Er vaccineplastre svaret?

Er vi virkelig så overbevidste om vores højteknologiske kunnen at vi tror vi kan vinde den urgamle kappestrid naturen altid har ført skabningerne imellem?

Da jeg talte med min mor i telefonen forleden dag, spurgte hun om jeg havde hørt om det nye vaccineplaster som medicinalbranchen sikkert vil introducere om nogle år. Hun syntes at det var en rigtig god ide. De små kunne få deres vacciner helt uden ubehag og måske ville nogle af de sjældne alvorlige bivirkninger også forsvinde, når man ikke skulle sprøjte ind i kroppen. Indholdsstofferne ville sikkert også være andre mht. konserveringsmidler o.l. og derfor være mindre risikobehæftede end de nuværende.

Det ville være rart at være fri for ubehaget ved at blive stukket og hvis mine børn heller ikke behøvede at græde og være bange for nålen ville det kun være en fordel, men ændrer det ved problematikken? Lidt ubehag er jo ikke afgørende for beslutningen for eller imod vaccination. At der er en risiko for sjældne alvorlige bivirkninger er derimod mere afgørende. Men hvad hvis der heller ikke var det? Skulle vi så bare vaccinere løs? Vi kunne jo så alle bare lade os vaccinere mod alt hvad der var muligt og så behøvede vi slet ikke bekymre os hvis vi skulle ud at rejse, eller om vores seksualpartner havde en eller anden kønssygdom. Vi ville altid være ready for take off. Hver gang medicinalindustrien havde en ny vaccine klar, kunne vi få den med posten og så ville den sag være klaret. Eller hvad?

Hopper vi på det scenarium med endnu et eksperiment på vores børn og os selv? Der er stadig i dag ikke nogen der har den mindste anelse om hvilke langtidsvirkningerne, der er ved vores nuværende vaccinationspraksis. Men vi ved, at når vi bliver immune overfor een slags virus, så dukker der en ny eller anden op og giver os lignende eller nye og ukendte sygdomme – og måske er den nye virus mere potent end den forrige. Det findes nu også en ny udgave af tuberkulose som det er svært at helbrede…. Nå skidt, vi opfinder bare en vaccine og så vaccinerer vi bare hele befolkningen imod den...

Vi har set noget af det samme med penicillin/antibiotika. Det virkede så godt. Alle fik det – også for småting. Lægen turde faktisk ikke at lade være med at give det, det var jo hans ansvar at vi blev raske. Også alle vores dyr fik det, også forebyggende. Og hvilket scenario har vi i dag? Masser af multiresistente bakterier og der dukker stadig flere op.

Tror vi virkelig at vi kan vinde kapløbet mod naturen? Hvornår indser vi at vi bliver nødt til at tilpasse os vores omverden, styrke vores krop og sjæl med god ubehandlet mad og sunde vaner og stole på vores kræfter til at regenerere og overvinde kriser. Vi er nødt til at uddanne læger der prioriterer opretholdelse af sundhed frem for sygdomsbehandling og som har tid til at lære patienten at tage vare på sig selv og dermed også at have ansvar for sit eget helbred. Og når det så virkelig er alvorligt, kan vi bruge de midler vi har udviklet – med stor respekt – og forhåbentlig har de da mulighed for at virke.

immunsystemet, bivirkninger