Referat fra Vaccinekonference i USA i september 2000

Referat fra Vaccinekonference i USA i september 2000

Uddrag fra artikel hentet fra tidsskriftet Mothering, marts/april 2001
Oversat og refereret fra det norske blad “Vaccineopplyste forældre” juni 2001 af Else Jensen.



Den 2. internationale konference afholdt af National Vaccine Information Center (NVIC — en amerikansk forældreforening) blev afholdt i Arlington, Virginia fra 8.- 10 sept. 2000. 30 videnskabsmænd fra USA, Canada og Europa deltog, deriblandt immunologer, molekylær- og cellebiologer, epidemiologer, gastroenterologer, børneneurologer, mikrobiologer og specialister i intern medicin. Forskerne præsenterede og diskuterede biologiske mekanismer og mulige højrisikofaktorer for bivirkninger ved vaccination. På konferencen deltog hen imod 500 repræsentanter fra 37 amerikanske stater; og Puerto Rico, Canada, England, Irland, Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland og Australien. Repræsentanter for Centers for Disease Control and Prevention (CDC) og National Institutes of Health var også tilstede; de svarede på spørgsmål i pauserne men kom ikke med indlæg på konferencen.

“Hensigten med denne konference er at danne et forum for åben diskussion og debat om forskning, politik og etik omkring vaccination” sagde Barbara Loe Fisher, præsident og medstifter af NVIC i åbningstalen. “NVIC har en lang tradition for at arbejde med sikkerhed og informeret samtykke i massevaccinationsprogrammet. Vi mener, at et barn der dør af en vaccine er lige så vigtig, som et barn der dør af en smitsom sygdom. Vi tror, at samfundet vil lægge vægt på at forhindre begge typer af skader. Vi støtter rettighederne som ethvert menneske har til at få at vide hvad vi véd om vacciner og hvad vi ikke véd. Vi er ikke imod vacciner. Vi er for viden.” I 1997 afholdt NVIC den første internationale konference om vacciner i Washington med mere end 500 læger, forskere, sundhedsministre, advokater, etikere, journalister og forældre fra 34 amerikanske stater og 5 lande.
Mange videnskabsmænd, som talte ved denne konference, var parate til at risikere deres stillinger på grund af deres synspunkter.

En af talerne, Andrew Wakefield - den britiske videnskabsmand som fremlagde sine undersøgelser om sammenhæng mellem autisme og mæslingeinfektion, enten fra MFR-vaccinen eller fra selve sygdommen - blev truet både professionelt og personligt efter konferencen i 1997. Siden 1997 er bekymringerne om sikkerhed ved vaccinerne steget. I løbet af de 3 år mellem de to konferencer, har der været hele 9 høringer i den amerikanske kongres, granskninger i det britiske parlament og i den internationale presse. Alle stiller spørgsmål ved sikkerheden, manglen på videnskabelig dokumentation omkring langtidsbivirkninger, problemer med den iboende etiske interessekonflikt mellem vaccineproducenterne og myndighedernes politik i et obligatorisk vaccinationsprogram.


The National Vaccine Injury Compensation Program
NVIC´s langvarige arbejde for sikkerhed og informeret samtykke begyndte i 1982, da forældre af en gruppe vaccineskadede børn startede foreningen Dissatisfied Parent Together (DTP). Deres første store sejr fandt sted i 1986, da kongressen vedtog loven The National Childhood Vaccine Injury Act. DTP´s mål var at oprette et centraliseret rapporteringssystem for vaccineskader, og en retfærdig og hurtig erstatningsproces for de skadede børn. Disse mål blev nedfældet i loven. Dette resulterede i oprettelsen af det nationale Vaccine Injury and Compensation Program (VICP) som kræver, at sundhedspersonale der giver vacciner skal informere forældre om fordele og ulemper før børnene vaccineres. Den kræver også, at vaccineproducentens navn og vaccinens “lotnummer” (batch) på hver vaccine skal journalføres, og at bivirkninger ved vaccinationer skal rapporteres til sundhedsmyndighederne.

Loven af 1986 etablerede også Vaccine Adverse Event Reporting System (VAERS), som er et passivt system; der er ikke indberetningspligt, derfor bliver bare 1-10% af bivirkningerne indberettet. En indrapporteret bivirkning fører ikke automatisk til krav om erstatning hos VICP. Alle, også forældre, kan indberette vaccineskader til VAERS. Loven af 1986 opretholdt også vaccineskadede personer ret til at anlægge sag ved domstolene hvis den statslige erstatning blev nægtet eller var for lav. Fra 1986-97 har US Court of Claims udbetalt omkring en milliard dollars til vaccineofre. Alligevel er VICP blevet kritiseret af forkæmpere for vaccinesikkerhed og de vaccineskadede familier for at nægte at give erstatning til 3 ud af 4 børn som hævdes at have fået permanent hjerneskade og skade på immunsystemet som følge af en vaccine.

I 1989 udviklede foreningen DTP sig til National Vaccine Information Center (NVIC). I forlængelse af det arbejde de har udført i forhold til VAERS og VCIP, har de repræsentanter i komitéer som The Advisory Commision on Childhood Vaccines, The National Vaccine Advisory Commitee og The Institute of Medicine´s Vaccine Safety Forum. NVIC har også vidnet ved høringer i kongressen og har hjulpet med at skaffe ofre og eksperter ved disse høringer. Den 28. september 1999 blev The Departements of Health and Human Services and Justice (DHHS) af NVIC anklaget for at krænke “ånden og hensigten med loven” ved at forandre det Kongressen havde lovet forældrene skulle være en “ikke fjendtlig, hurtig og uformel proces (for erstatning)” til en “meget fjendtlig, langvarig, traumatisk og uretfærdig imitation af et sagsforløb”.

NVIC bad kongressen om at ophæve de begrænsninger, som DHHS havde tilført listen for kompensation for vaccineskader i loven af 1986. Begrænsningerne medførte en smallere definition på encephalopati, hvilket resulterede i, at de fleste af de som var skadet efter DPT-vaccinen blev udelukket for erstatning. Den 5. oktober 2000 stemte The Bipartisan House Committee on Government Reform enstemmigt for at godkende anbefalingerne fra NVIC. Alligevel er der foreløbig ikke gennemført nogen ændringer.


2000 — konferencen

“Vis os videnskaben!” temaet og mantraet til NVIC- konferencen, genspejler nøjagtigt kravet om en grundigt planlagt, uafhængig, vedvarende videnskabelig undersøgelse af de biologiske mekanismer ved vaccineskader, heriblandt dødsfald og de kroniske langtidsbivirkninger ved massevaccination.

Så godt som hver eneste taler ved kongressen konkluderede, at der burde være et krav om statslig støttet forskning på de rapporterede forbindelser mellem vacciner og neurologiske og autoimmune forandringer, inklusiv indlæringsproblemer, DAMP, autisme, astma, diabetes, mellemørebetændelse, MS, lupus, Morbus Crohn, kronisk træthedsyndrom, rheumatoid artritis, Alzheimer, kræft, AIDS, Golfkrigssyndrom og personlighedsforstyrrelser.


Det store ubesvarede spørgsmål i dagens medicin
“Enhver som har oplevet at passe et barn med polio eller alvorligt tilfælde af kighoste, mæslinger eller Hib-meningit véd hvor ødelæggende komplikationerne ved disse smitsomme sygdomme kan være. Det er ikke vanskeligt at forstå hvorfor medicinsk forskning har forsøgt at udtænke midler til at forhindre disse lidelser. Jeg tror ikke der er mange i dette rum som ville modsige det faktum at massevaccination har været med til at fjerne disse tidligere så almindelige sygdomme hos børn.

Og alligevel, mens vaccinerne har drevet disse smitsomme sygdomme ud af barndommen, har der over det sidste kvarte århundrede været en samtidig uhørt øgning i antallet af børn der lider af kroniske sygdomme. Forekomsten af indlæringsproblemer, DAMP og astma er fordoblet, forekomsten af diabetes er 3-doblet, og hver eneste stat i USA har erfaret en 200-500% stigning i autisme det sidste tiår. Det totale antal børn der lider af disse kroniske sygdomme overstiger 10 millioner i USA, Canada og Europa. Befolkningssundheden, såvel som den individuelle, bliver ikke udelukkende målt ved fravær af smitsomme sygdomme. Så et af de helt store ubesvarede spørgsmål i dagens medicin er: Har den udstrakte brug af mange vacciner i den tidlige barndom, hvor hjernen og immunsystemet udvikler sig mest, været den største medvirkende årsag til de omfattende hjerne- og immundefekter vi finder hos så mange små børn og unge i dag?”

Uden tilstrækkelig videnskabelig forskning og beviser, mener Fisher, at det er urimelig at antage at vacciner alene har ansvaret for den eksplosionsagtige øgning af hjerne og immundefekter. Men hun tror på, at det ville være ulogisk at antage at øgningen af kroniske sygdomme hos børn i dag ikke kan tilskrives den parallelle øgning af vaccinationer, giftstoffer i miljøet, kemikalier og misbrug af antibiotika. Behovet for mere forskning er oplagt, men bliver alligevel ikke støttet af dem der kan og bør gøre det: statslige institutioner og den farmaceutiske industri som tjener 7 milliarder dollars årligt på vaccineindustrien.


Nogle højdepunkter fra konferencen
J. Barthelow Classen, MD, MBA, er grundlægger af Classen Immunotherapies, et medicinalfirma som udvikler vaccineteknologi for at forhindre diabetes type 1 og autoimmun sygdom.
Han har offentliggjort epidemiologiske data som viser en sammenhæng mellem vaccination og udvikling af diabetes type 1.

Classen begyndte at samle information fra de internationale diabetesregistre, og studere effekten af vacciner på insulinafhængig diabetes for 9 år siden. Disse data afslørede et mønster af øget antal tilfælde af insulinafhængig diabetes hos børn, korreleret med øget brug af visse typer af vacciner såsom Hep. B og Hib-vaccinen. I dyreforsøg var Classen i stand til at få samme data frem som fra diabetesregistrene ved at frembringe diabetes hos mus.

Han har forudsagt stigninger og fald i antal tilfælde af diabetes i mange lande, afhængig af forandringerne i vaccinationsprocedurerne. Classen henviste til en stor klinisk undersøgelse på den nye Hib-vaccine på 114.000 børn i Finland. Vaccinens formål var at forhindre 7 dødsfald og 7-26 tilfælde af hjerneskade pr. 100.000 vaccinerede børn.
Efter den første vaccinationsrunde fik Finland 58 tilfælde af diabetes pr. 100.000 børn.

Da en stærkere vaccine blev taget i brug øgedes tilfældene af diabetes med 75 tilfælde pr. 100.000 vaccineret barn. Hver gang opstod øgningen i statistiske signifikante ophobninger 3-4 år efter at vaccinen var blevet givet.
I følge Classen skyldes 79% af insulinafhængig diabetes hos børn under 10 år vacciner.

Antallet af amerikanske børn med denne type diabetes er tredoblet i de sidste 25 år, og gennemsnitsalderen for udbrud er faldet fra 12 til 5 år. Antallet af vaccinationer er steget fra 10 til 36 over det samme tidsrum.
I næste Nyhedsbrev vil der blive refereret mere fra konferencen.