Homøopati og børn ? En praktisk håndbog

Homøopati og børn ? En praktisk håndbog

Anmeldt af Anne-Christine Neumann


Homøopaterne Kirsten Steinig og Jeanette Maglegaard har skrevet en dejlig og overskuelig opslagsbog, som længe har manglet på det danske marked, hvor homøopatisk behandling desværre stadig er meget alternativt.

Det er en bog der naturligvis handler om grundprincipperne i homøopati, behandlingsformen og midlerne på en letforståelig måde. Den gennemgår almindelige og mere sjældne akutte sygdomme, deres forløb og hvad man selv kan gøre med homøopatiske midler. Den henviser også helt klart til hvornår man ikke skal forsøge selv at behandle, men i stedet søge lægehjælp. Den kan ikke erstatte en rigtig homøopatisk behandling, men den kan være en støtte i dagligdagen, hvor man ikke behøver at gå til homøopat for banale forkølelser eller andre dårligdomme. Eller som vejledning i weekenden og om aftenen/natten når man ikke lige kan få fat i en.

Og så handler den meget om omsorg. Især for børn, men hvad der er godt for børn, kan lige såvel bruges til voksne. For når man er syg, er den halve behandling den omsorg man får, om man er barn eller voksen. Omsorg er f.eks. en kop varm urtete, kolde eller varme omslag, bade osv. Bare det at en anden tager sig af dig og din sygdom på en kærlig og omsorgsfuld måde er lindrende i sig selv. At forfatterne også har valgt at skrive kapitel 9, som handler om husråd syntes jeg derfor er en rigtig god ting. Det vores bedsteforældre vidste hjalp og som tit kan laves/gøres her og nu, med det du har i husholdningen er guld værd for mødre og fædre af i dag.


Her forfatternes egen beskrivelse af bogen:
Alle forældre vil deres børn det bedste, men de føler sig ofte hjælpeløse og usikre over for de behandlingstilbud, der findes. Vores sociale netværk har ændret sig. Det er ikke så selvfølgeligt at kunne trække på forældrenes, bedsteforældrenes eller naboernes erfaringer og repertoiret af nemme og anvendelige husråd er ofte gået tabt.

Derfor vælger mange småbørnsforældre oftest skadestuen eller vagtlægen, selv om det sker med fornemmelsen af, at det ikke altid er nødvendigt. Derudover er mange forældre blevet mere kritiske over for mulige bivirkninger, som mange lægemidler kan have. De søger derfor alternativer, der er mere naturlige og bivirkningsfrie.

Denne bog er en introduktion til homøopatisk behandling af akut syge børn.

Den omfatter en introduktion til homøopatiske principper, idet de er forskellige fra den traditionelle opfattelse af sygdom og sygdomsbehandling. Derfor indeholder bogen også et historisk indblik i homøopatien og en uddybning af vores forståelse af sygdom og helse. Læseren lærer, hvordan man anvender homøopatiske midler til sig selv ved akut sygdom. For at illustrere anvendelsen af homøopati er der i bogen medtaget nogle eksempler fra klinikken.

Vi gennemgår akutte sygdomme som bl.a. forkølelse, mellemørebetændelse og hoste samt de klassiske børnesygdomme. Først forklares symptomer, årsager og mulige komplikationer af sygdommen, derefter gives der beskrivelser af de homøopatiske midler, der kan komme i betragtning.

Vi har valgt at supplere den homøopatiske selv-behandling med forslag om almene forholdsregler og husråd ved sygdom. Husråd bruges primært til at lindre symptomer og der er ofte flere forskellige råd til samme problem. Husråd er gennem tiderne blevet opdaget ved et tilfælde og bagefter bekræftede man deres virkning ved at afprøve dem igen og igen. Disse erfaringer blev givet videre til de næste generationer og har dannet grundlag for den lægevidenskab vi kender i dag. 25 % af vores moderne lægemidler laves af indholdsstoffer fra planter, der oprindelig blev brugt som lægeurter.

Bogen forholder sig kritisk til den hyppige anvendelse af bl.a. antibiotika og kortison-præparater som er så almindelig brugt i dag.


Kirsten Steinig, klassisk homøopat MDSKH, RAB og tysk lægeeksamineret heilpraktiker Jeanette Maglegaard, klassisk homøopat MDSKH, RAB og aut. Klinisk diætist.

Klitrosen 2007
ISBN 978-87-92041-04-3
Pris kr. 168.-
Bogen kan købes i boghandler.
Du kan også vælge at købe bogen ved at kontakte forfatterne.
Pris kr. 168,- plus forsendelse kr. 22.50