Jens begyndte at opføre sig underligt og fik kramper

Jens begyndte at opføre sig underligt og fik kramper

Af Helle og Claus Olesen


Jens blev født ved kejsersnit den 25. maj 1995. Graviditeten havde forløbet planmæssigt. På grund af stærke mavesmerter hos moderen valgte man kejsersnit ca. 1 uge før fødslen var sat til.

I gennem de næste 3 måneder udviklede Jens sig "lige efter bogen".

Den 8. august 1995 fik han sin anden kighostevaccination og i perioden derefter var han noget pylret, mistede appetitten og havde i øvrigt også sin første forkølelse. (Men det har børn jo, så vi tillagde det ikke nogen stor betydning). 40 dage efter vaccinationen begyndte han at opføre sig underligt. Han kunne pludselig og helt umotiveret sætte i et skrig og var det næste lange stykke tid fuldstændig utrøstelig. De følgende dage trak han sig flere gange sammen og havde bevidsthedstab. Vi var overbeviste om, at han havde ondt i maven, når han trak sig sammen, så vi gav ham Laktolose. Naive og uvidende, som vi dengang var, bildte vi os selv ind, at det hjalp lidt. Vi fandt dog hurtigt ud af, at det i længden ikke var en holdbar situation, hvorfor vi kontaktede vor læge, der dog var på ferie og vi talte derfor med en anden fra lægehuset. Denne læge kunne dog blot konstatere, at Jens så sund og rask ud. (Tilfældigvis havde Jens på dette tidspunkt ikke een af sine daglige ca. 20-30 "sammentrækninger"). Da disse "sammentrækninger" de følgende dage fortsatte, henvendte vi os igen til lægen, der ikke kunne bidrage med yderligere, men blot henvise Jens til en børnelæge (for at dæmpe en hysterisk moder, var vores oplevelse). Heldigvis kunne vi samme dag den 27. september 1995 få en tid hos børnelægen. Efter grundige undersøgelser blev vi henvist til en EEG-undersøgelse. Under dette EEG havde Jens igen "sammentrækninger" og ved en efterfølgende konsultation hos børnelægen blev det besluttet straks at indlægge ham på Odense Universitets Hospital (OUH).

Herefter startede flere ugers mareridt/frustration/uvished med mere, idet Jens´antal af "sammentrækninger", som vi nu havde lært hed kramper, blot voksede og voksede samtidig med, at han blev mere og mere medicinpåvirket. Til tider lå han blot hen som en vissen grøntsag. De næste mange uger tilbragte Jens på sygehuset, hvor man mere eller mindre forgæves forsøgte at finde frem til et epilepsipræparat, der kunne hjælpe. I denne måned forsøgte han med 4 forskellige epilepsipræparater. I slutningen af oktober og en uge ind i november var han helt uden anfald - noget han i gennem de forgangne 6 uger ikke havde været i nærheden af. Vi spurgte derfor på sygehuset, om Jens skulle følge hans ordinære vaccinationsprogram. Det kunne man ikke se noget til hinder for.

Jens var nu hjemme på orlov fra sygehuset og vi konsulterede vores læge og fortalte, at man fra sygehusets side havde sagt god for fortsat vaccination. Den 8. november 1995 blev Jens først på formiddagen Hib-vaccineret, og der skulle nu blot gå 13 timer, inden han igen begyndte at krampe. Kramperne tog til i antal de næste dage for til sidst at ende ud i 30 stk. pr. dag.

Efter dette måtte man fra sygehusets side erkende, at det nok var en god idé indtil videre at stille de øvrige vaccinationer i bero og det til trods for, - har vi senere fundet ud af - at det allerede i foråret 1995 var kendt, at Hib-vaccinationen kan forårsage kramper og lignende (EPI-Nyt uge 15-16).

Jens har allerede i sit korte liv haft 2 - 3.000 anfald og har inden for de første 5 måneder efter epilepsiens indtræden forsøgt med 10 forskellige epilepsipræparater samt diverse kombinationer heraf. Han har været indlagt 5-6 gange. I sin udvikling er han bl.a. grovmotorisk ca.18 måneder bagud. Han har udelukkende ortopædisk fodtøj. I dag har han dobbeltplads i dagplejen og han skal meget snart starte i børnehave med en støttepædagog i 18 timer. Som noget relativt nyt er Jens endvidere begyndt at gå til massør, hvilket synes at være en stor succes. I gennem de over 3 år, hvor han havde fysioterapeut har udviklingen ikke været så markant, som tilfældet er efter han begyndte hos massøren. Men vigtigst af alt; han er stort set anfaldsfri, og det virker som om, han stortrives, så nu er det blot at se tiden an.

Reaktionen er anmeldt til Bivirkningsnævnet og snart til Arbejdsskadestyrelsen.