Den kommende sundhedsreform

Jeg læste med stor interesse et debatoplæg i Politiken Sundhed om vores allesammens fremtidige sundhedssystem som optakt til den forventede kommende sundhedsreform.

Når et nyt år - her sågar et nyt årti – begynder, har vi nogle forventninger og håb om, at visse ting, som kan blive bedre, vitterligt sker. Her er vores sundhedssystem et godt eksempel, da vi alle skal have og bør have gavn af det.
Det kommer ikke bag på nogen efterhånden, at sundhedssystemet trænger til en opløftning, om det så er et serviceeftersyn eller mere markante ændringer, der skal til.
Jeg tror, det vil være klogt at få taget hånd om de problemer, der udfordrer mere fundamentalt. Det kræver viljen til at stå udenfor systemets lukkede mure og se det udefra. Sagt lige ud; tænke ud af boksen!

Hvis vi vitterligt skal løse alvorlige problemer, skal vi kunne erkende, hvad virker, og hvad virker ikke!
Er f.eks. overmedicinering og måden, vi uddeler medicin, hensigtsmæssigt? Vi ser over årene en markant stigning i forbruget af medicin samt udgifter på den konto. Er det rimeligt, og er der alternativer?
Hvis vi lukker vores øjne for de store udfordringer, vil vi uden tvivl undergrave vores sundhedstilstand, som mere vil blive en klods om benet på os i stedet for at være til gavn for vores samfund. På den lange bane vil det gå ud over vores velstand!

Forebyggelse, som Ida Sofie Jensen (ISJ) fra LIF selv nævner, at der skal til. Ja, det kan man kun være enig med hende i. Der skal mere forebyggelse til, men i hvilken form?
Det er for letkøbt en løsning at foreslå vacciner som det næste vidundermiddel. Vacciner er ikke et vidundermiddel, det ved fagfolk godt. Der er risiko ved vacciner, og vi kender stadig den dag i dag ikke til fulde langtidsvirkningerne af vaccinerne, især og ikke mindst de negative sider af vaccinerne. Går vi den vej, kan man med sikkerhed forvente en markant forværring af folkesundheden.

Vaccination er baseret på evidens, siges det? Er det nu også det?

Man kan begynde med at indvende, at INGEN vacciner har været testet ordentligt.
INGEN af vaccinerne er f.eks. testet i kliniske dobbeltblindede lodtrækningsstudier, hvor man har anvendt en kontrolgruppe, der har fået ægte placebo, hvilket ellers er den basale videnskabelige guldstandard, også kaldet RCT (Randomized Controlled Trial).

Derudover er medicinalindustrien fritaget for produktansvar (US, her til lands defaktum i praksis det samme). Det vil sige, industrien kan ikke retsforfølges for fejl og skader, når det gælder vacciner. Hvilken anden industri nyder sådan et gode? Det giver et stærkt incitament til at gå let hen over sikkerhed og kvaliteten af produktet.
Vacciner er endvidere en meget lukrativ forretning. Den generelle farmaceutiske industri har en vækstrate på ca. 7% eller mere, mens vaccinesektoren står for en vækst på det dobbelte på ca. 15 % årligt (WHO – IVS-tal). Så det er ikke så mærkeligt, at der foregår en masse lobbyarbejde globalt, ikke mindst i Europa og Danmark. Det skal man huske at holde sig for øje, og ikke stikke folk blår i øjnene med påstande om, at vacciner er sikre, og ønsker om at udrulle flere vacciner, UDEN evidens for det vil gavne folkesundheden.

Faktisk så sent som i december sidste år (2019), hvor WHO havde 20-års jubilæum i Schweiz for deres årlige topmøde om global vaccinesikkerhed, Global Advisory Committee on Vaccine Safety (GACVS), kom følgende frem. Her fremlagde en af paneldeltagerne, Heidi Larson (professor/ph.d.), sine erkendelser, som bl.a. er baseret på hendes 10 års forskning i WHO/UNICEF som leder af Vaccine Confidence Project:

1) Den største modstand mod vacciner fra skeptikerne kommer som følge af den manglende sikkerhed i vacciner og det antal bivirkninger, der forekommer.
2) Mange af de kritiske spørgsmål, som kommer fra vaccineskeptikere er reelle spørgsmål, som ikke bare kan affejes med censur på sociale medier som facebook, intagram, twitter m.fl. Faktisk vil den fjendelighed og måden, hvorpå man håndterer kritiske spørgsmål til vacciner, afstedkomme endnu mere mistillid. Især vil betegnelsen ”antivaxx’er” give bagslag og have en forstærkende effekt med flere vaccinekritikere som følge.
3) En stigende grad af mistillid kommer som en overraskelse (især for WHO!) fra de praktiserende læger selv, som har større og større problemer med at retfærdiggøre vaccination. Et godt eksempel er, når gravide kvinder får anbefalet influenzavaccinen. Heidi Larson pointerer yderligere, at hvis ikke man kan kontrollere udviklingen positivt, kan det undergrave tilliden til systemet (WHO, sundhedssystemerne regionalt m.v.).
4) Yderligere viser hendes undersøgelse, at der sker en stærkere rekruttering blandt tvivlere til at blive kritikere i de sociale medier, hele 500 gange flere end blandt vaccinetilhængere.

Heidi Larsons bekymringer står langt fra alene. Der er andre forskere i panelet, som har forskellige bekymringer om vaccinesikkerheden.
Selvom emnet ikke er nyt, viser ovenstående bekymringer tydeligt, at vacciner ikke er noget vidundermiddel, som nemt kan benyttes til at løse vores sundhedsmæssige udfordringer.
Spørgsmålet bliver, om sundhedsinitiativerne fra vores politikere blot er endnu et nødvendig serviceeftersyn eller, om man vil tænke fremad og løse problemerne ved deres rod?

Erik Olsen
Formand
VaccinationsForum.