Hvordan håndteres og kommunikeres der om risici

Refereret af Nathan Russell


"Vores såkaldt "moderne" samfund producerer ikke blot goder og rigdomme – men også risici. Risici er derfor ikke længere noget man vilkårligt udsættes for fra naturens side, men er i vid udstrækning blevet samfundsskabte og dermed noget, samfundet har ansvar for".

Oplægget til workshoppen belyser nogle forskellige problemer ved den nuværende måde hvorpå risikohåndteringen foregår på, og foreslår nogle ændringer som kan rette op på disse misforhold og etablere en tillid mellem befolkningen og de parter i samfundet, som ønsker at indføre en given teknologi.


Som hjælp til at forstå nogle af de risikobegreber som figurerer her i artiklen, gives følgende begrebsforklaringer:

- Risikohåndtering/-forvaltning: Overordnet begreb som dækker over både risikoanalyse og risikovurdering.
: Overordnet begreb som dækker over både og r.

- Risikoanalyse: De tekniske undersøgelser af den samlede risiko ved en teknologi (videnskabeligt baseret).
: De tekniske undersøgelser af den samlede risiko ved en teknologi (videnskabeligt baseret).

- Risikovurdering: Konsekvenserne ved indførelsen af en teknologi afvejes mod en række hensyn for at kunne træffe beslutninger om eventuel accept og på hvilke betingelser (politisk baseret).
: Konsekvenserne ved indførelsen af en teknologi afvejes mod en række hensyn for at kunne træffe beslutninger om eventuel accept og på hvilke betingelser (politisk baseret).

- Risikokommunikation: Den måde informationen formidles på fra den ene delproces/part til den anden; kan også være den bredere debat som foregår i f.eks. medierne.
: Den måde informationen formidles på fra den ene delproces/part til den anden; kan også være den bredere debat som foregår i f.eks. medierne.


Oplægget indleder på følgende vis: "Vores såkaldt "moderne" samfund producerer ikke blot goder og rigdomme – men også risici. Risici er derfor ikke længere noget man vilkårligt udsættes for fra naturens side, men er i vid udstrækning blevet samfundsskabte og dermed noget, samfundet har ansvar for".

"Grundlæggende betyder dette, at samfundet er afhængig af viden om risici og enighed om, hvordan disse skal håndteres. Problemet er imidlertid, at der netop ikke hersker den fornødne viden eller enighed om hverken potentielle eller aktuelle risici, som tingene fungerer i dag. Faktisk er det sådan, at eksperterne og befolkningen i højere og højere grad kommer til at stå i et modsætningsforhold mellem på den ene side den viden og de værdier, som eksperterne lægger til grund for risikovurderingen og på den anden side befolkningens opfattelse. Det er derfor afgørende at der findes en ny og bredere platform at risikovurdere ud fra, og ikke mindst, at befolkningen i højere grad tages med på råd, når nye teknologier skal introduceres".


Ifølge forfatterne kan teknologier inddeles i tre kategorier:
- de som udvikler sig gradvist og glider næsten ubemærket ind i samfundet
- de som bemærkes og som hurtigt accepteres som en del af samfundet
- de som bidrager til skarpe reaktioner og debatter forud for deres introduktion


Under pkt.1 nævnes landbrugets og fødevareindustriens produktionsmetoder, indførslen af nye materialer i vores dagligdag og udbygningen af transportinfrastrukturen; under pkt. 2 indførslen af elektronisk datateknologi og den medfølgende revolution af kommunikationssystemerne i samfundet, og under pkt. 3 atomkraft, store kemiske anlæg og genteknologi.

Der er altså forskel på hvor stor opmærksomhed de forskellige teknologier får, og dermed også om der forud for deres indførelse i samfundet finder en tilstrækkelig grundig analyse og debat sted, som kan imødekomme nogle af de mulige risici som kan opstå.

Det er forfatternes vurdering at de teknologiforandringer som glider mere eller mindre ubemærket ind i vores samfund kan af stedkomme konsekvenser der er lige så negative som de mere "dramatiske teknologier" – et eksempel på dette er det moderne transportsystem (og anvendelsen af en række lægemidler og vacciner, redaktionen).

Det pointeres derfor i oplægget, at det er vigtigt at risikovurderinger fremover dækker teknologier indenfor alle tre områder.

Et andet problem relateret til ovennævnte drejer sig om at risikobegrebet ofte er blevet indsnævret til at dække de teknologier som har konsekvenser for sundhed og økologi, hvorimod områder som økonomi, social organisation og fysiske strukturer, som kan påvirkes af en given teknologi, traditionelt set overses.

Ifølge oplægget befinder risikovurdering og –kommunikation sig i den såkaldte tredje fase, som er karakteriseret ved – "en øget folkelig interesse og forståelse for risikokommunikation og information som en social proces, kendetegnet ved dialog og debat mellem forskellige aktører".

Tidligere foregik risikoformidling som envejskommunikation fra myndigheder/virksomheder til befolkningen, men dette har ikke befordret en fælles platform af viden og værdier ud fra hvilken de implicerede parter når frem til en fælles forståelse.


Men selv om der nu formelt set eksisterer et grundlag for bedre kommunikation mellem myndighedsinstansen/virksomheden og borgeren, et grundlag som bygger på flervejs- og ikke envejskommunikation, er der stadig et modsætningsforhold mellem aktørerne, som bunder i:
- Hvor den reelle magt til at træffe afgørelser ligger
- Kvalificeringen og kvantificeringen af en risiko
- Værdigrundlaget


For at være i stand til at træffe afgørelser som har befolkningens støtte ude i det virkelige liv, hvor mennesker eksponeres for den risiko som en given teknologi medfører, er det absolut nødvendigt, ifølge oplægget, at tilliden mellem lægmanden og eksperten højnes.

En af de væsentligste problemer er nemlig manglen på tillid fra borger til myndighed/virksomhed, og flere borgere har stadig indtryk af at risikokommunikation har én afsender og én modtager og at der i tilfælde af en borgerhøring blot er tale om et formelt dække og ikke en reel inddragelse af/hensyntagen til borgernes synspunkter.


Dette afspejles også i at tilliden til omgivelserne daler i følgende rækkefølge:
- familie og venner
- interesseorganisationer og medier
- myndigheder og industri


Mangler og modsætninger i den nuværende risikohåndtering.
Ifølge forfatterne taler eksperterne ofte forbi den almindelige befolkning, da parterne vægter risikoelementerne ved en given teknologi forskelligt, hvilket medfører at troværdigheden i eksperternes udsagn er lav hos lægfolket. Man kan sige at der bliver talt forskellige sprog, pga. grundlæggende mangler og modsætninger i paradigmerne for risikohåndtering og – kommunikation.

Eksperterne benytter ofte den tekniske/
videnskabelige rationalitet i risikoanalyse-arbejdet, men der findes også en samfundsvidenskabelig tilgang som er vidt forskellig fra denne. Inden for den samfundsvidenskabelige rationalitet behandles..."risikoforhold ikke som noget faktuelt, men derimod på den ene side som en fortolkning af risici og på den anden som et spørgsmål om magtforholdene i forbindelse med regulering og accepten af de samme risici".

Risikoanalyser gennemført på et teknisk/videnskabeligt grundlag, har ofte… "ikke været i overensstemmelse med de ønsker og krav befolkningen har haft til, hvad risikoanalyserne skulle dække". Et tydeligt eksempel på disse modsætninger er risikoanalyse og –håndtering af fødevarer, hvor der …"i de seneste år har været en øget interesse for at etablere et nyt paradigme for risikovurdering af fødevarer, der sætter fødevareprodukterne ind i en bredere sammenhæng, og som giver forbrugerne større mulighed for at bidrage til, hvilke elementer risikovurderingerne skal omfatte".


I oplægget skitseres fire klassiske problemstillinger indenfor risikohåndtering og –kommunikation, som belyser det modsætningsforhold som eksisterer mellem aktørerne:

- Uenighed om selve problemformuleringen
Hvilke er de potentielle risici? De nuværende institutioner har en indbygget fokusering på bestemte teknologier såvel som bestemte risici (se tidligere i artiklen).

- Uenighed om vidensgrundlaget
Den videnskabelige bevisførelse kræver mange data, som er præget af ganske megen usikkerhed og hvor datamaterialet i sin helhed ofte er mangelfuldt.

- Uenighed om værdigrundlaget
Man taler forbi hinanden (ofte uden at vide det) fordi de to modstridende rationaler, det teknisk/videnskabelige og det samfundsmæssige/etiske, bliver blandet sammen.

- Et problem for demokratiet
I kommunikationen om risici er der ofte to dagsordener – eksperternes og befolkningens (afstedkommet af de forskellige værdigrundlag der gælder hos aktørerne).


Herudover påpeger oplægget at der eksisterer et problem grundet uansvarlig politisk omgang med eksperternes risikoanalyser. Dette svækker lægmandens (den almene borgers) mulighed for at opnå en korrekt forståelse af en given risiko.


Nye rammer for risikovurdering
Herunder beskrives de funktioner som risikokommunikation bør have.

Risikokommunikation skal gøre rede for hvilke videns- og værdigrundlag eksperternes analyser og vurderinger bygger på, og hvilke forudsætninger der betragtes som afgørende for, at disse analyser og vurderinger holder.


Når nye teknologier og risici skal vurderes, forslår arbejdsgruppen bag oplægget, følgende procedure:

- Første trin. En dialog omkring selve problemformuleringen, foretaget af et bredt sammensat forum (altså ikke en snæver ekspertopgave). En dialog omkring selve problemformuleringen, foretaget af et bredt sammensat forum (altså ikke en snæver ekspertopgave).

- Andet trin. Forskellige ekspertmiljøer gennemfører deres faglige vurderinger (med en tydeliggørelse af værdigrundlaget og vidensgrundlaget, så der kommer gennemsigtighed i analyserne). Forskellige ekspertmiljøer gennemfører deres faglige vurderinger (med en tydeliggørelse af værdigrundlaget og vidensgrundlaget, så der kommer gennemsigtighed i analyserne).

- Tredje trin. De faglige bidrag samles og vurderes på tværs, i et bredt sammensat forum.


De faglige bidrag samles og vurderes på tværs, i et bredt sammensat forum. Lægmandens bidrag i ovenstående forslag til den fremtidige risikohåndtering, øger (efter forfatternes mening) mulighederne for at de beslutninger der træffes, hviler på et fælles grundlag af ansvarlighed hos borgere og myndigheder, som også inddrager borgerne i hvordan der kompenseres for de teknologier som fravælges.


Kilde: Oplæg til deltagerne i workshoppen "viden og værdier i risikokommunikation", afholdt af teknologirådet i 1999.