Kerteminde-konferencen den 30. og 31. oktober

Kerteminde-konferencen den 30. og 31. oktober

Else byder velkommen


Der viste sig at være en overvældende interesse for konferencen og vi måtte afvise mange. Allerede den 1. oktober var der fyldt op, selv om tilmeldingsfristen var 10. oktober.

Der viste sig at være en overvældende interesse for konferencen og vi måtte afvise mange. Allerede den 1. oktober var der fyldt op, selv om tilmeldingsfristen var 10. oktober.
I bestyrelsen har vi været meget glade for dagene. Vi har også fået nogle meget vigtige erfaringer med at holde så stort et møde.

Det vigtigste for os var faktisk at alle deltagerne sørgede for en ualmindelig god stemning. Det var helt vidunderlig at opleve. Vi så også at gamle venner mødtes og at nye kontakter opstod. I det hele taget var der stor social aktivitet.

Ja, og så var der børnene. De var så hyggelige at have med. Nu vil vi hermed ikke opfordre alle til at tage alle deres børn med næste gang, for så ved vi ikke hvordan vi skal takle det! Men nogle stykker som i denne weekend kunne vi sagtens rumme. Vi fik også hilst på Søren og Anettes lille Juliane fra Kerteminde, som besøgte os en kort stund.

Der var så smukt netop de dage, de sidste dage med gyldent løv både udenfor og indenfor. Det hører med til den stemning man husker. Søren (fra Kerteminde) var sendt ud for at samle kastanjer og kastanjeblade i dagene før, så det var dem der var pyntet med. Tak for det.

Vi var glade for at alle de lokale netværkspersoner kom. Vi fik set dem, de fik set os, og I fik set dem.

Vi har også fået skabt nogle vigtige forbindelser til oplægsholderne.

Som I kunne se, kom der ikke nogen person fra Sundhedsstyrelsens Vaccinationsudvalg. Og det er ikke fordi vi ikke har prøvet. Vi har skrevet – og fået nej fra 10 af dets 15 medlemmer! Dog er der kommet det positive ud af det, at afdelingslæge (indenfor området vaccinationer) Sigrid Poulsen har lovet at komme næste gang vi holder en konference.

Som noget ret overraskende fik vi kontakt med en studerende fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet, Mette Skott, (sundhedsfaglig kandidatuddannelse) som skriver speciale om Risikovurdering og Vaccination. Hende kommer I til at høre mere om. Bl.a. vil hun skrive om sit speciale i vores blad. Det er utroligt at der er andre end os, der vælger netop denne vinkel som et interessant sundhedsområde at beskæftige sig med.


Lone Hertz
Lone Hertz indledte med at læse et afsnit op fra hendes bog Sisyfosbreve om tiden omkring Thomas´ vaccinationsskade, og derefter i fortsættelse heraf, tanker over grundlovens § 75 stk.2 som lyder: Den der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven påbyder.

Og Lone kender mange af disse ydmygelser. Måske er det derfor at hendes måde at servere et sådant stof på, kan give os kuldegysninger. Fremført i en kunstnerisk indpakning, når man ikke at værge for sig med forsvarsmekanismer, men må lade det passere direkte igennem og ind i vores følelsesliv. Til tider kunne man høre en knappenål falde og så vidste man at Lone havde fat hvor tingene kan mærkes.

I vores Ris og Ros-kasse kunne man læse følgende: "…Lone Hertz rørte mig dybt...", og en anden skrev: "...helt i særklasse...".


Lars Klüver, Teknologirådet

Rådet har beskæftiget sig en del med begrebet "Risikovurdering", indenfor forskellige områder af teknologien. Lars lagde ud med, at det var vigtigt at klargøre begreberne indenfor risikovurdering for at være klar over hvad det betød, når man brugte de ord der er knyttet til den, for hvordan snakker man risiko?

De "risikoord" som Lars gjorde os bekendt med var følgende:
- Risikoanalyse er f. eks. kliniske undersøgelser af vacciner. Dvs. man undersøger risikoens størrelse, og det vil igen sige: " chancen for at en farlighed sker for os..." (kliniske undersøgeler af vacciner bliver i øvrigt kritiseret af mange for at rumme for få deltagere, være en udvalgt gruppe, kun på raske mennesker og for at have en for kort opfølgningsperiode, hvor man ikke når at fange langtidsvirkninger /red)

- Risikovurdering er f.eks. hvor stor en risiko er der for at man blive kørt over? Hvor tit sker det? Er det slemt at blive kørt over, risikoen i forhold til gavn af kørsel? (her hos os: hvor stor er risikoen for alvorlige bivirkninger/skader red.)

- Risikohåndtering er en følge af risikovurdering og kunne f.eks. være at anbringe et gelænder på en trappe, eller fortælle børnene at de ikke må løbe ned af trappen, at opstille regler for medicin. F.eks. regler for hvor ren en vaccine skal være (for vacciner kunne det også være at overholde kontraindikationerne /red).

- Risikokommunikation er den snak vi har i samfundet om vores risici. Vores forening er et udtryk for at vi har risikokommunikation i vores samfund.

- Risikopolitik er den måde vores samfund håndterer risiko på.


Om risiko og usikkerhed
Lars understregede at netop usikkerheden er meget væsentlig i debatten. Man kan ikke undersøge alt, derfor ved vi alt for lidt om konsekvenserne.

De kliniske undersøgelser er utilstrækkelige, man undersøger kun udvalgte grupper og laver derefter et gennemsnit. Det er ikke godt nok når man skal vurdere helbredskonsekvenser for den enkelte. Ja, den slags undersøgelser måtte nødvendigvis få betegnelsen: primitive!

Derfor er tilbud af den art ikke altid et gode. Det vil gå ud over nogle, for andre er det en fordel.

Når vi vurderer alle disse ting skal vi også vide at det har en betydning at samfundets økonomi er vækstbaseret – dvs. er et kapitalistisk samfund, med de deraf følgende virkninger på godt og ondt.

Så konklusionen på dette er at et af de store spørgsmål vil være: hvordan håndterer man det ukendte og hvordan håndterer man valg med en ubekendt faktor som den ene mulighed?.


Risikodebat og troværdighed
Skal industrien lave risikovurdering? det er jo deres egne produkter! Ja, Lars mente at de i hvert fald skulle være med til at betale, men at det på den anden side heller ikke var troværdigt.

En anden form for troværdighedsproblematik kunne være: f.eks. en ryger der er bange for vacciner. Er det da mangel på proportionalitet?

For slet ikke at tale om at skelne imellem hvornår man er individualist eller egoist? Det første er jo i orden, men det er det sidste ikke. Hvordan skal vi opfatte dem der går mod strømmen? Når det nu er sådan, at hvis mange bliver vaccinerede opnår et samfund bedre "flokimmunitet" (mange der er modstandsdygtige overfor en infektion/red.). Er den der siger nej, så en egoist eller individualist?

Når vi skal vurdere troværdighed er vi oven i købet ofte tvunget ud i "andenhånds ikke-erfaring" og det giver os selv sagt også problemer når vi skal vurdere en risiko.


Individ eller samfundsborger
I Teknologirådet bruger man en metode der kaldes Konsensuskonference til risikovurdering.

Almindelige borgere, altså lægfolk, tager af sted en weekend. De indkalder selv specialister, men borgerne laver konklusionerne.

Her viser det sig at de ofte vægter almenvellet højere en det enkelte individs interesser. Dvs. de vurderer altså at samfundets interesser bør stå over den enkeltes, og hvis fordelen er almen er de parat til at acceptere en risiko, hvis der ingen fordel er, accepterer de ingen risiko. (Det er det vi ser indenfor vaccinationspolitikken. Kan vi holde infektioner væk tæller det højere end de børn der bliver skadede/red.)


Den enkeltes vurdering i forhold til samfundets
Er der forskel på den enkeltes og samfundets vurdering?

Ja, det er der i høj grad. Den enkelte vurderer anderledes end samfundet. Den enkeltes valg kan være udtryk for egne interesser og vil ofte være "en konkret sag". Den enkelte kan også vurdere ud fra sin religion eller tro. Den enkelte vil ofte være i mindretal og derfor mere sårbar og må skabe sig alliancer.

Når samfundet derimod er den der vurderer bliver der ikke vurderet ud fra den enkelte men netop fra samfundet side. Og endelig må man spørge: Men hvem er så samfundet? Er det vaccinationsudvalget? Er det embedsmænd?.


Hvordan får vi en bedre risikopolitik fremover?
For at undgå at der bag en risikovurdering ligger nogle usagte værdier, dvs. at man i virkeligheden har taget en beslutning inden man overhovedet laver en risikovurdering, skal det hele starte med at vi (borgerne) og eksperterne opstiller spørgsmålene.

Vi skal også have "ikke-viden" frem og der skal lyttes til de berørte. Det skal gøres for at netop værdierne bliver synlige – derefter skal samfundsborgeren vælge og derefter må politikerne tage ansvaret.

Og i praksis: Sundhedsstyrelsens Vaccinationsudvalg kunne sagtens være et udvalg med overvejende lægfolk, man kan gennemføre høringer og man kan lave partsforskning.


Ragnhild Riis, Etisk Råd
Her fik vi helt andre indfaldsvinkler serveret. Hvad er et etisk dilemma? Er der etiske dilemmaer forbundet med forebyggende sundhedstiltag rettet mod hele befolkningen til gavn for de fleste, men til skade for de få? Ja, der er etiske dilemmaer forbundet med sundhedstiltag.

Er man med i Det Etiske Råds arbejde er det et grundvilkår at være i et dilemma. Vi sættes hele tiden i dilemmaer af den simple grund, at nye teknologier åbner op for nye muligheder, nye udfordringer i forhold til den menneskelige eksistens.

Dilemmaets Natur: "I den græske retorik en figur, der opstiller to muligheder, der udelukker hinanden, og som hver for sig ville føre til vanskeligheder, der gør det farligt at vælge imellem dem". (Salmonsen)

Biskop J. Lindhardt om det aktuelle dilemma: "Det forpligtende fællesskab med gyldige normer og samtidig demokrati og selvbestemmelse og dermed frihed i forhold til en bindende fælles etik".

Et dilemma er med andre ord en krads sag, en eksistentiel udfordring for den enkelte, der kan belaste sjælefreden, men også en sag der er koblet til omverdenen, der vedrører næsten, medborgeren.


Hvad skal afsættet være for en etisk stillingtagen, er der noget vi kan trække på?
Oplysningstiden var overbevist om, at mennesket var løsrevet fra naturen og derfor i stand til ved hjælp af den kritiske fornuft at stille de rigtige spørgsmål, så man på et tidspunkt ville kunne finde det endegyldige svar på naturens indretning, når blot man kunne blive løsrevet fra religionens åg. I romantikken anså man mennesket for indfældet i naturen, og at naturens kraft var langt større, end mennesket nogensinde ville kunne kapere.

I dag står vi præget af postmodernitet og kan heldigvis søge inspiration i begge forståelser af naturen og den menneskelige eksistens. Vi kan dernæst trække på eksempelvis den kristne grundfortælling, græsk mytologi, eventyr, der alle er fortællinger om etiske dilemmaer, der er så gode, at de på tværs af tid, sted, kultur og sprog kan inspirere os til en kvalificeret stillingtagen, fordi disse fortællinger opstiller dilemmaer, der i deres substans ikke har ændret sig. Dilemmaerne er ikke reduceret, de ser "bare" umiddelbart anderledes ud. Udfordringen er fortsat at balancere uforenelige standpunkter, at veje for og imod.

Den teknologi der udvikles må vi forholde os til, eksempelvis Præ Genetisk Diagnostik. Men hvordan analysen skal bruges, af hvem og hvornår, og for hvem og med hvilket formål, det er fortsat ikke afklaret. Noget tilsvarende gælder de mange forslag til screening. Udfordringen er: Skal vi hvad vi kan, vil vi hvad vi kan, og bør vi gøre alt hvad vi kan?


Det frie valg og forholdet mellem kvalifikation og kompetence
Synet på, hvad det vil sige at være rask eller syg, rykker i disse år. Det høres iblandt: "en rask person er en person der ikke er tilstrækkelig undersøgt". – Vores forebyggelse ændrer karakter i disse år. Vi kan nu udtrække informationer om tilstande og dispositioner, der muligvis vil komme til udfoldelse langt senere i livet. Hvordan skal vi håndtere disse informationer?

Ragnhild Riis mener her, at de mange sundhedstiltag nødvendiggør at vi reflekterer over mindst to spørgsmål: 1) det frie valg og 2) forholdet mellem kvalifikation og kompetence.

Den enkelte vil blive anset som den, der har kompetencen til at træffe beslutning om et givet sundhedstilbud. Tilbuddet kan omfatte den enkelte alene eller have konsekvenser for slægtninge. Det er imidlertid langt fra sikkert, at den enkelte er/bliver informeret, har forstået informationerne, så personen kan siges at besidde den fornødne indsigt til at træffe et kvalificeret frit valg. Det er i høj grad en offentlig opgave at "klæde borgeren" på at træffe dette valg, hvis perspektiver kan være omfattende for den enkelte såvel som slægtninge på såvel kort som langt sigt.

Dilemmaer vil der komme mange af for den enkelte, for politikerne og såmænd også for forskerne. De bliver ikke mindre voldsomme, mindre eksistentielle i deres karakter eller mindre betydningsfulde for vores forhold til næsten.

Derfor er det vigtigt at der findes fora – som f.eks. vaccinationsforum – der skaber rum for formidling af viden og holdninger, fora der er kritisk nysgerrige og engagerede i næsten, i medborgen og samfundet.


Margrethe Nielsen, Forbrugerrådet

Margrethe præsenterede følgende hovedpunkter under sit oplæg:
- Forbrugerrådets opbygning og finansiering
- Formålet med Rådet
- Funktionen som vagthund på det medicinske område
- Kontakten til forbrugerne
- Aktindsigt
- Samarbejdet med medierne
- Politisk arbejde og kontakten til politikere


Der vil herunder kort blive redegjort for ovenstående punkter, men kun hovedkonklusionerne vil fremstå; de finere nuancer er udeladt og overladt til kursusdeltagernes erindring og eventuelle noter.

Forbrugerrådet er en uafhængig (paraply)organisation (dvs. uafh. af erhvervsliv og myndigheder). Den repræsenterer 26 landsdækkende organisationer og 6 lokale forbrugergrupper.

Øverste myndighed er rådsforsamlingen (sammensat af repræsentanter fra alle medlemsorganisationerne).

Margrethe inviterede os til at overveje et medlemskab af Forbrugerrådet,- kunne være at vi så nogle flere muligheder for foreningens fremtidige virke, ved at indgå i en større sammenslutning?

Rådet får ca. halvdelen af sine midler fra finansloven, resten fra salget af bladet "Tænk og test", kontingenter, projekt- og ankenævnsarbejde.

Formålet med Rådets arbejde er at føre en aktiv forbrugerpolitik (dvs. sikkerhed og sundhed), at bedrive oplysningsarbejde, modtage forbrugerhenvendelser, samarbejde med nationale og internationale forbrugerorganisationer, samt have selektivt samarbejde med myndigheder og erhvervsliv.

Et af Rådets ansvarsområder er at agere vagthund på lægemiddelområdet. Dette indbefatter og betinger at sidde med i diverse nævn og udvalg, bl.a. det nyoprettede Bivirkningsråd, Institut for Rationel Farmakoterapi, Lægemiddelindustriforeningen, Lægemiddelstyrelsen, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Styregruppen for Nordisk Cochrane Center, osv…

Rådet deltager også i diverse konferencer, blandt andre en temadag som Lægemiddelstyrelsen afholdt om indlægssedler. Her viste Rådets holdning sig at have indflydelse på udformningen af de fremtidige indlægssedler.

Kontakten til forbrugerne er meget vigtig for Rådet, og Margrethe illustrerede dette vha. nogle sager, hvor forbrugere af et givent produkt, ved at bruge Rådet som "løftestang", havde kunnet påvirke politikerne til at fjerne et sundhedsskadeligt produkt fra markedet.

Det er vigtigt at man har så meget videnskabeligt materiale at fremlægge for myndighederne som muligt, og det kræver at man søger aktindsigt hos Lægemiddelstyrelsen. Det giver nemlig adgang til den kliniske dokumentation og de periodiske sikkerhedsrapporter som eksisterer om midlet.

Samarbejdet mellem pressen og Rådet går to veje: Pressen benytter Rådet som informationskilde til forbrugernes erfaringer og Rådet "planter historier i pressen", for i de enkelte sager at lægge pres på myndigheder og industri. Der er altså tale om et samarbejde til gavn for begge parter.

Forbrugerrådet har betydelig kontakt med politikere og får herigennem rejst mange spørgsmål på centralt plan. Herudover præger Rådet også den politiske udvikling på forbrugerfeltet, og får sandsynligvis gennemtvunget, at patienter/forbrugere kan indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen (læger indberetter nemlig stort set ikke). Forbrugerrådet anmelder desuden medicinalfirmaer til Lægemiddelstyrelsen, i de tilfælde hvor markedsføringsloven overskrides. Det er dog noget af et "Sifyfos arbejde", da så mange nye firmaer med en aggressiv markedsføring kommer til.

Margrethe bekræftede formand Else Jensen i, at reklamen for Hepatitis vaccinen i TV, som hun var bekendt med, er ulovlig.


Elisabeth Møller-Hansen, læge

Salutogenese
Begrebet salutogenese er blevet defineret af den israelske forsker Aron Antonovsky som blev klar over, at der i den gruppe kvinder han var med til at undersøge for deres oplevelse og forarbejdelse af overgangsalderen, var nogle der klarede sig væsentlig bedre end andre. Disse kvinder var alle nogle der havde overlevet Holocaust. Aron Antonovsky undersøgte disse kvinder og fandt ud af at de alle besad en udpræget kognitiv forståelse. Hans konklusion var, at dette giver et helt nyt perspektiv for sundhed og sundhedssystemer. Han kaldte det salutogenese: Hvordan sundhed opstår og hvilke sundhedsfremmende faktorer der findes.

Aron Antonovsky definerer det således:
- Meningsfuldhed. At vi kan forstå sammenhænge i vores liv. Følelser.
- Begribelighed. Kunne forholde sig kognitivt. Modsat kaotisk. Tanken.
- Håndterbarhed. Handle adækvat i situationen. Vilje.


Disse evner udvikler vi livet igennem mentalt, men samtidig har det en dybtgående tilbagevirkning på kroppen og dets fysiologiske funktioner.

Fra første færd er mennesket kommunikationsparat, vi har ikke evnerne endnu de skal først oparbejdes i de omstændigheder vi er sat i, men her har vi et væsen med bevidsthed og denne bevidsthed kan vi se som kommunikationsparatheden. Dette er overtydeligt ved den blikkontakt den nyfødte er i stand til at give. Dette giver forældrene en vished om at her er der tale om en individualitet der er parat til kommunikation. Det imødekommer vi, det vækker vores beskyttelsesinstinkt og vores instinkt til at omgås barnet, og barnets bevidsthed tændes af denne henvendelse fra forældrene. Hvordan kan denne evne til at kommunikerer så karakteriseres? Det kan den helt tydeligt ved efterligning. Det er en umiddelbar evne vi fødes med. Denne indsats fra barnet side er fantastisk og intens bare i det første leveår hvor barnet bevæger sig fra liggende til gående og derefter sproget. Det er enormt store områder netop for det sociale. For at kunne socialisere må vi kunne bevæge os rundt mellem andre mennesker og vi må kunne kommunikere med dem, og forstå hvad de siger. Tænkningen kommer med der. Det kan vi iagttage hos de omsorgssvigtede børn der ikke får muligheden for at efterligne. De står med kapaciteten, men er afhængige af at der er nogen at kommunikerer med, at der er nogen at efterligne. Dette er også sårbarheden når vi fødes som mennesker. Vi er nødt til at blive opfostret som mennesker for at folde det ud. Det er anderledes end i dyreverdenen. Her kan man opfostre ællinger i en skotøjsæske og så kan de alligevel komme ud og svømme og have andeadfærd. Et menneskebarn kan ikke være hinsides menneskelig indflydelse og kommunikation og så være i stand til at udfolde sin fulde sjælelige og psykiske kapacitet senere. Det ved vi smerteligt.

Når børn efterligner så er det ikke kun den måde vi går, står eller spiser på. De efterligner også ganske intimt, måden man tænker og føler på. Man bliver spejlet af barnet. Det er helt utroligt hvad de får øje på. De iagttager et stykke ind under huden. Det er man nødt til at lære at leve med. Det er en udfordring. Måske var man ikke helt klar over, at det så sådan ud, når man irriteret smækkede tallerknerne i bordet, eller hvad det nu er. Barnet tager det hele ind og efterligner det, det er dets situation. Samtidig med det efterligner så former det indadtil. På organerne, på immunprocesserne, på tonus i den glatte muskulatur, og på alle de andre områder, hvor vi andre også former indadtil på, når vi svinger i vores sjæleliv. Efterligningen bliver til organprægning. Man kalder det den neuronimmunologisk effekt.

Dette område udforskes. Der udkom for et års tid siden en bog med titlen "Kan tro flytte bjerge?" en af forfatterne er Mogens Clason, som er professor og arbejder på Rigshospitalet og forsker i neuronimmunologi. Der kan man se beskrevet hvordan en følelser f.eks. stress påvirker vores binyrer til at danne adrenalin. Dette påvirker vores immunsystem og nedsætter antallet af dræberceller og de hvide blodlegemer. Dette vil altså sige at vores immunsystem lider under noget der egentlig er et psykisk fænomen, en følelse. Stress har noget at gøre med meningsfuldhed, når vi er stressede oplever vi noget som vi ikke umiddelbart kan tage ind som noget meningsfuldt. Vi vil altså lettere blive syge, eller det vil tage os længere tid at komme af med en sygdom igen, eller vi vil være mere udsatte for at udvikle komplikationer til sygdommen. Sygdommen påvirker nu immunforsvaret til en aktivitet, noget der på biologisk niveau meget ligner vores psykologiske evner: iagttage, genkende og reagerer. Det påvirker også det centrale nervesystem, organet der spejler vores bevidsthed. Det gør vi med cytokiner. Vi får feber, vi får kvalme, nedsat appetit, vi bliver enormt trætte. Vi lægger os stille og roligt hen i sengen, hvilket er særdeles hensigtsmæssigt fordi det fører til at vi hurtigere kommer over denne sygdom. Det kan man iagttage med den neuronimmunologiske forskning. Jo mere stressede, jo mere utrygge vi er, jo mindre evne har vi til at klarer os godt igennem et sygdomsforløb.

Dette mønster gælder ikke kun for voksne, men i særdeleshed for børn fordi de former, plasticerer og remodellerer deres organer. Vi remodellerer til en vis grad alle vores organer. Organer er under stadig nedbrydning og genopbygning hele livet igennem, men denne proces har sin intense udformning i den første 7-års periode hvor barnet er i denne efterligningsfase. Det er altså ganske afgørende hvad for efterligningsforbilleder vi udsætter barnet for, når det udformer dets organer. Hvis vi som voksne selv er helt stressede og ude at svømme, farer op og skælder ud for ingenting (det kommer man jo altid til på et eller andet tidspunkt og fortryder frygteligt. Men det er så det. Så lægger man i det mindste mærke til det det), hvis det er en blivende impuls kan barnet ikke forme hensigtsmæssigt ind i organerne og det har betydning for disse organers udfoldelse som de vil være i det kommende liv. Helt op til voksenlivet ser vi disse impulser forme sig ud fra organerne.

Nu får det pludselig en overmåde stor betydning hvordan vi håndterer barnet i denne organopbyggende fase. Har vi forståelse for og tålmodig til, at et barn primært er et efterlignende væsen i den første 7-års periode? Jo mindre et barn er, jo mindre mulighed har vi for at interagerer med barnets vilje. De har deres egen mening. Vi udveksler hele tiden med barnet, men det er med, ikke mod. Det efterligner, og vi kan ikke udefra forme dets vilje, men vi kan være et efterligningsforbillede som udstråler ro, tålmodighed, bæredygtighed og rummelighed som børn trives i, og i og med at de trives og udfolder sig, udfolder de også deres organmæssige kapacitet. De etablerer en bæredygtighed i det organmæssige. De etablerer noget der fører hen mod sundhed.

Nu kan man ikke vende den om og sige at når jeg som 30-årig får en sygdom så må jeg hjem og bebrejde... sådan er det jo alligevel ikke. Vi fødes jo også med en genetisk arvelig organisme hvor der ligger ganske mange muligheder for sundhed og sygdom. Det ved vi jo godt. Sygdomme der først udfolder sig langt, langt senere. F.eks. type II diabetes eller depression for den sags skyld, kan have genetiske anlæg. Dette synspunkt som vi plejede meget i slutningen af sidste århundrede, nemlig at nogle sygdomme er psykosomatiske, kan vi godt glemme, for det er alle sygdomme, sådan er sundhed og sygdom. Det er altid et spil mellem psyken og somaet, mellem sjælen og kroppen.


Det er her vi så forsøger at stabilisere barnet
Det kan vi bedst gøre ved at erkende at barnet i sin udvikling er efterlignende. Hvis vi erkender det, så kan vi ikke komme til at stresse det. Når det kun kan være efterlignende, så må alt hvad vi gerne vil have barnet til at gå i vej med, det må vi folde ud fra os selv, sådan at de får øje på det og gør det ud fra egen impuls. Det kan kun ud fra egen impuls. Så er det fordi vi ikke får tydeliggjort det godt nok, hvis de ikke følger med. Vi må tilbage til os selv som medium, vi kan ikke herse med dem. I hvert fald ikke herse med dem.

I "herse med dem" ligger der jo også denne tilbøjelighed til at ville accelerere barndommen. Interessant nok ikke mindst fra politikernes side. Det er jo lidt interessant, for politikere er jo ikke nogen det har specielt meget forstand på pædagogik og børnepsykologi og sådan noget. Men mod alle intense protester fra fagfolkene imod denne tilbøjelighed til tidlig læring skal vi have læringsprogrammer ind, og det kan ikke gå hurtigt nok. Vi skal være på "dupperne" sådan at de kan blive rigtig dygtige i erhvervslivet. Nu er der jo ikke noget som helst der tyder på at man bliver dygtigere i erhvervslivet, hvis man bliver speedet i sin barndom. Ud fra det her kunne man måske sige tværtimod. Det er forkert tænkning, at tro at hvis vi skynder os med at lære dem rigtig meget, kan vi nå at lære dem endnu mere. At hvis de kan regne og skrive i 4-5 års alderen, så kan vi nå at proppe noget andet i deres hoveder, hvor vi ellers har brugt tiden på det. Ikke at man ikke kan gøre det. Det ser vi jo i Frankrig hvor de i børnehavealderen indskoler dem og begynder at lære dem tal, bogstaver og mængdebegreber. De kan godt gøre det, men det de mister i den samme tid er legen. I legen er kodeordet fantasien. Fantasien er en sjælden evne i menneskelige sammenhænge. Fantasien er som regel det der udmærker mennesker. De der kommer med noget banebrydende, de der går nye veje, de gør det jo fordi de har en kreativitet i sig selv, som har gjort at de kunne tænke udenfor den slagne vej. Så kreativiteten bør vi hæge om så, så meget som muligt kan blive overført fra barndommen til voksenlivet. Så hvis det er det vi ønsker, skal vi lade børn lege og udfolde deres kreativitet og udfolde deres fantasi.


Deres fantasi er enestående
En kastanie kan i det ene øjeblik være en gulerod man skal lige til at spise, og i det næste være en helikopter, eller en fisk der kommer svømmende. Der er ikke nogen hindring. Og den er det bare. Den har rollen og så gør fantasien resten. Det er ret fantastisk på den måde hvorpå virkeligheden kan modelleres og modificeres i en helt enestående udfoldelse, der er nærmest ubegrænset eller endeløs. Og frem for alt, de kan gøre det sammen. De er med på hinandens fantasifigur. Først leger vi noget med de der fisk, og så kommer der en anden med en anden idé, og så ændre vi konceptet, og så glider alle med på det nye koncept. En enestående art af socialisering, hvor man går med på den andens idé og ikke bare bliver hængende i sin egen. Det er en uvane man ofte har som voksen. Børn har en umådelig bevægelighed, som de i høj grad har behov for at bevare. Den kan de bevare ved at få lov til at lege meningsfyldt. Dvs. at deres omstændigheder for at lege er til det, og at legene ikke er for struktureredede med ting eller voksenindblanding på forhånd. Hovedsagelig ting. Et eller andet sted er puslespil lidt belastende. Der er kun en løsning, kun en måde at lægge dem på. Det er dybest set absolut uinteressant for et barn, men de elsker at lægge puslespil, det er fordi vi har lært dem fascinationen ved det. Men at lægge kastanier op til en bondegård eller et eller andet, det er interessant. Det kan gøres på 100.000 forskellige måder, lige så mange som der er børn, eller som barnet er i humør til. Alle de der overstrukturerede ting som de jo falder for, for børn er jo nemme ofre for små komfurer, små traktorer, små ditten og små datten. Det er også meget nuttet alt sammen, de er bare ikke så udfordrende for fantasien, som hvis det bare er en kasse der får lov til at være komfur den ene gang, og traktor den anden gang. Nu ved vi jo godt at det tog er kørt. Vi kan ikke bare komme tilbage til en papkasse med en snor i og fem kastanier, og det er så legetøjet. Men alligevel, vi bør prøve at imødekomme deres behov for at folde fantasien ud, så vi imødekommer deres behov for at forme fantasifuldt og rigt og med mange greb indadtil.

Det at lade være med at stresse børn, kunne bestå i at undgå tidlig intellektualisering. Som voksen kan man jo godt have glemt hvordan man omgås børn. Man kan ikke lige huske hvordan man binder en ende, fortæller en fantasihistorie om æblet der faldt ned, men i virkeligheden var en havmåge der var kommet ud af kurs eller hvad man nu kan finde på. Så begynder man måske som farmor at fortælle at "her er et æble og to, tre kan du se det, det er en, to, tre" så kan man sige OK det er også en remse, men der er sjovere remser. Remser der taler meget mere til fantasien. Alle de gamle, vilde remser, som er så vilde at de ofte er lidt upassende og måske politisk ukorrekte, men de giver et spark til fantasien, det er godt, det er saftigt, det er lidt vildt.


Efterligning
Med respekt for efterligning, dvs. virkelig lade dem efterligne, så skal et barn, når det skal lære at stå og gå, lære at stå og gå som efterligning. Så skal det ikke indrettes med gåforsøg og da slet ikke med "gåforsøgsindretninger". Dem kender vi alle sammen, fire hjul under og så en strop i midten og så hænger de der og når de så sparker fra så fuuuu så farer de tværs gennem dagligstuen. Det er jo ikke nogen god oplevelse for et barn. Derved bliver verden underlig uforudsigelig. Når man sparker, da skulle det være sådan noget der cyklede i luften. Det er jo godt ment og venligt udtænkt, men som oplevelse lidt katastrofal. Så lad dem ligge der og vendte tålmodigt på at de selv kommer op. At det tidspunkt er kommet. Det samme med sproget, sprogefterligningen. Noget der belaster et barn temmelig meget er jo, når man taler børnesprog til dem. Når man efterligner omvendt, altså siger de ord til dem de ikke kan sige, på den måde de ikke kan sige dem. De kan jo hører det er forkert, men de kan ikke rette en, fordi de kommer til at sige det samme. De vil ofte forsøge intenst et par gange at få en til at sige det rigtige, og så resignerer de, men med den resignation er de jo lidt frustrerede, triste og stressede inden i sig selv.

Det er de to første klipper, at komme op og gå, sproget og så fantasien. Hukommelsen udvikler de selv, den behøver man absolut ikke at træne. Børnehukommelse der jo er meget stedsbunden "... sidste jul der stod den der engel der..." fra et lille bitte barn. Det er ikke noget der skal trænes. I det hele taget er der ikke noget der skal trænes, de behøver bare den voksne som efterligningsbillede, pga. deres neuronimmunologiske responsopbygning. På den måde giver vi dem et overskud til at være sunde og til at møde deres sygdomme. Det gør vi selvfølgelig også med ernæringen. Det er et andet stort tema. Alt hvad vi omgiver dem med. Varmen er også et stort tema, varmimpulserne. Jeg noterer med stor tilfredshed, at neuronimmunologerne mener, at varme faktisk er rigtig meningsfyldt, med henblik på at bekæmpe infektion. Når man tænker på at nu har vi faktisk i et par generationer brugt febernedsættende midler i anledning af febrile tilstande hos børn. Hvor hurtigt vi har gjort det og hvor uhensigtsmæssigt det er. Nu hvor man ikke bruger febernedsættende midler så meget mere, så laver vi noget tilsvarende ude fra. Så klæder man dem helt enormt meget af, så de ikke har varme, men kulde. Det kan have sin mening hvis de er oppe over 41°C, på et eller andet tidspunkt skal man gøre noget for at få vendt feberen hvis den bliver farlig, men det er først der, det har nogen mening at begynde at interagerer på temperaturen.


Ernæring
Nu kommer ernæringen på som foredrag senere, så det vil jeg ikke gå så meget ind på. Kun at her gælder det samme som i mødet med verden i barndommen: Genuin kvalitet, oprindelighed. Ligesom det skal være rigtige mennesker, med rigtige indtryk, så skal kosten også være genuin, oprindelig. Rigtige fødemidler der smager af rigtige ting og har rigtige strukturer og rigtig sammensætning.


Psykisk trivsel
Det der var væsentligt for mig i dette oplæg var den psykiske trivsel. Hvor meget det betyder for barnet, i sin opbygning af evnen, til at imødegå et sygdomsforløb. Man må erkende at lige meget hvor sunde de er, så vil de jo have sygdomsforløb. Det har vi jo alle sammen. Et sygdomsforløb er jo en biologisk erfaring med verden. At forestille sig et menneske som kun sundt, er jo en skæv forestilling. Til menneskets sundhed hører en balanceakt, en særlig måde at gå sine veje mellem forskellige sygdomsprocesser på. Og ikke at blive låst fast i dem. I særdeleshed må man jo sige at børnesygdommene, eller de højfebrile sygdomme i barndommen, har denne udarbejdning, denne udformning, denne modellering af immunsystemet, som gør det bedre egnet til at møde de udfordringer, som vil komme, fordi de allerede ligger der genetisk i os, som muligheder for sygdomsanlæg. Hvis man er født ind i en familie med voldsom meget gigt og vil prøve at undgå det, skal man ind i den tidlige barndom og se om man kan ændre den genetik. Men det gør man ikke ved af forsøge at holde dem sygdomsfri. Det gør man bl.a. også ved at de får lov til at træne deres immunsystem. Nu kan man ikke holde et barn sygdomsfrit, ligeså lidt som man kan holde en voksen sygdomsfri. Det er en forkert forestilling. Hvis vores immunsystem aldrig blev øvet, eller trimmet, eller løftet i den erfaring det er at omgås en infektion, så ville dets evne jo falde til at kunne agerer adækvat, agerer passende. At agerer passende er jo når immunsystemet agerer udad på disse biologiske små organismer der møder os. Helt upassende oplever vi det når det begynder at agere indad i det vi kalder de autoimmune sygdomme. De store sygdomme. Gigtlidelserne, blødende tyktarmsbetændelse, cancersygdommene, diabetessygdommene for den sags skyld også.

På den måde kan man sige, at det man kan gøre, er at gøre sit barn stærkt til at det kan komme godt igennem de sygdomme det har, og gøre sig erfaringer, og gøre biologiske erfaringer, og på den måde sikre sin organisme til den del af livet der kommer efter barndommen.


Fortsættelse følger

I næste udgave af Nyhedsbrevet bringer vi resten af referaterne fra Kerteminde-konferencen:
- Foredraget om mæslinger af læge Elisabeth Møller-Hansen og et udvalg af de mange gode spørgsmål og svar til dette tema.

- Oplægget fra Birgitte Wentzer Petersen, Lægemiddelstyrelsen.

- Foredraget af bromatolog og ernæringsterapeut Birthe Kofod Mortensen