Videnskabelige fordomme ved undersøgelser

Videnskabelige fordomme ved undersøgelser

Videnskabelige fordomme ved undersøgelser af komplikationer i centralnervesystemet som følge af kighoste vaccinationer. Dansk resumé af Judith Frennung.


Følgende gæsteforelæsning er publiceret i det japanske børnelægetidsskrift Acta Paediatrica Japonica — Vol. 33 nr. 4 august 1991, s. 421 - 427. Tidsskriftet udgives af Det medicinske Fakultet ved Tokyo Universitet. Gæsteforelæsningen, der er forfattet af prof. med. Wolfgang Ehrengut (WE), tidligere direktør for Institute of Vaccinology i Hamburg, Tyskland, handler om fejl opstået som følge af forskernes fordomme eller forudindtagethed — også kaldet bias — i undersøgelser af komplikationer i centralnervesystemet efter kighostevaccination. Sådanne fordomsrelaterede fejl eller fejlkilder i videnskabelige undersøgelser fører til forkerte konklusioner på de indsamlede data.

WE opstiller på listeform ni fordomme, der bliver til fejlkilder og dermed fører til farvede tolkninger og forkerte konklusioner:


- Forhold vedrørende anmeldelse af bivirkninger efter vaccination

- Vaccineproducenternes publikationer, hvor hyppigheden af bivirkninger er beskrevet

- Sammenlignende studier af permanente hjerneskader efter difteri-kighoste-stivkrampe- og difteri-stivkrampevaccinationer

- Pro-vaccine holdning hos forskerne

- Baggrundsrate for kramper og krampeanfald efter kighostevaccination

- Tolkninger af viral hjernebetændelse i kølvandet på vaccination

- Statistisk nøjagtighed

- Fordomme i forbindelse med design af NCES (National Childhood Encephalopathy Study)

- Personlige

- En gennemgang af disse fordomme tyder på, at komplikationer i centralnervesystemet efter kighostevaccinationer bliver undervurderet.

- WE skriver, at han efter 35 års studier af komplikationer efter kighostevaccinationer føler sig kvalificeret til at kommentere de nævnte fordomme.


1. Forhold vedrørende anmeldelse af bivirkninger efter vaccination
Vesttyskland har siden 1961 haft et statsligt organ, der tager sig af alle sager omkring skader efter officielt anbefalede vaccinationer. Siden 1975 har man kun anbefalet kighostevaccine til børn i risikogruppe (børn med hjerte /lungesygdomme eller dårlige sociale forhold.) Ved mistanke om utilsigtet vaccinereaktion er det lægens pligt at oplyse patienten om vedkommendes rettigheder i forhold til det lokale erstatningskontor. I modsætning til USA er der kun to parter involveret. Erstatningskontoret og patienten. I de tilfælde, hvor kravet om erstatning bliver afvist, har patienten ret til at bringe sagen for retten uden sagsomkostninger. I komplicerede tilfælde har patienten ret til på samme vilkår at bringe sagen for Højesteret. WE skriver, at dette er årsagen til, at der i Tyskland er mange flere vaccineskader end i andre lande. Skaderne bliver registrerede. I USA fx gav anerkendelse af bivirkninger mange problemer, fordi vaccineproducenten var involveret indtil 1988, hvor National Childhood Vaccine Injury Act blev etableret.


2. Vaccineproducenternes publikationer, hvor hyppigheden af bivirkninger er beskrevet
WE skriver, at fordi de retslige forhold omkring vaccineskader er som beskrevet, så er det indlysende, at tyske medicinalfirmaer ikke tøver med at publicere de officielle statistiske data omkring vaccinationsrelaterede bivirkninger og skader. I perioden 1970 - 77 rapporterede medicinalfirmaet Behring/Marburg 59 alvorlige og 13 fatale tilfælde. I perioden 1964 - 77 rapporterede det engelske medicinalfirma Wellcome kun 11 større reaktioner. WE understreger, at det lille antal rapporterede komplikationer ikke afspejler virkeligheden.


3. Sammenlignende studier af permanente hjerneskader efter difteri-kighoste-stivkrampe- og difteri-stivkrampevaccinationer
WE henviser til den engelske epidemiolog Pollock og dennes assistent Morris, der i en ikke nærmere bestemt 7-års periode lavede en sammenlignende undersøgelse af hjerneskader efter difteri-kighoste-stivkrampe- og difteri-stivkrampevaccinationer. Undersøgelsens empiriske data stammede fra de regionale hospitaler og den anvendte metode blev kaldt for “Hospital Activity Analysis”. Forskerne opdagede, at der var et større antal rapporterede bivirkninger efter difteri-kighoste-stivkrampevaccinationer end efter difteri-stivkrampevaccinationer, og deres hypotese i den forbindelse var, at dette forhold skyldtes offentlighedens negative holdning til kighostevaccinen. Deres konklusion på den 7 år lange undersøgelse blev, at det ikke var muligt at finde beviser for større neurologiske skader efter difteri-kighoste-stivkrampevaccinationer. Men faktisk viser de empiriske data, der ligger til grund for konklusionen, at der i undersøgelsesperioden blev registreret 16 større krampeanfald inden for 48 timer efter difteri-kighoste-stivkrampevaccinationer i modsætning til et større anfald efter difteri-stivkrampevaccinationer. Disse fund understøtter ikke konklusionen. Desuden nævner WE, at sammenlignende studier af vaccineskader kun er mulige, hvis forskerne tager højde for det længere tidsrum end 48 timer, der er kendt for at være kritisk efter en immunisering. Under indflydelse af de dårlige resultater, begyndte forskerne af forsvare deres metode ved hjælp af statistiske data. Der blev foretaget sammenlignende studier inden for de samme aldersgrupper. Ud af en børnegruppe på 134.700 difteri-kighoste-stivkrampevaccinerede børn, fandt man inden for de første seks dage efter immuniseringen 3 alvorligt vaccinationsskadede børn. Heraf blev én af hjernebetændelserne tilskrevet en herpes virus. Til sammenligning fandt man i kontrolgruppen på 133.500 difteri-stivkrampevaccinerede børn i samme aldersgruppe to tilfælde af infantile spasmer. Det ene tilfælde fandt sted 1 måned før og 12 dage efter vaccinationen hvorfor der ifølge WE ikke kan etableres en sammenhæng med vaccinen. Det andet tilfælde viste en lammelse i venstre sides lemmer 14 dage efter vaccinationen. Ved en efterfølgende undersøgelse havde lammelsen fortaget sig fuldstændig. Det eneste mén var et mindre høretab. I forbindelse med en Højesteretssag i Dublin, kom det frem, at dr. Pollock havde fremsendt sit materiale til medicinalfirmaet Wellcome, (hvor han selv fra 1960-64 havde siddet i bestyrelsen). I det fremsendte materiale hævdede dr. Pollock, at lammelse og høretab hos det difteri-stivkrampevaccinerede barn sikkert havde været der før vaccinationen, og at patienten var blevet erklæret for “normal” ved en senere undersøgelse. WE mener, at dr. Pollock forsøgte at manipulere med sin empiri på en sådan måde, at de manglende tilfælde af hjerneskade efter difteri-stivkrampevaccinationer blev brugt til at frikende kighostevaccinen. Højesteret i London var ved en retssag i 1974 tilsyneladende af samme mening. Dog blev der ved en anden retssag til WEs undren dømt anderledes. Her blev det fastslået, at der ikke kunne være en sammenhæng mellem kighostevaccine og en lidelse kaldet “Reye-like Syndrome”, skønt denne ofte opstår umiddelbart efter en kighostevaccination.


4. Pro-vaccine holdning hos forskerne
Ingen læge har lyst til at anmelde alvorlige bivirkninger ved vaccinationer, som han, uden at ville det, er kommet til at forårsage. En professor, George Dick, taler ifølge WE ligefrem om en “tavshedens sammensværgelse” blandt kolleger. Der findes også læger, som er så opslugt af sygdomsforebyggende foranstaltninger, at de ikke gør sig klart, at uheldige reaktioner på vaccinationer rent faktisk kan forekomme. WE overvejer, om denne tilbageholdenhed med hensyn til at vedgå, at vaccinationsskader findes, skyldes lægelig frygt for at give ammunition til vaccinationsmodstandere. WE blev selv ved en konference om Infektionssygdomme i Wien i 1970, angrebet af en kollega for at have talt om kramper efter kighoste vaccinationer. Kollegaen understregede, at han aldrig havde oplevet kramper efter kighostevacciner i sit mangeårige virke. I al fortrolighed indrømmede kollegaens medarbejder dog senere, at der havde været tilfælde, som var blevet ignoreret. Årsagen til, at klinikken havde vendt det blinde øje til kunne ifølge samme medarbejder skyldes en fordom, der hed: “Det, der ikke må forekomme, kan heller ikke forekomme.”


5. Baggrundsrate for krampeanfald efter kighostevaccination
Enhver dommer er nødt til at tage højde for den såkaldte baggrundsrate for krampeanfald d.v.s. det sandsynlige antal af krampetilfælde blandt en given mængde børn. I den tyske administration omkring erstatningssager regner man ifølge WE med tre krampetilfælde/dag blandt 100.000 6-24 måneder gamle børn. Til sammenligning fandt WE i en undersøgelse i Hamborg i perioden 1961-1970 af 41.250 børn, der sandsynligvis tidligere var blevet kighostevaccinerede, 11 krampeanfald inden for det første døgn efter difteri-kighoste-stivkrampe-vaccinationen. Den faktiske anfaldsfrekvens lå således på et niveau, der rundt regnet var seks gange højere end det forventede. Selv fortalere for kighosteimmunisering rapporterer om et krampeanfald pr. 1.000 immuniserede børn. WE skriver, at han i sine undersøgelser kan føre bevis for, at forekomsten af alvorlige skader i centralnervesystemet er langt hyppigere hos difteri-kighoste-stivkrampevaccinerede børn end hos difteri-stivkrampevaccinerede. 9 ud 59 difteri-kighoste-stivkrampevaccinerede patienter havde fået varige skader: Et tilfælde af fatal hjernebetændelse inden for 32 timer, fem epilepsier og tre mentalt handicappede. Forskellen på antallet af alvorlige hjerneskader som følge af difteri-kighoste-stivkrampevaccinationer og difteri-stivkrampevaccinationer er signifikant. I forbindelse med difteri-kighoste-stivkrampevaccinationer ligger antallet på et tilfælde ud af 25.350 mod et tilfælde ud af 771.000 difteri-stivkrampe-vaccinationer. WE modtog i 1974 Michael-prisen af den Internationale Epilepsiforening for sine undersøgelser.


6. Tolkninger af viral hjernebetændelse i kølvandet på vaccination
Det britiske Råd for Medicinsk Forskning fandt i 1956 en sammenhæng mellem difteri-kighostevaccination og poliolammelse i den injicerede legemsdel. Herpes virus kan eksistere sovende i kroppen, hvor det ikke gør nogen skade. Stress, for megen sol eller vaccinationer, der medfører en høj feber, kan fremprovokere en herpeshjernebetændelse. Det samme er tilfældet med difteri-kighoste-stivkrampevaccinationer. WE refererer til forsøg ledet af Levine. Disse forsøg viste, at en hyperakut form for hjernebetændelse fulgte umiddelbart efter kighostevaccinationer. Levines fund understøtter antagelsen om, at kighostevaccination kan fremkalde hjernebetændelse. I WE’s dokumenter er beskrevet fem tilfælde af herpeshjernebetændelse i tæt tidsmæssig sammenhæng med difteri-kighoste-stivkrampevaccinationer. De fem børn havde på tidspunktet for vaccinationen udbrud af eksem på huden. Eksem giver ofte næring til herpes, og risikoen for et herpesudbrud øges fire gange. Forskellige undersøgelser fremsætter forskellige hypoteser. Nogle hælder til, at immunforsvarets øgede respons på kighostevaccinationen vækker herpes, der herefter forårsager hjernebetændelse, mens andre hælder til, at kighostevaccinationen svækker immunforsvaret, hvorefter herpes kan få frit spil. En NCES (National Childhood Encephalopathy Study) fra 1973 tyder på, at kighostebakterien i vaccinen stimulerer en hyperakut allergisk hjernebetændelse og derfor kan medføre makrofag aktivitet i hjernen (det vil sige en celleaktivitet, hvor celler kaldet makrofager fjerner væv). Et af flere tilfælde, som WE refererer til, beskrives som et 6 måneder gammelt barn, der fire timer efter sin første difteri-kighoste-stivkrampevaccination begyndte at blive rastløs. 24 timer senere viste et allergisk udslæt sig på den ene arm, hvorefter feber, opkast og kramper startede. På hospitalet rullede barnets øjne fra side til side, fontanellen bulede op og nakken var stiv. Barnet gled senere ind i en coma med blødninger i begge nethinder ledsaget af rykvise øjenbevægelser. Desuden blev der i løbet af de næste 17 dage fundet en stærk reaktion fra immunsystemet på en type M rhino-virus. Barnets udvikling blev forsinket efter infektionen. WE henviser nu til de diskussioner forskerne har omkring sammenhængen mellem kighostevaccinationen og hjernebetændelserne. Han mener ikke, at den mulige sammenhæng mellem de observerede hjernebetændelser og kighostevaccinens indirekte betydning for disse grundet påvirkningen af immunsystemet med allergiske reaktioner og vækkelse af herpesvirus er blevet ordentligt undersøgt og gennemdiskuteret.


7. Statistisk nøjagtighed
Normalt forventer man, at forskernes statistikker er til at stole på, skriver WE. Men under en retssag opdagede WE, at en forsker havde tilladt sig at ændre på WE’s statistik, hvor 59 tilfælde at reaktioner efter difteri-kighoste-stivkrampevaccinationer var registreret. Forskeren havde skilt en gruppe med 9 hjerneskader ud uden at skele til, at en af de 9 var et dødsfald efter hjernebetændelse, fem havde udviklet epilepsi, og tre var blevet psykisk handicappede. I stedet havde han lavet en kategori, der hed fysisk og psykisk handicappede. De øvrige 50 tilfælde blev beskrevet som normale, selvom der blandt disse reaktioner havde været 11 børn med unormale EEG-kurver efter difteri-kighoste-stivkrampe-vaccinationen.


8. Fordomme i forbindelse med design af NCES
I NCES blev krampeanfald efter kighoste vaccination på under 30 minutter udeladt fra undersøgelsens datamateriale. WE skriver, at det er hans og hans egne kollegers erfaring, at anfald indenfor de tre første dage efter en immunisering mod kighoste er vigtige indikatorer på en skade i centralnervesystemet. NCES bliver også af WE kritiseret for, at de eneste tilfælde, der bliver registreret er anfald efterfulgt af coma på to timer eller mere resulterende i lammelser eller andre neurologiske symptomer, der ikke var der før vaccinationen og som varer mere end 24 timer. Grunden til denne kritik er, at WE og hans kolleger i deres undersøgelse blandt difteri-kighoste-stivkrampe-vaccinationsskadede patienter havde fundet 22, hvor anfaldet havde været af under en halv times varighed.


9. Personlige fordomme
Enhver dommer, der er overbevist om, at der findes en forbindelse mellem skader på centralnervesystemet og vaccinationer, skal være opmærksom på egne fordomme. Derfor er det bedst, skriver WE, hvis en kollega er kommet med udtalelser, der peger i samme retning, som ens egne. Alligevel må WE indrømme, at han har taget fejl. Som konklusion på artiklen skriver WE, at efter hans mening bliver skader på centralnervesystemet som følge af en kighoste-vaccination undervurderet. Han mener også, at diskussionen om, hvorvidt der kan forekomme skader eller ej, har fundet sin afgørelse ved en irsk Højesterets domstol, der i 1991 fastslår, at kighostekomponenten i en vaccine i sjældne tilfælde kan forårsage hjerneskade. Referentens PS Som mor til Dagmar, har jeg gennem 20 år været overbevist om, at hendes alvorlige hjerneskade skyldes kighostevaccinen. Den eneste vaccine, hun har fået. Det har været interessant at referere ovenstående artikel, fordi jeg kan genkende min datters sygehistorie. Og som altid sidder jeg tilbage med en dyb undren over, at de læger, forskere og myndigheder, som jeg gennem min skat er med til at uddanne og lønne, og som jeg ser hen til i håbet om beskyttelse og retfærdighed, at disse mennesker og statslige institutioner i over 50 år tilsyneladende har været totalt ligeglade med alvorlige skader efter vacciner hos befolkningen. Ja, ikke bare ligeglade, men også aktivt engagerede i at dække over sandheder. Hvordan skal man udvikle sikre vacciner, når der ikke forskes i skader? En vejleder på mit universitet sagde engang til mig, at hvis fosterdiagnostikken havde været ordentligt udviklet, så havde min datter aldrig fået lov til at blive født, fordi hun åbenbart har et svagt immunsystem, der er allergisk overfor vacciner. Er den gode samfundsborger usårlig overfor vacciner? Og mister man sin ret til at blive født eller behandlet med kærlig respekt, blot fordi man har et sårbart immunforsvar? Og fordi det måske er få, der bliver skadet, har det så ingen betydning? Er deres tab af livskvalitet ligegyldige, fordi de er få? Er tabet af deres arbejdsglæde, livsglæde, kreativitet og evne til at bidrage til samfundets udvikling ligegyldig, fordi samfundet ikke bryder sammen, blot fordi der ryger et par individer - og deres familier - i svinget? Hvor mange mennesker med hjerneskader efter vacciner går mon rundt i mit samfund, uden at være blevet undersøgt, registreret og trøstet? Hvor mange skæbner og gode liv mon er blevet ødelagt, uden at de ramte har fået mulighed for åbent at give luft for deres tab og smerte, fordi den offentlige mening påstår, at deres lidelser ikke findes? Hvor bliver al den smerte af? Den lever i samfundets skygge. Kan den blive ved med at leve der? Når overordnede regler i en samfundsstruktur beslutter, at alle skal vaccineres og at de mennesker, der bliver skadet af dette samfundsprojekt skal holdes skjult og trues til tavshed, fordi deres beretninger skræmmer befolkningen og får tilliden til vaccinationsprojektet til at vakle, så mener jeg, at det er et udtryk for et stærkt underudviklet område i vores demokrati og en trussel mod ytringsfrihed og menneskerettigheder.