Kritiske betragtninger over alternative vaccinationsmetoder

Kritiske betragtninger over alternative vaccinationsmetoder

Artikel af Randall Neustaedter OMD, Lac, CCH.
Refereret af Judith Frennung


Randall Neustaedter (RN) skriver i en artikel i Waves, vol. 14, nr. 3 efteråret 2002 om alternative vaccinationsmetoder. Ifølge RN findes der en lang række anvisninger på, hvordan homøopatiske nosoder anvendes i forbindelse med kighoste, meningitis, difteri, stivkrampe, polio og andre sygdomme i barndommen.

De homøopatiske metoder er stærkt kontroversielle og aspekter omkring effektivitet, sikkerhed og etik er til debat. Der findes ingen studier af de homøopatiske metoders langtidsvirkning, men ifølge RN er der ingen grund til at tro, at immuniseringen holder sig i mange år. Der er kun lavet få lovende undersøgelser omkring homøopatisk immunisering mod difteri. Data til undersøgelsen blev indsamlet kort tid efter immuniseringen med homøopatiske midler. Den ene undersøgelse blev lavet i 1932 af Chavanon.

Undersøgelsen involverede 45 børn, der var blevet testet med en testmetode udviklet af Schick i 1913, til ikke at være immune overfor difteri. Efter behandling med Diphterotoxinum udviste de tegn ved Schicktest på at være blevet immune.

I 1942 lavede Paterson og Boyd et lignende eksperiment på Det skotske, homøopatiske Børnehospital. Her fik 33 ikke-immune, Schicktestede børn enten Alum precipitated Toxoid 30c eller nosoden Diphterinum 200. 20 børn udviste efterfølgende tegn på immunisering. Paterson og Boyd lavede en række andre test og kontroller. Resultaterne herfra fik dem til at konkludere, at behandling med homøopatiske midler i signifikant grad øgede forekomsten af immunitet. Dog mente samme herrer ikke, at man på baggrund af undersøgelsen kunne sige noget om, hvorvidt homøopatiske midler kunne yde immunisering over lang tid.

Diskussionen har siden drejet sig om, hvorvidt man kan fæste lid til Schicktesten og undersøgelsen af virkningerne ved de homøopatiske midler. Tværtimod, skriver RN. Nyere undersøgelser tyder ikke på, at homøopatiske midler øger forekomsten af immunstoffer mod difteri. Dette faktum har fået flere homøopater til at postulere, at homøopatiske midler virker på dybere niveauer af immunsystemet, hvor der ikke er behov for antistoffer. Homøopaten Golden bliver af RN citeret for i 1994 at have udtalt, at de homøopatiske midler gør patienten mindre prædisponeret for at lukke virus eller bakterier ind i kroppen.

Hvis det er sandt, at homøopatiske midler virker sådan, så kan man ifølge RN kun føre bevis for deres effekt ved at gennemføre langstrakte undersøgelser. Men sådanne undersøgelser bliver kostbare og derfor sandsynligvis urealisable. En anden barriere er af etisk art, fordi man må forudse at etisk råd vil være imod at tage almindelige vacciner fra børn og samtidig udsætte dem for smitte kun beskyttet af homøopatiske midler. Homøopaten Moskowitz bliver citeret for i 1985 at have foreslået, at den del af befolkningen, der er imod vaccinationer, kunne rekrutteres til et klinisk undersøgelse af homøopatiske midlers langtidsvirkninger.

Golden har i 1994 beskrevet en informel undersøgelse foretaget blandt familier, der brugte homøopatiske midler mod børnesygdomme til deres børn. Undersøgelsen varede fra 1988 til 1994. I løbet af perioden fik han 879 tilbagemeldinger fra familierne. Disse tilbagemeldinger viste, at kun to % af børnene havde fået en eller flere af disse børnesygdomme, til trods for, at de fleste af børnene havde været udsat for smitte.
Homøopater er uenige om, hvorvidt det er sikkert at introducere homøopatisk medicin, hvis man ikke er smittet med sygdommen. Normalt bruges disse midler først, når kroppen udviser symptomer på sygdom. Klassiske homøopater mener ofte ifølge RN, at homøopatiske midler brugt i en sund organisme vil forstyrre den energetiske balance. Kun under epidemier, hvor alle organismer i området er i alarmberedskab, kan man praktisere en mere universel brug af nosoder.

Golden postulerer, at skader ved brug af homøopatiske nosoder er færre end skader ved konventionel, allopatisk immunisering. RN kan ikke se, at postulatet er underbygget. Men han ved med sikkerhed, at homøopatiske midler aldrig har forårsaget lammelser, epilepsi og dødsfald. Det har almindelige vacciner derimod. Golden mener, at homøopatiske nosoder under alle omstændigheder har en effekt, er ugiftige i modsætning til almindelige giftfyldte vacciner og er mindre farlige end sygdommene i sig selv. Derfor er nosoderne for Golden langt at foretrække frem for at følge de klassiske homøopaters forskrifter.

Et helt tredje spørgsmål drejer sig om, hvorvidt man skal forhindre børn i at gennemleve børnesygdomme. Homøopatisk profylakse ligner på det punkt den traditionelle. Hvis man gennemførte homøopatiske program­mer, så ville gentagen brug af nosoder sand­synligvis være nødvendigt. Men da homøopatiske midler ikke fremkalder antistoffer virker det ifølge RN håbløst at planlægge et homøopatisk profylakse­pro­gram. Dette leder til endnu et problem, der handler om, at forældre ikke kan få håndgribelige beviser for nosodernes evne til at beskytte børnene, hvorfor de er henvist til at leve med en blind tiltro. Kun grundig oplysning om de homøopatiske midlers virkemåder kan tjene til at under­bygge forældres tillid.

RN slutter af med at råde homøopater til ikke at gøre samme fejl, som den konventionelle medicin har praktiseret i årevis med at tilbageholde informationer om vacciners skadevirkninger. Han understreger vigtigheden af at præsentere alle kendte fakta om både homøopatiske og allopatiske immuniseringsmetoder, fordi forældre har ret til og fortjener mulighed for at træffe deres eget valg på et oplyst grundlag.