Hvorfor afviser læger, at vacciner kan give epilepsi?

Hvorfor afviser læger, at vacciner kan give epilepsi?

Af Jytte Møller Nielsen


Min datter var, indtil 3 dage efter hendes 3 års fødselsdag i marts 1992, en ganske almindelig, normalt udviklet pige. Mens hun lå og sov middagssøvn sammen med mig en søndag i marts 1992, vågnede hun pludselig op med et sæt, hun kunne ikke tale og hun var fuldstændig lammet i venstre side af ansigtet og med mundvandet løbende ud. Jeg råbte på min mand, som sad inde i stuen sammen med vores større datter.

Vi var straks klar over alvoren og kom alle ud i bilen i en fart og kørte til nærmeste sygehus. Her gik der (syntes vi) meget lang tid, og Katrine fik 30 mg stesolid, før anfaldet var væk. Vi fik at vide, at Katrine omgående skulle overføres til Århus Kommunehospital. Vi måtte ikke komme med ambulancen, da den skulle bemandes med personale fra sygehuset.

Da vi ankom til Århus, var Katrine vågnet og blevet "sig selv" igen, selvfølgelig meget, meget påvirket af stesoliden. Ét af de spørgsmål, vi husker særdeles godt, var: "Er Katrine blevet vaccineret for nylig?" Ja, det er hun for seks dage siden, da fik hun en poliovaccine (sukkerknald), svarede vi. Nå, men det er ikke det, der er skyld i dette her, sagde lægen. Her kommer min undren. Hvorfor spørges der om vaccination, når det alligevel affejes så let som ingenting? Og jeg synes jo, at polio og ansigtslammelse godt kunne høre sammen.

I tiden, der fulgte, er sket en masse. Hun fik ordineret epilepsimedicin, har prøvet mange forskellige slags, både sammen og hver for sig, men intet hjalp, hun blev bare mere og mere sløv. Hun er blevet scannet, og vi har efterhånden fået mange forskellige diagnoser, som så senere er blevet annulleret igen. Mens hun fik epilepsimedicinen, var der mange og hyppige anfald, både som lammelser og almindelige kramper.

I april 1997 besluttede vi at trappe hende ud af medicinen, da det tilsyneladende ikke hjalp og hun kun fik det værre, samtidig med at hun var omtåget og svimmel. Dette meddelte vi på Kommunehospitalet og fik at vide, at det kunne vi godt, men det var på eget ansvar (det var vel også vores ansvar, da hun fik medicin?) I samråd med lægen lavede vi så en nedtrapningsplan, hvor vi kom ud af medicinen i løbet af et par måneder. Af en god ven havde vi fået anbefalet at læse bogen "Homøopatisk behandling af vaccinationsskader". Det var både meget skræmmende læsning, men også uhyre interessant - det var som at læse om vores datter. Herfra var skridtet ikke langt til at opsøge en homøopat (som vi havde fået anbefalet som meget dygtig).

Han så beskrivelsen af scanningen, og sammenholdt med det, vi kunne fortælle, var han ikke et sekund i tvivl om, at det var poliovaccinen, der var skyld i Katrines epilepsi. Heldigvis kan man behandle vaccinationsskader hos en homøopat, og i dag er Katrine igen den gode, glade og dygtige pige, som har masser af overskud og energi og klarer sig utroligt godt i skolen.

Hun har nu meget sjældent anfald, der kan gå op til et halvt år imellem, og det tyder på, at der bliver længere og længere intervaller. Heldigvis fandt vi årsagen og behandlingsmuligheden for vores datter, men jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de, som ikke ved, at vaccination kan fremkalde epilepsi, og som ikke er klar over, at den kan behandles alternativt.

Mit hjertesuk er bare: hvorfor er læger så stædige, og hvorfor mener de altid, at der ikke findes andre metoder end dem, de kender?

Det er vel i alles interesse, at patienterne bliver helbredt.


Artiklen har været bragt og besvaret i Epilepsibladet Nr. 4, 1998. s. 17.