Vores søn kom tilbage fra hospitalet som et andet barn

Vores søn kom tilbage fra hospitalet som et andet barn

Af Mrs. Linda S. Christchurch, New Zealand. Oprindeligt bragt i IAS, Vol. 10, nr. 1 og 2. Oversat af Judith Frennung.


Jeg leder desperat efter oplysninger om kighostevaccinations-skader. Min søn Andre er syv år gammel. Han fik sin første kighostevaccinations-indsprøjtning, da han var to måneder i stedet for seks uger. Før indsprøjtningen var han en glad, sund dreng. Han spiste godt, sov godt osv. Den dag han fik indsprøjtningen blev på en måde dødsdagen for vores dejlige dreng. Min mand og jeg vil altid fortryde det. Tre timer efter indsprøjtningen begyndte han at skrige i vilden sky afbrudt af perioder, hvor vejrtrækningen stoppede. Hans ben var opsvulmet som en fodbold og havde alle regnbuens farver. Han havde 40°C i feber og blev selvfølgelig indlagt. Han skreg som en stukket gris fra klokken syv om aftenen til klokken tre om morgenen. Herefter var det udmattede barn kun i stand til at sove. Hospitalet troede ikke på, at indsprøjtningen kunne være skyld i hans tilstand. Derfor undersøgte de hans rygmarvsvæske for meningitis. Efter en uge på hospitalet uden at vide, om han klarede den indrømmede hospitalet, at tilstanden måtte være forårsaget af indsprøjtningen. Han havde tilsyneladende været allergisk overfor den. Uofficielt fik vi også at vide, at hvis han var blevet vaccineret, da han var seks uger, så ville han sandsynligvis have været død af det.

Det blev også uofficielt sagt, at dosis havde været for stærk. Vi forlod hospitalet med et totalt forandret barn. Alt har været en prøvelse lige siden. Min dreng var en anden. Han led af grådanfald og skrigeture, havde svært ved at spise og var i det hele taget en ulykkelig dreng. Han lavede færre lyde med sin stemme end før osv. Hospitalet fortalte os, at de ikke kunne sige om han var skadet af det hele, men det ville vi kunne finde ud af, når han blev ældre. Nuvel, vi har fundet ud af det nu. Han begyndte skolen, da han var seks år på grund af sit svækkede immunforsvar og en ekstrem træthed. Han havde problemer med maden, problemer ved toiletbesøg osv. osv. Efter tre måneder i skolen blev han taget ud og fik diagnosen kronisk træthed (ME eller ”Tapanui influenza”) Da vi endelig fik vores søn undersøgt, blev det opdaget, at han havde alvorlige koordinationsproblemer, taleproblemer og indlæringsvanskeligheder. Han har brug for at få ergoterapi plus ekstra hjælp hos en talepædagog. Hans tale er uforståelig for andre, men jeg ved med sikkerhed, at han lavede alle de almindelige babylyde lige indtil den frygtelige dag med indsprøjtningen. Jeg er overbevist om, at hans tale og bevægeapparat blev skadet. Ingen ønskede at indrømme dette. Det er kun nu, syv år efter,

at de endelig har indrømmet det. Det virker som om, de har svært ved at stå ved realiteterne. Jeg er naturligvis bekymret for min dreng. Han er intelligent, men er ofte ude af stand til at få sammenhæng i de ting, han ønsker at udtrykke. Han ser normal ud, men hans problemer påvirker ham på mange måder, og det er hårdt. Jeg har to andre drenge, der taler og er uden skader, så jeg kan se forskellen. Jeg søger det bedste i livet, men det har været frygteligt, at ingen har været villige til at anerkende mine følelser omkring det, der skete. Jeg har desperat brug for støtte eller flere beretninger om disse ting. Jeg ved, at det vil tage jeres tid, men jeg er udmattet og har brug for svar.

April 1996: Andre er nu syv og et halvt år. Han har en diagnose nu: dyspraksi, hvilket betyder motoriske skader. Han lider også af ordblindhed. Han går nu i ergoterapi, fordi han har visuelle koordinerings/opfattelses problemer. Hans hovedproblem er talen. Han er meget intelligent, men han kan ikke udtrykke sig så godt, som han ønsker på grund af sine talevanskeligheder. Han har ikke fået en generel hjerneskade, men den del, der har med de motoriske evner at gøre er delvist skadet. Hans helbred svinger op og ned. Han er stadig en glad dreng, men han har behov for særlig omsorg. Jeg er stadig skuffet over den ringe hjælp og mangel på anerkendelse af min søns problem.

Oktober 1997: Vores søn har modtaget skoleundervisning per brev på grund af sine vedvarende helbredsproblemer. Han har kun gået i skole i tre måneder i løbet af hele sin skoletid. Han bliver stadigvæk ekstremt træt og føler sig ofte syg. Han har gået i ergoterapi i snart 1½ år og han har gået til talepædagog en gang om ugen siden han var to. Vi får plejetillæg for ham. Nu hvor Andre er ni og et halvt år er han endelig ved at lære at læse. Det er en stor glæde for os! Han synes, det er svært at skrive sætninger. Hans hjerne ved, hvad han ønsker at skrive, men hans hænder har svært ved at bevæge sig hurtigt nok. Han er god nok til at gå og sparke fodbold, men han har koordinationsproblemer i forbindelse med talen og visse bevægelser. Andre modtager specialundervisning og hans lærer fra Wellington forstår vores søns situation, fordi hendes bror som lille fik en mæslingevaccination, der gav ham nogle symptomer, som minder meget om vores søns: bleghed, sorte rande under øjnene, ekstrem træthed, blæreproblemer, hovedpiner, ondt i maven og meget mere.

Hendes brors helbred blev bedre, da han kom i puberteten. Der er håb forude, og vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe ham med at udvikle sig og lære så meget som muligt. Han nyder sin hjemmeundervisning per brev. Vores søn betyder meget for os. Vi bruger en masse tid på hans liv og vi får en masse tilbage. Vores læge søger om ACC for Andre og er sikker på, at vi får det. Vi håber, at kravet vil gå igennem, fordi det vil hjælpe vores dreng.