Beretninger om 5 børn der fik aluminiumsallergi af børnevaccinerne

Beretninger om 5 børn der fik aluminiumsallergi af børnevaccinerne

Beretningen om Viola
Øv, vi gjorde det!

For 2,5 år siden, fik vi vores dejlige datter nr. 2, Viola, og hun var lige så skøn og pragtfuld som hendes storesøster på næsten 6 år.

Nu var/er situationen således at Violas storesøster Karla, har et meget sjældent syndrom, og derfor har vi bevæget os i en verden hvor man ofte går andre veje, end den vej det etablerede system kan tilbyde.

Dette betød i midlertidig også, at vi var blevet meget skeptiske over for vacciner, da vi havde hørt/læst historier om børn som var blevet autister, døve, eller på anden måde handicappede af vacciner.

Derfor lå det mig meget på sinde at sætte mig rigtig meget ind i, om det kunne have nogle skadelige virkninger at vaccinere vores raske lillesøster Viola, da det ville være næsten ubærligt at påføre et ellers rask barn skade som følge af noget så ”harmløst” som en vaccine.

Efter flere besøg hos lægen med formaninger om, at det var uansvarligt ikke at lade hende vaccinere (i dette tilfælde med Di-Te-Ki-Pol-Hib), og at det på ingen måde kunne gøre nogen skade, og at alle tvivl spørgsmål omkring at vaccinen kunne give autisme, var fuldstændig manet til jorden, lod vi os ”presse” til at vaccinere.

Den første vaccine gav Viola lidt over 40 i feber, og store røde ømme buler i begge lår. Vi fortalte lægen det og fik besked om, at det var helt normalt, og at jeg jo lige skulle tænke på, at hun også kunne have reddet sig en virus, og at det sikkert ikke skyldtes vaccinen….

Jeg var derfor endnu mere bange for vaccine nr. 2, og spurgte til råds her og der, og alle læger, som jeg fik kontakt til, sagde at det skete der ikke noget ved, vi skulle bare vaccinere igen.

Vi lod hende desværre vaccinere igen, selvom jeg følte det blev trukket ned over hovedet på os, og vi fik nærmest at vide flere steder fra, at det var den rene børnemishandling ikke at lade sine børn vaccinere, og at der INTET farligt var i det.

Viola fik igen meget høj feber, denne gang mener jeg hendes feber var på over 40,5 og jeg var meget bange, da hun igen fik store rødlige/blålige buler i lårene, som vi ikke måtte røre i flere uger. Lægen sagde igen, at det var helt normalt, og vi skulle intet foretage os.

Viola blev også frisk igen, men bulerne er dog aldrig helt forsvundet. Efter et stykke tid lagde vi mærke til, at hun kløede sig rigtig meget på det ene lår, og hun begyndte i en periode at klø sig til blods, så vi var nødsaget til hele tiden at give hende strømpebukser på, selvom det var varmt udenfor. Pludselig begyndte hun at få lange sorte hår på benet, hvor hun kløede, og ind i mellem slog hun voldsomt ud omkring munden.

Jeg begyndte at google, og undrede mig over, at bulerne på benene stadig var der over 7-9 måneder efter. Jeg fandt på denne måde frem til andre forældre som havde observeret det på deres børn, og jeg blev efter henvendelse til Vaccinations Forum bekendt med, at der var noget der hed aluminiumsallergi. Vi fik ret hurtigt herefter Viola tjekket, og ja ganske rigtigt, hun havde en kraftig reaktion på lige netop aluminium, som bruges i vacciner.

Vi har sidenhen valgt at klage til Patientforsikringen og fået en lille erstatning. Ikke for at få penge ud af det, men for at få anerkendt at vores datter har fået en skade som følge af de vacciner, som vi til at starte med satte så mange spørgsmålstegn ved.

Viola har det i dag godt, hvis vi bare undlader at give hende madvarer som kommer fra alu-bakker, dåser, kartoner, frugt som er rig på aluminium, færdig produkter, rosiner, osv. osv. Vi har også flere gange konsulteret en dygtig homøopat og givet Viola medikamenter, som jeg helt klart tror har påvirket hendes allergi i en positiv retning.

Jeg er umådelig ked af, at jeg ikke lyttede til min mavefornemmelse og undlod at vaccinere, for vi har jo netop påført vores datter en måske uoprettelig skade, som vi slet ikke kender konsekvenserne af i fremtiden.

Vi har læst artikler om undersøgelser lavet i bl.a. Frankrig, hvor eksempelvis kronisk trætheds syndrom, multiple sclerose, kræft og meget mere er kædet sammen med mennesker med aluminiums-allergi. Er vi nu skyld i, at hun måske en dag bliver ramt af en af disse forfærdelige sygdomme??? Ingen ved det, og lægernes råd lyder blot fortsat at vi bare skal vaccinere, for hun vokser sig sikkert fra det!

En ting er dog helt sikker. Viola skal ikke fyldes med mere gift, for vi kender ikke konsekvenserne af endnu en vaccine, og når den almene læge slet ikke kender til, at man kan pådrage sig en sådan allergi, hvordan i alverden skal de så kunne spå om hvad den næste vaccine vil medføre?

Jeg finder det forkasteligt, at man ikke får klar besked om, hvad vacciner kan give af bivirkninger (ud over let feber og lidt rødme på injektionsstedet), og jeg føler mig i den grad i lommen på denne store pengemaskine af en medicinalindustri.

Vi fik aldrig klar besked inden vi desværre valgte af vaccinere vores barn, og jeg mener, at det er alle forældre og børns ret at få klar besked om fordele såvel som ulemper, inden man propper sine børn med medikamenter, som kan forvolde stor skade nu og senere i livet.

Og jeg finder det især forkasteligt, når man efter en samtale med en såkaldt ekspert på Herlev Hospital, nedladende fortæller mig, at alle får klar besked fra lægen inden de lader deres børn vaccinere, og at alle læger ved at denne allergi kan forekomme efter vaccine…. Så nu spørger jeg bare, hvor mange af jer har fået denne oplysning hos jeres læge?

Mvh
Maria, mor til Viola 2,5 år.


Beretningen om Viktor
Viktor er en skøn og dejlig dreng på 4 ½ år, som i december 2011 fik diagnosen aluminiumsallergi forårsaget af vacciner i børnevaccinationsprogrammet. Hele udredningsforløbet, som tog næsten 2 år, har været fyldt med hyppige lægebesøg og store frustrationer over, at ingen har kunnet fortælle os hvad vores søn fejler…

Jeg havde en dejlig graviditet med Viktor, hvor jeg fulgte alle de råd jeg overhovedet kunne for at min elskede baby i maven kunne få de bedste betingelser til at vokse sig stor og stærk. Selvfølgelig fulgte vi vaccinationsprogrammet – vi var slet ikke klar over, at vi havde et valg. Vores fornuft sagde os, at når Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination, så skal vi selvfølgelig tilslutte os dem, for det gør alle andre jo.

Viktor startede i dagpleje, da han var 11 måneder, og da han blev 1 år begyndte han virkelig at skrante. Fra det tidspunkt blev forkølelser ALDRIG kun til snot og hoste, de et endte altid med penicillinkure, da snottet satte sig til f.eks. mellemørebetændelse. Jeg husker ligeså tydeligt, at Viktor var på penicillin hele april måned 2009 for 2 mellemørebetændelser og 1 halsbetændelse. Viktor flyttede fra dagpleje til vuggestue i juni 2009. Viktor havde på intet tidspunkt i vuggestuen haft 14 dages sammenhængende fremmøde, fordi han altid blev syg. Hvis vi kom op på 1 uge uden sygedage, var vi virkelig heldige.

I februar 2010 mærkede jeg en stor knude (granulom) inde under huden på hvert af Viktors lår. Vi blev frygteligt nervøse og fik straks en tid hos vagtlægen, som sendte os videre på børneafdelingen. På børneafdelingen mærkede lægerne på Viktors ben og blev enige om, at det ikke var noget farligt, og at det kunne se ud som om, at bulerne sad nøjagtigt det samme sted, som man giver vaccinationer. Dog mente de, at det var lidt underligt, eftersom det var flere måneder siden, at Viktor var blevet vaccineret. Vi blev sendt hjem med den besked, at vi skulle lade være at mærke på benene den næste uge for at se, om de ville gå væk af sig selv.

Da bulerne ikke forsvandt, kontaktede jeg vores egen læge – vi var simpelthen så bekymrede for, hvad det kunne være, da vi følte at vi ikke havde fået et konkret svar på børneafdelingen. Vores egen læge sagde, at der ikke var grund til bekymring. Efter snakken med lægen vidste vi ikke, hvad vi skulle stille op – vi havde ikke fået at vide, hvad bulerne var for noget, men måtte “nøjes” med at det bare “var som det var”.

Tiden gik, og vi erfarede hurtigt, at bulerne på Viktors ben kom, hver gang han havde en virus eller lign. i kroppen. Bulerne kløede og kløede, og jo mere han kløede, jo større blev de. Somme tider var bulerne så store, at vi kunne se dem under huden, når han stod med bare ben. Viktors buler på lårene kløede i perioder både dag og nat og har givet ham urolig søvn med mange opvågninger, specielt når virus er i kroppen. Viktor sover aldrig med bare ben om natten, da han i de perioder, der er buler, ikke kan lade være at klø og klø, selv når han sover. Viktor har kløet så meget, at han har ar over begge granulomer, og huden har en blålig nuance.

Når virus er ude af kroppen, forsvinder bulerne som regel også. Men midt på året 2010 blev Viktor så påvirket af bulerne, når de kløede, at han kløede hul på lårene, og der kom eksem. Jeg kontaktede endnu en gang vores egen læge som henviste til en hudlæge. Hos hudlægen fik vi at vide, at det er en allergisk reaktion over for vaccinerne, men ikke hvilken allergisk reaktion. Jeg fortalte at bulerne / knuderne kommer i de perioder, hvor Viktor er ved at blive syg, og at de er der, indtil virus el. lign. er ude af kroppen igen. Det havde hudlægen aldrig hørt om før… Viktor fik noget stærk hormoncreme smurt på vaccinationsstederne på begge lår, og der kom plaster på, så han ikke kunne tørre cremen af og ikke kløede, så det blødte igen. Cremen hjalp på eksemen og hudlægen udskrev en recept på Locoid.

I juni 2010 fik Viktor en sygdom, der hedder Schønlein Hennochs Purpura. Det er en sygdom, hvor immunforsvaret begynder at angribe sig selv pga. en virus, som kroppen ikke selv har kunnet klare at komme af med. I Viktors tilfælde var det noget så banalt som en forkølelse, og selvfølgelig var bulerne kommet frem igen.

På det tidspunkt var jeg var på barsel med vores lille Malthe, som blev født i april 2010. Vi valgte at melde Viktor ud af vuggestuen, så han kunne få ro til at komme sig ovenpå efter al sin sygdom. Endvidere tog jeg orlov fra mit arbejde 1 helt år efter endt barsel for at prøve at styrke Viktors immunforsvar (ved at “frede” ham), så han ikke fik virus på virus på virus med tilhørende penicillin og buler på benene.

I november 2011 fik jeg simpelthen nok, for bulerne kom ALTID, når der var virus i kroppen og NU måtte vi vide besked! Jeg begyndte at søge på nettet, og pludselig sad jeg og læste om en dreng, der havde det på nøjagtig samme måde som Viktor. På den ene side var det så befriende at læse, at der var andre, der har det som Viktor, men på den anden side var det også skræmmende. Jeg læste, at drengen havde aluminiumsallergi, og jeg ringede straks til VaccinationsForum for at høre foreningens mening om Viktors sygdomme og buler. Jeg talte med Else, som ikke var I tvivl om, at Viktor har aluminiumsallergi. Hun rådede mig til at gå til hudlæge igen for udredning. Og i december 2011 fik Viktor diagnosen aluminiumsallergi.

Det var simpelthen sådan en lettelse endelig at få vished og få sat en diagnose på 2 års følelsesmæssige rutsjeture og frustrationer. Samtidig kom tankerne omkring det uretfærdige. Hvorfor skulle Viktor have denne skade, og hvad hvis vi ikke bare havde fulgt strømmen og ikke ladet ham vaccinere? Vi kan ikke frigøre os fra den tanke, at der er en sammenhæng mellem Viktors granulomer og hans tilsyneladende lave immunforsvar. Med dette mener vi, at aluminiumsallergien / granulomerne på lårene “snupper” al immunforsvarets energi, hvilket belaster hans system ved udefrakommende vira. Vi er altså ikke i tvivl om, at der er en meget tæt sammenhæng mellem sygdom og aluminiumsallergi.

Da vi fandt ud af, at Viktor har aluminiumsallergi skilte vi os af med mad på dåse, frostposer beklædt med aluminium, vitaminpiller der bliver trykket ud af aluminium, pander med teflon, stanniol, aluminiumsforme, bagepulver / salt / vanilje med antiklumpningsmiddel osv. Det var et sundhedsløft for hele familien. Ud fra vores erfaring med kost uden aluminium er vi ikke I tvivl om at det har en positiv påvirkning på Viktors granulomer. I sommer/efteråret har Viktor for 1. gang haft virus I kroppen uden at få kløende granulomer, hvilket var helt fantastisk og bekræftede os i, at vi gør det rigtige. Modsat er vi heller ikke I tvivl, når Viktor har fået noget at spise med aluminium i. Benene begynder at klø, og senere kommer der granulomer.

Nu er vores næste bekymring, hvad vi skal gøre når Viktor bliver 5 år og kommer til at “mangle” sin vaccination, da den ikke findes uden aluminium.

At Viktor har fulgt børnevaccinationsprogrammet og dermed har fået aluminiumsallergi har givet ham hård start på livet. Vi har ofte talt om, at Viktor tror, at hverdagen er fyldt med sygdom og lægebesøg, og det er vi rigtigt kede af. Det er meget for en lille dreng.

Viktor har fået tilkendt erstatning.


Beretningen om Madison og Tristan
Da vores ældste søn blev født i 2006 overvejede vi ikke konsekvenserne ved at lade ham vaccinere og fulgte derfor det anbefalede vaccineprogram. Han reagerede positivt på vaccinerne, så da lillebror, Tristan, kom til verden 2 år efter gjorde vi selvfølgelig ligeså. De første par år af hans liv døjede han med børneeksem og astma, hvorfor vi gik til jævnlig tjek på sygehuset med ham. Her fik vi udskrevet en hormoncreme i gruppe 1, men den ville ikke tage udslættet på hans højre ben. Jeg spurgte dem derfor om vi kunne give ham noget stærkere, men de gjorde det klart, at man ikke bør give så små børn stærkere hormoncreme. I januar 2010 fik vi en pige, Madison, som også blev vaccineret efter børnevaccinationsprogrammet. Da Madison blev vaccineret som 1-årig fik hun et slemt udslæt på sit højre ben, som ikke forsvandt. Jeg antog, at det skyldtes vaccinen. Derudover antog jeg også, at Tristan havde samme problem. Begge børnene har tre hårde knuder i højre ben og en kløe, som ofte gør at de kradser hul. Vi er på intet tidspunkt med vores tre børn blevet gjort klar over de bivirkninger, som vaccinerne kan medføre, og det kom derfor som et chok at vores børn reagerede på dem. Jeg gik derfor til læge Madison, som udskrev en gruppe 1 hormoncreme, som ikke gjorde hende noget godt, og i dag har hun meget mørke hår i det påsmurte område.

Da vi nåede til efteråret 2011 og vores egen læge ikke kunne hjælpe os, bad jeg om at komme til en hudlæge. VI kom til i december 2011, oplevelsen ved hudlægen var meget frustrerende. Vi var inde ca.15 minutter, hvoraf hun brugte de 10 på at kigge lidt i en bog. Hun ville ikke rigtig ville gøre noget. Først da jeg bad hende indtrængende om at gøre noget, sagde hun, at hun ville undersøge det nærmere og vi ville få svar senere den uge. Det svar kom desværre aldrig.

Jeg henvendte mig til hudlægen efter jul, men da var hun stadig var på ferie. Da jeg endelig hørte noget en måneds tid efter vi havde været der første gang, fik vi en tid til en hudtest i starten af februar, hvor børnene skulle have et testmiddel på huden om fredagen og derefter tilses mandag.

Det gik fint at få testen på, men da vi nåede til lørdag havde Tristan ret ondt, og da vi skulle tage testen af søndag var det så slemt, at jeg var nødt til at tage ham til lægevagten. Lægevagten kunne desværre ikke gøre noget, før hudlægen havde set det, men sagde han måtte få lidt Panodil til at tage den værste smerte. Desværre blev Madisons hud i løbet af søndagen også ret slem. Ved hudlægen om mandagen var der heller ingen tvivl om at begge børn havde udviklet aluminiumsallergi. Hudlægen vidste dog stadig ikke, hvad hun skulle gøre eller råde os til, men sendte os hjem med en seddel med en engelsk tekst , og et ”vi kunne jo prøve at gå til egen læge.” Ugen efter var jeg hos lægen med dem, men hun vidste heller ikke, om vi kunne gøre noget for at forbedre deres situation. Jeg bad derfor om en henvisning til OUH, da jeg ved de har en specialafdeling i allergier. Få dage efter kom det chokerende svar fra professoren på OUH: han ønskede ikke at se børnene, men mente de burde blive smurt med gruppe 4 hormoncreme. Som skrevet ovenover havde vi tidligere fået en anden viden om hormoncreme, og jeg syntes derfor at det var helt hen i vejret at begynde at smøre dem med en så stærk creme. Derudover mente han, at børnene skulle vaccineres normalt i fremtiden og at vi igen bare kunne smøre dem med gruppe 4 hormoncreme.

På dette tidspunkt var jeg ret frustreret og kontaktede derfor VaccinationForum, hvor vi har fået en helt fantastisk rådgivning og mødt nogle mennesker i samme situation. Vi har også fundet nogle madvarer, som børnene især reagerer på: røde peberfrugter, vindruer, alt i dåse, rosiner og melon. Det har gjort børnenes liv nemmere, men de har i perioder stadig meget stærke reaktioner som ikke kan forklares. Børnene har madordning i deres børnehave, så børnehaven har derfor også været nødt til at undergå nogle ændringer. De har taget det meget flot og vi har haft et godt samarbejde omkring det.

Tristan er i dag 4 år og er en meget følsom dreng. Han har nogle perioder, hvor han reagerer udadvendt og i disse perioder er hans allergi især slem. Madison er 2 år og er generelt mere påvirket af hendes kost end Tristan.

De har begge fået anderkendt skaderne og fået erstatning.


Beretningen om Silke
Silke får vaccinen Di-Te-Ki-Pol-Hib i højre lår første gang den i september 2007, og efterfølgende i november 2007 og juni 2008.

Silke udvikler knuder i højre lår mellem de første 2 vacciner, men da vi får at vide at det blot drejer sig om arvæv fra vaccination, lægger vi i første omgang ikke så meget i det. På det tidspunkt er Silke og stadig så lille, at vi ikke kan fornemme, hvorvidt hun har gener. I april 2008 (dvs. inden vaccinen gives for 3. gang) opsøger vi egen læge, da vi ikke forstår, at knuderne stadig er der, og det virker endvidere nu som om, at hun er generet af dem (ømhed). Dette diskuteres igen med egen læge ved Silkes 1-års undersøgelse, hvor hun også får sin 3. vaccination – vores læge vil gerne have knuderne undersøgt nærmere og henviser os til ultralydsscanning på Roskilde Sygehus.

Man konstaterer ved ultralyden i juli 2008, at det ligner fedtvævsknuder, men en sikker natur kan ikke bestemmes. I september 2008 er vi på Ortopædkirurgisk Ambulatorium på Køge Sygehus til vurdering af Silkes knudrede og kløende lår. Men de vurderer, at der ikke skal ske yderligere og råder os til at smøre med steroidcreme. De oplyser os også om, at granulomdannelsen formentlig forsvinder over nogen tid.

Da Silke er voldsomt generet med ekstremt kløe og ømhed, hvilket medfører at hun konstant har store sår/kradsemærker, har vi svært ved at slippe den der og blot se tiden an. Vi begynder derfor at søge på internettet efter lignende symptomer, og finder her flere forældreberetninger med præcis samme symptomer og gener, som dem vores datter oplever. I disse beretninger står der, at de pågældende børn har udviklet aluminiumsallergi på baggrund af vaccinationer, som altså er skyld i disse gener. Der står endvidere, at det er skader som skal meldes, samt at dette kan have konsekvenser senere i livet både i forhold til madvarer og erhverv. Dette er helt nyt for os, da ingen af de læger vi har konsulteret på noget tidspunkt har nævnt muligheden for opstået allergi.

I marts 2009 kontakter jeg derfor igen egen læge og giver hende disse oplysninger. Hun er ikke så bekendt med dette, men kontakter en overlæge hos SSI, som informerer om, at Silkes gener formentlig skyldes indholdet af aluminium i vaccinerne. De oplyser også om, at reaktionen over for vaccinen skal meldes til Lægemiddelstyrelsen, og at vi herefter kan anmelde til Arbejdsskadestyrelsen i samarbejde med egen læge.

Vi anmelder derefter sagen til Lægemiddelstyrelsen (juli 2009) og Arbejdsskadestyrelsen (august 2009). Efterfølgende søger vi erstatning hos PatientForsikringen, men i marts 2010 modtager vi brev fra dem om, at de mener at Silke IKKE er berettiget til en erstatning.

Min mand og jeg er meget frustrerede over afslaget fra PatientForsikringen, da vi kan se, hvor meget denne kløe og svie i låret generer vores datter. Og i mine mange timers søgen på internettet for at prøve at finde noget mere information om dette emne støder jeg pludselig på Vaccinations Forum, som jeg kan læse har haft med lignende sager (aluminiumsallergi) at gøre. Jeg snakker med formanden, Else Jensen, som siger, at foreningen meget gerne vil hjælpe os med en ankesag.

I maj 2010 bliver Silke – efter råd fra Vaccinations Forum – testet for aluminiumsallergi hos en hudlæge i Rødovre. Lægen oplyser, at han ikke er i tvivl om, at der er tale om allergi, da han har set flere tilfælde som Silkes, men at vi ikke kan være sikre på, at testen giver udslag alligevel. Og der var ingen hudreaktioner da vi fjernede pladen på ryggen nogle dage senere.

Silke er på dette tidspunkt stadig meget generet i et område på låret, som er ømt og klør ekstremt meget. I lange perioder har hun stort plaster på, som dækker hele låret, således at hun ikke kan kradse sig til blods. Knuderne er der også stadig - de og generne kan i korte perioder kan være svagere, men blusser herefter op igen. Knuderne er ofte så tydelige at de kan mærkes uden at trykke ind på huden.

I maj 2010 startes ankesagen op i samarbejde med Vaccination Forum. Jeg sender alle tidligere dokumenter, sygdomshistorie m.v. til dem, og deres sundhedsfaglige konsulent, Inge, udfærdiger ankeskrivelsen for os på baggrund af de informationer, vi har givet – de lægger bl.a. vægt på, at afgørelsen bygger på ikke-korrekte lægefaglige oplysninger.

Et år efter, i maj 2011, modtager vi langt om længe afgørelsen fra Lægemiddelskadeankenævnet, som giver os medhold i sagen. De begrunder deres medhold med, at de vurderer, at Silkes gener går ud over, hvad hun med rimelighed bør acceptere og lægger yderligere vægt på, at Silke alene blev vaccineret for at forebygge sygdom, og dermed ikke blev behandlet for en sygdom eller tilstand, som hun allerede havde pådraget sig. Vi er simpelthen så glade, at vi slet ikke kan få armene ned. For os betyder det rigtig meget, da vi ser denne afgørelse som erkendelse af, at Silke virkelig døjer med nogle bivirkninger, som ikke er acceptable - og det er vigtigt for os for hendes skyld!

Sagen gives tilbage til PatientForsikringen, som en måned efter tilkender Silke en erstatning på 18.000 kr. (10.000 for svie og smerte, og de resterende for at dække hidtidigt + forventeligt fremtidigt medicin forbrug).

I 2012 er Silkes gener er helt bestemt blevet mildere, og hun har ikke længere konstant kløe og smerte, men det er i stedet noget som vender tilbage i (kortere) perioder. Vi håber derfor meget, at det med tiden vil forsvinde fuldstændig, men det vil tiden vise.


Konklusion:
Vi er for det første meget glade for endelig at have sagen afsluttet! Erstatningen er ikke overvældende, men for os betyder medholdet rigtigt meget, da vi ser denne afgørelse som en erkendelse af, at Silke virkelig døjer med nogle bivirkninger som ikke er acceptable – og det er vigtigt for os, for hendes skyld! Vi er utroligt glade for den hjælp, vi fik af Vaccinations Forum - var jeg ikke i min frustration til sidst stødt på dem i min mange timers lange søgning på nettet efter information omkring dette, er jeg ikke sikker på, om vi havde kunnet overskue en ankesag. Og vi havde med sikkerhed ikke kunne fordybe os i den oprindelige afgørelse, samt formuleret en så god ankesag, som VaccinationsForum formåede.