Vaccination og sociopati

Af Harris L. Coulter, PhD, Oversat af Stig Junge


Min bog om skader forårsaget af børnevacciner, “Vaccination, Social Violence and Criminality: the Medical Assault on the American Brain” (1), fortsætter de undersøgelser som Barbara Loe Fisher og jeg begyndte på i vores “DPT: A Shot in the Dark” (2).

I den tidligere bog fremlagde vi at børnevacciner - i særdeleshed DPT-vaccinen (difteri, pertussis (kighoste), tetanus (stivkravmpe) og MMR-vaccinen (mæslinger, fåresyge og røde hunde) - er langt farligere end man havde haft mistanke om, idet den faktisk var i stand til at fremkalde en encephalitis (hjernebetændelse) med alle de typiske følger.

Vi konkluderede at DPT- og MMR-vaccination forårsager minimum 1.000 dødsfald hvert år i USA - diagnosticeret som pludselig spædbarnsdød (vuggedød) - og omkring 12.000 tilfælde af alvorlige neurologiske skader. Disse inkluderer: juvenil (type-1) diabetes, mental retardering, autisme, epilepsi, kramper, forskellige typer af lammelser (inklusiv cerebral parese), og kranienerve læsioner som forårsager blindhed, døvhed og tab af taleevnen.

På det homøopatiske LIGA møde i Barcelona fremlagde jeg min overbevisning om at vuggedød forårsaget af vaccination skyldtes skader på nervus vagus[1]. Denne hypotese blev understøttet af den observation at vaccineskadede børn udviser så mange andre tegn på kranienervelæsioner. Vagus nerven er kilden til en stor del af lungens forsyningsnerver og styrer mere specifikt åndedrætsrefleksen (se J. G. Ghusid, “Correlative Neuroanatomy and Functional Neurology”, 16. udgave, s. 101). Hvis denne nerve beskadiges ved en vaccinefremkaldt encephalitis, vil åndedrætsrefleksen nødvendigvis blive berørt. Denne observation forstærkes af den kraftige stigning i astma og andre åndedrætsforstyrrelser i USA siden man begyndte på massevaccinationerne.

Det er værd at bemærke det faktum, at mange af disse lidelser regnes for at være “medfødte” (blindhed, døvhed, epilepsi, manglende talefærdighed, mental retardering). Men de opdages sjældent ved fødslen. I stedet opdager forældrene omsider, når barnet er ni måneder eller et år, at barnet ikke kan se, høre eller tale, eller er mentalt retarderet. Eftersom der ikke kan påvises nogen anden årsag, beslutter lægen, at lidelsen allerede var tilstede ved fødslen. Men på dette tidspunkt har spædbarnet modtaget DPT-vaccinen tre gange, og denne vaccine er kendt for at kunne give blindhed, døvhed, tab af talefærdighed, epilepsi og mental retardering.
Den amerikanske kongres blev tilstrækkeligt påvirket af “DPT: A Shot in the Dark” til at man sidst i 1986 vedtog “The National Vaccine Compensation Act”. Der blev oprettet et kontor i Washington som skulle modtage klager over vaccineskader, og - hvis klagen var velbegrundet - betale erstatning til familien.

Dette erstatningssystem har allerede udbetalt mange erstatninger for vaccineskader. Omkring halvdelen af disse er udbetalt i forbindelse med dødsfald efter vaccination (næsten altid klassificeret af lægen som “pludselig spædbarnsdød uden kendt årsag”). Før vi skrev vores bog, havde de amerikanske sundhedsmyndigheder afvist muligheden af, at et spædbarn kunne dø af at blive vaccineret. De er nu ved at revidere deres opfattelse. Min bog, “Vaccination, Social Violence and Criminality” var udsprunget af bevidstheden om, at eftersom biologiske fænomener gerne udviser et bredt spektrum, vil børnevaccination, hvis de kan fremkalde død og de andre lidelser, som er nævnt, også nødvendigvis kunne fremkalde en række andre “mildere” lidelser.

Ligesom det er tilfældet med dødsfald efter vaccination, er dette et område, som aldrig er blevet undersøgt af læger eller offentlige sundhedsmyndigheder. “Vaccination, Social Violence and Criminality” beskriver børn og voksne, som er blevet skadet af vaccination, men ikke så alvorligt, at de er blevet institutionaliserede. Jeg betegner deres tilstand som “post-encephalitisk syndrom”. Den metode, som jeg har brugt til at vurdere omfanget af vaccineskader i denne befolkningsgruppe, hvor følgerne er vanskelige at måle, omfatter blandt andet sammenligning af data fra vaccineskadede børn med den store mængde af data vedrørende følgerne af epidemisk encephalitis (encephalitis lethargica, Von Economo´s encephalitis), en sygdom som hærgede de fleste lande i verden i 20’erne og 30’erne. Disse børn har de samme lidelser som de mere alvorligt ramte, men i en mildere grad. I stedet for epilepsi eller kramper har de tics, falder i staver og har anfald af absencer.

I stedet for mental retardering, som medfører manglende evne til at fungere i samfundet, har de lav intelligenskvotient: mange har en intelligenskvotient på 80 eller 90 - lige under niveauet for normalitet. I stedet for lammelser eller hjerneskader, kan de have tab af muskelkontrol - “atoni” - specielt i hænderne. Forældrene beskriver, at barnet ikke bruger sine hænder, når det kravler, og at det bruger fødderne, når det skal samle ting op. De har moderate skader på kranienerverne. I stedet for at være blinde, har børnene astigmatisme og nystagmus[2]. De kan skele, og de kan have problemer med at bevæge øjnene fra side til side. Eller de er ordblinde, kan ikke læse eller skrive rigtigt, er ikke i stand til at forstå tal, og lignende. Et ejendommelig træk er, at de nogen gange ligefrem er besat af andre menneskers øjne, er bange for at se andre i øjnene, og så videre.

I stedet for at være totalt døve, har de et vist høretab. Eller de har kroniske øresmerter - otitis media. Dette kaldes i USA for “klister-øre”, og det er en form for ophobning af væske i øret, som ofte kræver punktering af trommehinden eller indlæggelse af dræn. Mindst halvdelen af alle amerikanske børn har haft et tilfælde af otitis media inden de er fyldt et år. I en alder af seks år har 90% haft det. Lidelsen er årsag til 26 millioner lægebesøg om året. Hertil kommer at en million børn hvert år får foretaget punktering af trommehinden og installeret dræn, til en pris af 1.000 dollars pr. operation. Således bruges der i USA en milliard dollars om året på denne operation.

Denne specielle form for otitis, “klister-øre”, kendtes ikke i amerikanske lægeklinikker før sidst i 40’erne eller først i 50’erne, med andre ord, det tidspunkt, hvor kighostevaccinen blev indført. I stedet for manglende taleevne har børnene en specielt ubehagelig eller svag eller udtryksløs stemme. Ofte stammer de eller har anden form for talehæmninger. Barnet kan have astma eller andre åndedrætsproblemer. Forekomsten af astma har været stadigt stigende i USA i de sidste årtier - specielt astma hos meget små børn. Nu dør børn af astma, hvor lægen før i tiden altid sagde at “ingen børn dør af astma”. Migræne er også meget almindelig i denne gruppe af mennesker. De har søvnforstyrrelser og spiseforstyrrelser - anoreksi og bulimi. I sidstnævnte tilfælde tager de ofte på i vægt.

De er ekstremt allergiske - specielt overfor mælk. Vi opdagede også at spædbørn med kolik - en allergi overfor mælk - tilsyneladende reagerede kraftigere på vaccination, og at kolik bør betragtes som en kontraindikation til vaccination. De lider af forstyrrelser i søvnrytmen: barnet “bytter om på nat og dag”. De er ofte hyperaktive. De har en ekstremt lav koncentrationsevne. Deres opførsel er fuldstændig impulsiv. De har nedsat modstand mod infektioner - formodentlig på grund af at deres immunsystem ikke fungerer ordentligt. Når vi beskriver disse forskellige problemer som “milde”, så skal det forstås relativt. Hyperaktivitet, ordblindhed og manglende koncentrationsevne udgør bestemt et socialt problem, som faktisk har medført at det amerikanske uddannelsessystem i dag er begyndt at bryde sammen.

Og disse fysiske handicaps udgør kun en del af billedet. Langt vigtigere er de mentale, følelsesmæssige og moralske sider af vaccineskaderne. Disse børn har en typisk personlighedsprofil. De er fremmedgjorte og paranoide. De har alvorlige identitetsproblemer - lavt selvværd. De er angste og depressive. De kan ikke udholde frustration. De har et overvældende behov for kontrol og går i panik ved udsigten til at miste kontrollen over en situation. De er tidligt seksuelt udviklede og har en høj forekomst af homo- og biseksualitet. De har tendens til tvangsmæssig adfærd inklusive alkohol- og stofmisbrug.

De fascineres af ild og tiltrækkes af brændende bygninger og lignende. De giver efter for raserianfald. Kombineret med tilbøjeligheden til impulsiv adfærd fører dette til impulsive voldshandlinger. Disse individer er ofte involveret i kriminalitet. Volden kan også være rettet mod dem selv, så de begår selvmord. De fortryder sjældent hvad de har gjort. De synes at lægge afstand til deres handlinger fordi impulsen går udover deres evne til at kontrollere den - ligesom tics eller endog et nys.

Mennesker, som er bekendte med den moderne psykiatriske litteratur vil genkende denne beskrivelse som det der kaldes “adfærdsforstyrrelser” hos børn og “sociopatisk personlighed” hos voksne. “Adfærdsvanskelig” og “sociopatisk personlighed” er underkategorier i en større gruppe kaldet “udviklingsmæssige forstyrrelser”. Denne større kategori omfatter autisme, ordblindhed, hyperaktivitet, koncentrations- og opmærksomhedsproblemer, og adskillige andre lidelser. Den nyeste udgave af “Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders” som udgives af The American Psychiatric Association” bruger 70 sider på at gennemgå disse forstyrrelser.

Den hypotese, som blev udviklet i “Vaccination, Social Violence and Criminality”, går ud på, at disse “udviklingsmæssige forstyrrelser”, sammen med underkategorien “sociopatisk personlighed” (som er ansvarlig for en uforholdsmæssig stor mængde kriminalitet og vold i samfundet), sædvanligvis hænger sammen med børnevaccinationsprogrammerne. Med andre ord, så forårsager vaccination encephalitis som igen medfører disse post-encephalitiske tilstande. Det er min vurdering at et ud af fem eller seks børn i en eller anden grad påvirkes af en børnevaccination. Dette skøn er baseret på forekomsten af ordblindhed og hyperaktivitet i amerikanske skoler i dag - omkring 15 - 20 % af skolebørnene. Officielle skøn over vaccineskader i USA er, selvfølgelig, meget lavere. Det er ikke kun den manglende anerkendelse af vaccineskadernes mange konsekvenser og en generel underrapportering af denne tilstand, der hvor den bliver opdaget (af angst for at lægen har taget del i en uansvarlig behandling), som fører til for lave tal, men også den antagelse at langtidsfølger kun vil forekomme, der hvor den akutte rektion også er ekstrem (høj feber, kramper, besvimelsesanfald og lignende). Denne antagelse er uberettiget og bør underkastes en nøjere undersøgelse.

Fra et homøopatisk synspunkt vil en voldsom akut reaktion typisk resultere i færre langtidsfølger. Og litteraturen om epidemisk encephalitis afslører endda, at børn ofte led af alvorlige langtidsfølger selv om der ikke forekom nævneværdige akutte symptomer ved sygdommens begyndelse. Jeg har således konkluderet at skader fra vaccinefremkaldt encephalitis kan være alvorlige, selv om der ikke foreligger en kraftig akut reaktion. I USA blev vaccinationsprogrammerne indført sidst i 30’erne, og vi finder den første håndfuld af autistiske babyer først i 40’erne. Efter krigen blev programmerne udvidet, og antallet af autistiske børn steg voldsomt - i dag vurderes antallet at være 300.000 - 400.000. Da børnene i den første vaccinerede generation (født i 1945) var otte eller ni år gamle (i 50’erne) prøvede USA at finde ud “hvorfor Johnny ikke kan læse”.Dette problem er blevet stadig værre, indtil i dag hvor det offentlige skolevæsen i mange amerikanske byer ligger i ruiner.

Og da de samme børn blev 18 eller 19 år gamle og aflagde prøver til de højere læreanstalter eller blev eksamineret ved militæret, så man, at deres intelligenskvotient var faldende. Siden 1963 (det år hvor generationen fra 1945 blev 18 år) har den været stadigt faldende. Resultaterne fra prøverne til de højere læreanstalter først i 60’erne var: 466 for verbale evner og 492 for matematik. I dag er tallene 424 for verbale evner og 476 for matematik. Intelligenskvotienten i USA er i dag lavere end den var først i 60’erne eller endda først i 40’erne, og situationen kan endda være værre and statistikken antyder, eftersom der er tegn på, at testene er gjort nemmere. Da den samme generation gik ind i den tidlige voksenalder, skabte og vedligeholdt den vores nuværende historisk høje forekomst af voldelig kriminalitet. Voldelig kriminalitet (mord, voldtægt, voldelige overfald) begyndte at stige midt i 60’erne og stiger stadig i dag.

Der er foretaget en mængde forskning på den neurologiske status hos personer, der er involveret i voldelig kriminalitet. Det har vist sig, at de har en meget høj forekomst af typiske følger af encephalitis: lav intelligenskvotient, hyperaktivitet, allergi, mental retardering, krampetilfælde og mange andre tilstande, som er nævnt i “Vaccination, Social Violence and Criminality”. Nyhedsreportager om forbrydelser og forbrydere nævner ofte dette, men uden at være klar over hvor signifikant dette forhold er.

Den berygtede Ted Bundy, henrettet i Florida, som myrdede mellem 50 og 80 unge kvinder, led af diagnosticerede fejlfunktioner i centralnervesystemet, lavt selvværd, var fascineret af vold i en tidlig alder, og havde tendes til raserianfald. Og han viste ingen tegn på anger over sine handlinger. I en længere serie af interviews beskrev han drabene som resultatet af en ukontrollabel impuls som periodisk overfaldt ham.  Han karakteriserede sig selv som værende skitzofren: Den rationelle side af hans personlighed kæmpede hele tiden med denne mørke og irrationelle impuls.

En ung mand fra Californien skrev historie, da hans adoptivforældre opgav ham og fik adoptionen ophævet på grund af hans voldelighed og trusler mod dem. Hans medicinske historie omfattede: stirren ud i luften som barn, høj grad af trækken sig ind i sig selv, frygtsomhed, angst, depressivitet, tendens til pyromani, var fascineret af urin og afføring, grusomhed overfor dyr, indlæringsproblemer, for tidlig udviklet seksualitet, episoder med raserianfald, og selvmordsforsøg. Joel Steinberg, en sagfører fra New York, som jævnligt slog sin kone og sin adopterede datter, og som til sidst dræbte sidstnævnte, havde en uafbrudt krampetrækning (tic) i ansigtet. Ligesom Bundy beskrev han sig selv som en splittet personlighed. Når hans kone spurgte ham, hvorfor han gjorde disse ting, “sagde han, at han hadede sig selv for at have gjort det, han sagde, at det ikke var ham, som gjorde det. Han oplevede slet ikke, at det lå til ham”. Med andre ord var han også blevet bytte for ukontrollable voldelige impulser. Hans kone sagde også, at Steinberg var besat af en frygt for at hun og deres datter stirrede på ham og “forsøgte at bringe ham i trance”.

Der er en klar sammenhæng mellem det post-encephalitiske syndrom og for tidligt udviklet, overdreven seksualitet. I dag står vi overfor en stigning i seksuelt relaterede forbrydelser inklusive seksuelle voldshandlinger begået af drenge, som ses at lide af andre symptomer indenfor det spektrum, som vi har gennemgået: mental retardering, hyperaktivitet, indlæringsproblemer, tendens til brandstiftelse og endelig, manglende anger over deres handlinger. Sammenhængen mellem det post-encephalitiske syndrom og alkoholisme eller stoffer er et andet emne, som fortjener at blive undersøgt nærmere. Der er mindst to veje, ad hvilke det unge menneske som lider af det post-encephalitiske syndrom kan komme ud i alkohol- og/eller stofmisbrug. For det første lider disse mennesker, som allerede nævnt, af angst, depressioner og lavt selvværd og de er således naturligt tilbøjelige til at give efter overfor forskellige former for virkelighedsflugt. For det andet ordinerer mange amerikanske skoler i dag medicinsk behandling til børn som lider af hyperaktivitet, opmærksomheds- og koncentrationsproblemer. Omtrent en million sådanne børn i det amerikanske skolevæsen ordineres jævnligt amfetamin og amfetamin-lignende medicin såsom methylphenidat (Rytalin, Cylert) for deres problemer.

Denne medicin er vanedannende og det er ikke overraskende, hvis disse børn vokser op og bliver afhængige af stoffer. Stoffer og alkohol forstærker de iboende svagheder hos den post-encephalitiske personlighed, og løsner de få hæmninger, som disse individer i forvejen er i besiddelse af. Et typisk eksempel kunne være drengen på 15 år fra Massachusetts, som dagligt indtog 10 mg Ritalin mod hyperaktivitet, pyromani og social tilbagetrækning.  Han blev kendt for at have lokket en klassekammerat med ud i skoven, hvor han bankede ham til døde med et baseball bat. Ikke alene viste han ingen tegn på anger over drabet, men han gik senere ud og blev involveret i en sneboldkamp og tilbød at vise klassekammeratens lig til en ven. Det vil ikke være nogen overdrivelse at påstå, at de tre største sociale problemer, som USA står overfor i dag: Uddannelsessystemets sammenbrud, stofmisbrug og den nærmest epidemiske udvikling i forekomsten af voldelig kriminalitet, alle, i et betydeligt omfang, kan henføres til den udbredte forekomst af det post-encephalitiske syndrom i det amerikanske samfund. Dette gælder også for mange europæiske lande, omend i mindre grad.

Enhver praktiserende homøopat, som møder det syndrom, som her er betegnet som post-encephalitisk bør være klar over, at det muligvis har sin oprindelse i en børnevaccination. Det medfører umiddelbart to ting for behandlingen: at det symptom-mønster, som er forbundet med det post-encephalitiske syndrom kan være en nyttig hjælp ved den videre udspørgen af patienten; og at en erkendelse af at patientens tilstand stammer fra en børnevaccine muliggør brugen af en nosode som en del af behandlingen.


Litteratur:
1. Harris L. Coulter, “Vaccination, Social Violence and Criminality: the Medical Assault on the American Bratin”, Washington, DC; Centre for Empirical Medicine and Berkeley; North Atlantic Books, 1990.

2. Harris L. Coulter & Barbara Loe Fisher, “DPT: A Shot in the Dark”, 1985 (Harcourt) & 1991 Avery Publishing.


[1] 10. kranienerve, som sender grene til næsten alle organer i svælg, brysthule og bughule.

[2] Astigmastisme: Hornhinden er mere krummet i det ene plan end i det andet. Nystagmus: Uvilkårlige, ryk-agtige bevægelser af øjet.