Bør du frygte, at mæslinger kan give dit immunsystem hukommelsestab?

Bør du frygte, at mæslinger kan give dit immunsystem hukommelsestab?

Tetyana

Dr. Tetyanas perspektiv på vaccination og naturlig immunitet
Af Tetyana Obukhanych, ph.d. - 11/1/2019– oversat af VaccinationsForum
 
Bør du frygte, at mæslinger kan give dit immunsystem hukommelsestab?
Er det korrekt, at mæslinger ødelægger dit immunsystem ved at slette dets hukommelse? Lad os lave lidt ”faktatjek”.
 
I 2002 publicerede dr. Peter Aaby et. al. en undersøgelse[1] foretaget i Senegal, hvor der var et udbrud af mæslinger. I undersøgelsen beskrives, at "ingen af de børn, der blev smittet med mæslinger døde i den akutte infektionsfase, ej heller var der dødsfald i gruppen af smittede børn i de første to måneder efter eksponering."
 
(Fra Lancet Global Health-publikationen[2] i 2015 ved vi, at A-vitaminmangel kan forhøje dødelighed ved mæslinger, og dermed kan vi med rimelig sikkerhed antage, at børn i dette område ikke havde A-vitaminmangel i samme grad som børn i andre dele i Afrika og Asien, hvor det er kendt, at mæslingeinfektion giver en høj dødelighed.)
 
Dr. Aaby et. al. testede den almindelige antagelse om, at børn, som har overlevet mæslinger, vil have en højere efterfølgende dødelighed af andre infektioner pga. en længerevarende svækkelse af immunsystemet, som man mener er et følge af mæslinger. Men de fik modsatte resultater. Faktisk fandt de, at "de børn, der efter eksponering til smitten udviklede kliniske mæslinger, havde en lavere aldersrelateret dødelighed i løbet af de næste fire år end de børn, som ikke udviklede kliniske mæslinger efter eksponering."
 
Resultatet af deres undersøgelse i 2002 var i overensstemmelse med tidligere undersøgelser: "Ingen længerevarende øget dødelighed efter mæslingeinfektion: en samfundsundersøgelse fra Senegal"[3] og "Ingen vedvarende T-lymfocytimmunsuppression eller øget dødelighed efter mæslingeinfektion: en samfundsundersøgelse fra Guinea-Bissau"[4].


I 2003 foretog de en lignende undersøgelse[5], denne gang i det landlige Bangladesh, for at vurdere de langsigtede virkninger af mæslinger ved at se på overlevelsen af ​​ikke-vaccinerede børn efter mæslingeinfektion sammenlignet med de børn, der endnu ikke havde haft mæslinger. Igen fandt de, at "patienter, som havde været inficeret med mæslinger, havde en signifikant lavere dødelighed end de patienter, som ikke havde været inficerede, altså ikke-immune børn, i de følgende ni måneder."
 
Hvorfor så al den senere tids hysteri om at mæslinger resulterer i en dødsfarlig ødelæggelse af dit immunsystem?
 
Der er nogle få forskningspublikationer, der enten er blevet taget frem af medierne eller henvist til af andre forskningspublikationer for unødigt at fremme denne frygt.
 
Lad os først se på publikationen fra PLoS Pathogens 2012[6]med titlen "Measles immune suppression: lessons from the macaque model”. Forskerne fremfører: ”Her kan vi se, at mæslingevirus fortrinsvis inficerer CD45RA hukommelse T-lymfocytter og follikulære B-lymfocytter, hvilket resulterer i høje infektionstal i disse grupper. Forhøjelsen er kortvarig og falder inden for få dage. Vore fund indikerer en immunmedieret bortskaffelse af mæslingeinficerede CD45RA hukommelses T-lymfocytter og follikulære B-lymfocytter, hvilket forårsager et midlertidig immunologisk hukommelsestab.”
 
Altså, mæslingevirus inficerer immunsystemets hukommelsesceller, hvilket resulterer i et midlertidigt tab af immunologisk hukommelse. Og hvad så? Hvornår er det nogensinde bevist, at immunologisk hukommelse har noget som helst at gøre med beskyttelse mod anden infektion? Faktisk er det modsatte demonstreret i forskning foretaget i et laboratorium tilhørende den schweiziske videnskabsmand (og Nobelprisvinder i 1996) Dr. Rolf Zinkernagel. I titlen på sin kritiske gennemgang fra 2012[7] siger han klart: "Immunologisk hukommelse er ikke lig med beskyttende immunitet."


Endvidere gør varicellavirussen (skoldkopper) nøjagtigt det samme som mæslingevirussen – den inficerer hukommelseslymfocytterne – som rapporteret i et andet forskningsdokument[8] publiceret i PLoS Pathogens i 2013: ”Under virusinfektion inficeres primært hukommelses-T-celler, indledningsvist TCM-celler og efterfølgende TEM-celler”.
 
Alligevel er der ingen, der råber op om, at dine børn vil dø af den første forkølelse, der rammer, efter de har haft skoldkopper, fordi det ville være for åbenlyst en løgn over for den nuværende generation af skoldkoppeoverlevere. Du kan ikke genkende, at børnene har lidt af nogen form for immunsuppression, på trods af det faktum, at skoldkoppevirus inficerede deres hukommelse-T-celler. Men fordi det kun er den ældre generation, som har haft mæslinger, kan medierne slippe afsted med at sprede en sådan frygt, uden at den sunde fornuft standser dem.


En anden artikel[9] offentliggjort for nyligt i Science med titlen "Measles virus infection diminishes preexisting antibodies that offer protection from other pathogens.” (på dansk: ”infektion med mæslinger udsletter mængden af eksisterende antistoffer, der skal beskytte dig mod anden sygdom”).


'Antistoffer, som beskytter'? Lad os lige holde en pause her! Hvornår er det nogensinde bevist, at antistoffer beskytter? Faktisk har man observeret det modsatte. Allerede for længe siden var der en fremtrædende videnskabsmand (og Nobelprisvinder i 1960), Sir Frank Macfarlane Burnet, som fortalte os følgende om antistoffernes rolle (eller rettere manglen derpå) i forbindelse med immunitet hos børn, der pga. lidelsen agammaglobulinæmi (en immundefekt) ikke kan producere antistoffer:
 
Til alles overraskelse viste børn med agammaglobulinæmi et normalt forløb med mæslinger med et typisk udslæt, som forsvandt i løbet af sædvanlig tid og blev efterfulgt af en præcis lige så betydelig immunitet mod geninfektion, som enhver anden patient i bedring ville vise. Antistofproduktion er derfor hverken nødvendig for helbredelse fra eller for udvikling af immunitet mod mæslinger.” (Burnet og White. Natural History of Infectious Disease. Cambridge University Press, 1940).
 
Vi kender også til en artikel[10] fra nyere tid, der viser, at sundhedspersonale til trods for tilstedeværelsen af antistoffer mod mæslinger stadig kan udvikle mæslinger.
 
Sundhedspersonale, som arbejdede med patientpleje fra juli til november 1990, blev screenet for mæslingeantistofniveauer ved hjælp af et kommercielt tilgængeligt enzym testkit (EIA). Fire personer, udviklede mæslinger, til trods for at de tidligere var vaccinerede mod mæslinger, og at testen havde vist, at deres antistofniveauer var tilstrækkelige til at skulle kunne beskytte dem mod mæslinger."
 
Hvem gider så gå op i, hvad der sker midlertidigt efter en mæslingeinfektion med de antistoffer, kroppen har imod andre sygdomme?
 
Mængden af specifikke antistoffer, som binder sig til sygdomsfremkaldende organismer, er ikke det bedste mål for niveauet af beskyttelse mod infektion. Et bedre estimat for dette er at måle serumniveauet for virusneutralisering, som måles efter en helt anderledes metode (plak-reduktionsneutralisering) end måling af mængden af antistoffer. Når disse to typer målinger foretages side om side i de samme serumprøver fra forsøgsdyr[11], følger de ikke det samme mønster over tid. De måler simpelthen ikke det samme.
 
Før vi går i panik over, at mæslingeinfektioner medfører et midlertidigt tab af immunologisk hukommelse ved at formindske niveauet af øvrige antistoffer, skal vi spørge os selv: Forstår vi det biologiske grundlag for immunitet over for virusinfektion? Er videnskaben virkelig afklaret her? Sådan ser det nemlig ikke ud for mig.
 
I det forløbne århundrede har den immunologiske teori vaklet frem og tilbage mellem at have et cellebaseret versus et humoralt baseret syn på immunitet. Denne debat har været meningsløs, fordi størstedelen af den ​​immunologiske forskning er udført med ikke-smitsomme immunstimulerende stoffer, som ikke rigtig kunne afprøve teorien i virkeligheden.
 
I 1942 postulerede Merrill Chase, at immunitet kunne overføres med hukommelsesceller fra immune dyr til dyr, der ikke havde været udsat for smitte.
 
I 1995 blev det modbevis af Zinkernagels forskning[12], der viste, at immunologisk overførsel af hukommelsesceller ikke gav beskyttelse, når dyr efterfølgende blev udsat for en virus. Derimod gav overførslen af ​​serum fra immune dyr beskyttelse, hvilket for Dr. Zinkernagel pegede på, at beskyttende immunitet medieres af antistoffer, som kan neutralisere virussen.
 
Allerede i 1940'erne vidste Burnet, baseret på sine kliniske observationer hos patienter med agammaglobulinæmi der ikke kunne danne antistoffer, at det ikke kunne være antistoffer alene, der forsagede immunitet da disse patienter på trods af deres lidelse genererede en robust immunitet mod en virussygdom som mæslinger.


Så hvad er det så: cellebaseret, antistofbaseret eller hverken eller? Hvad mangler der i billedet?


Det, der mangler i billedet er en immuncelle afledt faktor kaldet Transfer Factor[13] (TF). TF blev opdaget i 1950'erne af Henry Sherwood Lawrence.


I 1980 blev en skelsættende klinisk forskningsartikel[14] publiceret i The New England Journal of Medicine, der viste i et dobbeltblindet saltvands-placebokontrolleret forsøg, at TF indgivet til børn med leukæmi, beskyttede dem mod skoldkopper i den 12-30 måneders opfølgningsperiode.
 
I dette kliniske forsøg blev TF fremstillet ved at ekstrahere (dialysere) det fra immunceller fra donorer, der havde en historie med skoldkopper. Forskere måtte dræbe disse immunceller for at udtrække TF af dem. Det mest sandsynlige var, at disse hukommelseslymfocytter indeholdt TF, siden det blev indhentet fra mennesker, som allerede havde haft skoldkopper.
 
Lad os gå tilbage til mæslingevirussens kendte tilbøjelighed til at inficere og dræbe hukommelseslymfocytter. Kunne det være, at mæslingeinfektionen i stedet for at gøre dig mindre immun ved at dræbe dine hukommelseslymfocytter, gør dig mere immun ved at dræbe dine hukommelseslymfocytter – fordi TF frigives fra alle de dræbte hukommelseslymfocytter til din blodbane? Målte forskerne TF-serumniveauerne på tidligere smittede patienter før og efter mæslinger, på samme måde som de gjorde for antistoffer? Jeg tør vædde på et nej, fordi det ville standse spredningen af ​​panik. Og det ville ikke være godt for vaccineindustriens forretning og for konceptet om tvangsvaccination.
 
Lad os nu se på endnu et aspekt af hukommelseslymfocytterne. En undergruppe af dem (hukommelse-Th2) er kendt for at være et immunologisk reservoir for allergiske sygdomme, herunder astma. Faktisk blev det endda foreslået i en publikation[15] fra 2006 i Pharmacology & Therapeutics, at der er et behov for medikamenter for at målrette og eliminere disse irriterende Th2-celler for at reducere deres bidrag til allergisk astma.
 
Hvis mæslinge- og skoldkoppevirusser allerede gør netop det – dræber hukommelses-T-celler – burde det ikke føre til en reduceret risiko for astma og andre allergiske sygdomme efter disse børnesygdomme? Det burde det faktisk. Og der er publikationer, der dokumenterer sådanne effekter for mæslinger i Afrika[16] og Europa[17] og for skoldkopper[18] i USA.


Lad os genlæse resuméet af Dr. Aaby et al. fra 2002, og lad det synke ind: "Udsatte børn, der udviklede kliniske mæslinger, havde en lavere aldersrelateret dødelighed i løbet af de næste fire år end udsatte børn, som ikke udviklede kliniske mæslinger."
 
Er du fortsat bange?
 
FAKTABOX:
Dr. Tetyana Obukhanych er et stiftende medlem af Building Bridges in Children's Health (BBCH), som er et online samfund af forældre og læger, der er dedikerede til videnskab om, hvad der påvirker børns sundhed. Indmeldelse i BBCH giver øjeblikkelig adgang til Dr. Tetyana's Natural Immunity Fundamentals (NIF) forelæsningsserie og alle tidligere BBCH HOUR-slideshows.
Originalartiklen på engelsk findes på https://www.tetyanaobukhanych.com/blog/should-you-be-afraid-that-measles-gives-you-immune-amnesia


[1]https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/12443670
[2]https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26275329
[3]https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/8629610
[4]https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/8684874
[5]https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/12690020
[6]https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22952446
[7]https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22481438
[8]https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23675304
[9]https://science.sciencemag.org/content/sci/366/6465/599.full.pdf
[10]https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/8440884
[11]https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC27213/figure/F1/
[12]https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC188883/
[13]https://en.wikipedia.org/wiki/Transfer_factor
[14]https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/6248780
[15]https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16081161
[16]https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/8667923
[17]https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/19255001
[18]https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22017482