinetvang – tomme trusler eller barske realiteter?

af Pia Hansen, formand for VaccinationsForum
 
År efter år kåres danskerne af World Economic Forum til at være et af verdens lykkeligste folkefærd. Vores høje oplevede lykke er i høj grad bundet op på en stor tillid til myndighederne, en tillid til proportionalitet imellem handling og konsekvens, og en oplevelse af stor personlig frihed.
Klaphatte og kolde fadøl, kartoffelmadder med purløg, slumretæpper og terrassevarmere – kort sagt, masser af den helt specielle danske hygge.

Før Coronakrisen med et trylleslag kom og ændrede alle dagsordner, havde de danske medier taget hul på en debat om den spirende totalitarisme i dansk politik. Vi så en regering, der søgte mere magt og mindre samarbejde på tværs og som i udgangspunktet italesatte tvang og sanktioner som vejen til succes. Lad os tage et eksempel.
Mette Frederiksen gik på valg som ”Børnenes Statsminister”. Et klart mål var, at der skulle tvangsfjernes flere børn, og det blev gjort lovpligtigt, at personer, der arbejder med børn, skal indberette enhver mistanke om mistrivsel hos et barn. Truslen om personlig straf og ansættelsesretlige konsekvenser har naturligvis medført et stærkt stigende antal indberetninger, hvoraf langt de fleste er grundløse og alene har ført til en stor traumatisering af de berørte familier.

Signalet er klart – hvis staten vurderer, at forældre ikke varetager barnets tarv, så vil staten i højere grad end tidligere overtage børnene. De børnefaglige eksperter tager skarpt afstand til metoden, der helt mangler fokus på de forebyggende tiltag. Politikere undrer sig bravt over kritikken og holder fast i deres noble endepunkt, nemlig at de blot vil hjælpe udsatte børn – desværre helt uden respekt for emnets reelle kompleksitet. Det er tankevækkende, at regeringen mener, at de kan implementere sådan en praksis, uden at der er et relevant fagligt grundlag.

Det ømtålelige emne om vaccinationer er mindst lige så komplekst. På baggrund af myndigheder og politikeres retorik vedrørende vacciner er det oplagt at antage, at de ikke kender til de store mangler i evidensen bag vacciner, både mht. virkning og bivirkninger, men det kunne også, som i ovenstående eksempel, være et udtryk for, at de ikke mener, at det er nødvendigt med en dyb faglighed i ryggen for at føre politik.

Der er efterhåndende påfaldende mange forskere, bl.a. danske Christine Stabell Benn, der åbent efterlyser en større villighed til at udfordre den overordnede effekt af vacciner for menneskers sundhed, både af enkelte vacciner, men også af det samlede børnevaccinationsprogram, som man reelt ikke kender den samlede sundhedsmæssige konsekvens af. Men det bærer den politikske udlægning ikke præg af – her fortælles vi at:  ”Vaccinationsprogrammet redder liv, og derfor skal tilslutningen være høj”. Igen en åbenlys afkobling af faglighed og ført politik.

Tror vi så, at ”Børnenes Statsminister” kunne finde på at indføre vaccinetvang?
Det har hun jo sådan set allerede gjort!
Det tog et enigt folketing få dage at vedtage en ny epidemilov med meget vidtrækkende muligheder for tvang, bl.a. tvangsvaccination mod andre sygdomme end Covid-19 for at beskytte sundhedsvæsnet. Så proppen er taget af flasken.
Og hvis vi dertil lægger regeringens demonstrerede smag for – uden fagkundskabens tyngde – at vurdere, hvordan man bedst beskytter vores børn mod lidelse, er det er naturligt at slutte, at ”Børnenes Statsminister” sagtens kan finde på at beskytte vores børn mod diverse sygdomme ved at gøre vaccinationsprogrammet obligatorisk.

De fleste forbinder vaccinetvang med, at man skrigende og sparkende bliver holdt nede og injiceret med vaccinerne mod sine vilje, men det er ikke sådan vaccinetvang implementeres. Vi skal ikke løfte blikket langt ud for at se de talrige eksempler på lande, der allerede har indført tvang, blandt andre Tyskland, Belgien, Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Frankrig, Grækenland, Ungarn, Italien, Malta, Polen og Portugal. Det samme gør sig gældende i mange stater i USA, i flere Latinamerikanske lande, i Australien og New Zealand. De lande, der ikke har indført tvang er snart i undertal.

Tvangen kommer i en forklædning, som vi i VaccinationsForum kalder ”blid tvang”, hvor magtmidlet primært er eksklusion og bødestraf. Vil du gerne have passet dit barn, så du kan gå på arbejde? Så skal det vaccineres. Vil du gerne have en skolegang til dit barn?  Så skal det vaccineres. Vil du gerne have et pas, så du kan rejse? Så skal du være vaccineret. Vil du gerne have et kørekort? Så skal du være vaccineret. Det bliver helt ”zappask”, og man fristes til at sige ”du vil da godt have den Rokokopude, ikke Mulle?”

De fleste mennesker accepterer eller billiger indgrebene, fordi de ikke ved, at den evidens, hele grundlaget står på, er utilstrækkelig og oversolgt. De tror på den lykkelige historie om vaccination, som medier, politikere og sundhedsmyndigheder fortæller igen og igen. De er gennemfarvet af den diskurs, der gør sig gældende på vaccineområdet.

Men det er tvang! Det er et tab af frihedsrettigheder!

Og når man ser det i øjnene, dratter man hastigt ned af lykkeskalaen. For væk er følelsen af personlig frihed og proportionalitet. Væk er tilliden til myndighederne. Uanset om vi taler om behandling eller forebyggelse af sygdomme, må vi danskere insistere på vores ret til at vælge selv og vælge frit, for både os selv og vores børn og insistere på, at loven gælder for alle – også for myndighederne.
I Danmark er det jo faktisk sådan, at man skal dokumentere effekten af en medicinsk behandling for at måtte markedsføre den jf. lov om markedsføring af sundhedsydelser. Bare ikke hvis man er Staten, der anpriser et vaccinationsprogram, hvis samlede effekt aldrig er undersøgt.