Virkelighed og vaccination Klinisk forskning – del 1

Virkelighed og vaccination Klinisk forskning – del 1

Af Pia Hansen, næstformand i VaccinationsForum

”Men det er jo testet og godkendt”?
Det udsagn støder man ofte på, når snakken går på vacciner. Underforstået ligger den forståelse, at de kliniske tests entydigt har vist, at vaccinen er effektiv, og at eventuelle bivirkninger er banale og sjældne. Desværre kan man ikke konkludere meget på baggrund af de kliniske tests, da kvaliteten af studierne er for ringe.

Det er industrien, der planlægger, udfører og analyserer lægemiddelforskning, f.eks. afprøvning af en ny vaccine. Myndighedernes rolle er at kontrollere, at industrien gør deres arbejde godt og lever op til de krav og standarder, der er på området.

Vacciners effektivitet

Når kroppen udsættes for en sygdomsfremkaldende organisme, aktiveres immunforsvaret øjeblikkeligt, og en kompleks række af forsvarsmekanismer sættes i gang. I første omgang aktiveres det medfødte immunforsvar (det u-specifikke immunforsvar), der starter bekæmpelsen og aktiverer det tillærte immunforsvar (det specifikke immunforsvar), som producerer antistoffer. Antistofferne virker specifikt mod den sygdomsfremkaldende organisme og vil nedkæmpe og forbygge den, så længe antistofferne findes i kroppen.

Princippet ved vaccination er at fokusere på den sidste del af processen, nemlig at få kroppen til at danne specifikke antistoffer (det specifikke immunforsvar). Effektiviteten af en vaccine vurderes alene ud fra niveauet af dannede antistoffer, og der indgår således ikke en vurdering af effekten på hele immunsystemet (både det u-specifikke og det specifikke).

Det er en grov forsimpling, hvor man overser de effekter, vaccination uundgåeligt har på den u-specifikke del af immunforsvaret. Det er ikke nødvendigvis smart at opnå antistoffer mod en bestemt sygdom, hvis man bliver mere modtagelig over for andre sygdomme. Sundhed kan ikke sidestilles med niveauet af specifikke antistoffer og en sådan sammenhæng er heller aldrig vist.

Kendskab til slutmålet

For mange sygdommes vedkommende kender man ikke det antistofniveau, der skal til for at opnå beskyttelse, og man igangsætter således studiet uden at vide præcis, hvilket niveau, der er tilstrækkeligt. Logikken synes at følge en ”jo mere jo bedre” antagelse, hvor der sigtes efter et så højt antistofniveau som muligt. Der er set eksempler på vacciner, der stimulerer et 10 gange så kraftigt antistofrespons, som sygdommen i sig selv ville have gjort. At det er godt er kun en antagelse, og det kan ligeså godt antages, at det er problematisk at stimulere et for voldsomt respons i immunsystemet, da det kan tænkes at øge risikoen for skader i kroppen.

Antistoffer er antistoffer

Det antages også, at kvaliteten af antistoffer opnået ved vaccination er af samme kvalitet, som den man opnår ved at gennemleve sygdommen. Det har vist sig at være helt forkert, og man ved, at vacciner ikke giver livslang beskyttelse på lige fod med at gennemleve mange sygdomme naturligt. Hvor længe antistofferne holder, er heller ikke kendt, når markedsføringstilladelsen gives og må estimeres efterfølgende. Ved de sygdomme, hvor antistoffer overføres mellem mor og barn (f.eks. mæslinger) er dette forhold utrolig problematisk, da en vaccineret mor ikke overfører samme niveau af antistoffer som en mor, der har gennemlevet naturlig sygdom. Børn af vaccinerede mødre er derfor ikke beskyttet i tilstrækkelig grad i deres helt spæde barndom, hvor det er forbundet med øget risiko at blive syg.

En anden problematik ved den aftagende virkning over tid er, at en større og større del af befolkningen bliver modtagelig over for en sygdom, de rent faktisk er vaccineret imod. De kan således blive inficeret og koloniseret af sygdommen og smitte andre, mens de gennemlever en sygdom, som de ikke mistænker for at være anmeldelsespligtig. Det er et helt aktuelt problem for mæslinger, og når stigningen i antallet af mæslingeudbrud tilskrives de u-vaccinerede børn, er det således en halv sandhed, da der vil være en større og stadigt stigende del af befolkningen, der trods vaccination kan smittes med mæslinger og smitte andre. Det er en uundgåelig konsekvens af den gældende vaccinationspraksis og bliver belyst i en artikel i et kommende nyhedsbrev.

Vaccinens virkning i kroppen

Kendskabet til vacciners virkning og vej i kroppen er dårlig kendt, og man kan for nuværende ikke præcist redegøre for de biologiske mekanismer, der medfører, at en vaccination fører til dannelsen af antistoffer. En afledt konsekvens heraf er, at man har ringe forudsætninger for at forudsige, hvilke bivirkninger en vaccine kunne tænkes at have.
Det manglende kendskab til vaccinernes biologiske virkning i kroppen er helt acceptereret af WHO og myndighederne, og derfor lægges der ikke kræfter i at undersøge det. Det er ganske enkelt ikke nødvendigt for at få markedsføringstilladelse. Industrien kommer ikke til at hæve underliggeren på egen foranledning, og derfor er det rimeligt at forvente, at det sikres af den regulerende og kontrollerende myndighed.

I næste nyhedsbrev bringes del 2 af denne artikel, som omhandler håndtering af bivirkninger i de kliniske forsøg.