Er kopper virkelig forsvundet fra jorden?

Er kopper virkelig forsvundet fra jorden?

Dr. Kris Gaublomme (The International Vaccine Newsletter, december 1997).
Oversat af Stig Junge



I 1982 forkyndte WHO et globalt stop for koppevaccination fordi, som man sagde, sygdommen så ud til at være forsvundet fra jorden. En anden ting var, at bivirkningerne var blevet for åbenlyse til, at man kunne fastholde de traditionelle retningslinjer til fordel for massevaccination.

Der er mange spørgsmål til vaccinens betydning for sygdommens aftagen. Men det er spørgsmålet om kopper virkelig blev udryddet, sådan som vi har fået at vide. Nogle publikationer fastslog, at den sidste koppevirus var forsvundet fra denne klode. Men var den virkelig det?

Bestemt ikke, eftersom virus blev gemt og endda brugt i senere eksperimenter som “bærer-molekyler” for en eksperimentel AIDS-vaccine. Nogle af de frivillige forsøgspersoner, som blev hyret af Pasteur-instituttet døde under forsøgene af en koppe-lignende sygdom (1). Instituttet formåede at holde denne information væk fra avisernes forsider.

En ny og pinlig udvikling var genfremkomsten af virus tilhørende koppe-familien i Afrika, kendt som “abe-kopper”. Dette faktum har været kendt i mange år, men offentligheden er blevet forsikret om, at dette intet har at gøre med kopper og at mennesker var sikre.

Men ikke så sikre, som man sagde, eftersom man i Congo i 1970 fandt koppevirus hos mennesker (2), som svarede til de koppevira, som blev fundet hos aber i fangenskab i 1958, og som blev identificeret året efter (3). De blev døbt “abe-kopper”. Den samme virus blev fundet hos 6 mennesker i 1959 af Foster. I 1976 rapporterede Gipsen om flere tilfælde i Nigeria (4).

Sygdomsterminologien blev stadig mere forvirrende, eftersom det, der først blev kaldt “abe-kopper”, nu er blevet introduceret i litteraturen som “humane abe-kopper”. Hvad er nu forskellen mellem kopper og “humane abe-kopper”? Det er interessant at læse i en artikel for nylig i The Lancet, at “humane abe-kopper er et systemisk udslæt, som ligner kopper, som forekommer som en sporadisk zoonose (sygdom overført fra hvirveldyr til menneske, o.a.) i landsbyer i regnskoven i det vestlige og centrale Afrika. Sygdommen forårsages af en orthopox-virus, som overføres til mennesker ved håndtering af inficerede dyr; en kortlægning af serum har vist, at egern udgør … et sandsynligt reservoir. Sekundær spredning fra menneske til menneske via luften eller ved direkte kontakt udgør omkring 28% af tilfældene…” (mine fremhævelser).

Så lad os nu foretage en simpel tilføjelse. Denne virus er en “orthopox” virus, hvilket bogstavelig talt betyder, at det er en “rigtig koppe”-virus. Denne virus spredes blandt mennesker og forårsager et udslæt, som “ligner” kopper”, og forårsager sygdom og død blandt de smittede (mellem februar og august 1996 blev der registreret 71 tilfælde i Kataho-Kombe området i Zaire, hvoraf 4 døde af sygdommen (5)).

Så hvad er forskellen mellem kopper og humane abe-kopper? Forskellen ligger i proteinstrukturen. En nukleotid sekvens-analyse afslører forskellige strukturer. Men hvad betyder det egentlig hvis virus både påvirker os på samme måde, spredes på samme måde, og forårsager de samme udbrud og den samme kliniske sygdom? For videnskaben betyder det noget, men ikke for ofrene!

Det er ganske ejendommeligt, at forfatterne ikke nævner vaccinations-status overfor kopper hos de smittede. Alt hvad de nævner er, at ved et foreløbigt studie havde ingen af de undersøgte ar fra koppevaccination. Hvilket ikke betyder, at de ikke kan have været vaccineret, eftersom vaccinen måske ikke er slået an. Der foreligger ingen data om antistoffer mod kopper, så vi har i denne undersøgelse intet svar på, om vaccinen viste nogen beskyttelse mod abe-kopper eller ej. Mange af de patienter, der er beskrevet andre steder, var vaccinerede. Arita og Henderson (6) fandt 94 børn med ar i ansigtet efter abe-kopper; alle bortset fra to viste også typiske ar efter koppevaccination. Så det mindste man kan gøre er at stille spørgsmålstegn ved koppevaccinens beskyttelse mod den nye abe-koppe-virus.

Den nye virus er åbenbart ret smittefarlig eftersom der i en lille landsby med kun 346 indbyggere blev rapporteret 42 tilfælde inklusive 3 dødsfald. Artiklen erklærer videre, at “den tilstedeværende gruppe af tilfælde udgør en genkomst af humane abe-kopper i et omfang som overgår de cirka 65 årlige tilfælde, som tidligere er indikeret for Kasai Oriental, Bandundu, og Equator regionerne fra 1981 til 1986”, og også at “de omfatter en mere ekstensiv forekomst af overførsel mellem mennesker end tidligere beskrevet”.

Forfatternes konklusion er, at “eftersom sekvens-analyse har vist at abe-koppestammen fra Zaire ikke afviger væsentligt fra de virus, der blev isoleret i området i 1970 og eftersom abe-kopper og koppe-virus er uafhængigt udviklede individer (7), er der intet

belæg for at antage, at abe-koppe-virus er ved at mutere til koppevirus.”

Det lyder ikke særligt overbevisende.

Tidligere antagelser om, at “længerevarende episoder eller vedvarende kaskade-agtig overførsel af humane abe-kopper er usandsynlige” (8), holder ikke.

Selvom koppe-VIRUS ser ud til at være forsvundet for få årtier siden, er SYGDOMMEN åbenbart stadig til stede på denne jord og er i stand til at foretage et come-back. Om dette skyldes mutation af den oprindelige virus eller en ny virus, som fremkalder den samme sygdom, er et spørgsmål, som endnu ikke er besvaret.

Endnu en af grundpillerne indenfor vaccine-dogmatikken - sejren over kopperne - er faldet fra hinanden.


Referencer:
1. Personlig kommunikation med en ansat.

2. Mukinda, V.B.K.; et al. “Reemergence of human monkeypox in Zaire in 1996”. Lancet, 1997; 349: 1449-50.

3. von Magnus, P.; et al: “A pox-like disease in cynomolgus monkeys.” Acta Pathologica et Microbiologica Scandinavica, 1959; 46/2: 156-76

4. Gipsen, R.; et al: “Monkeypoxspecific antibodies in human and simian sera from the ivory Coast and Nigeria.”, Bull, WHO, 1976; 53; 355-60

5. WHO. Monkeypox, Zaire. Wkly Epicemiol Rec, 1996; 71: 326

6. Arita, I.; Henderson, D.A.; “Monkeypox and whitepox viruses in West and Central Africa.” Bull WHO, 1976; 53: 347-53

7. Douglass, N.; Dumbell, K.R.; “Independent evolution of monkeypox and variola viruses.” J Virol, 1992; 66: 7565-7

8. Jezed, Z.; Fenner, F.; Human monkeypox. Monographs in Virolgy Vol 17, J.L. Melnick, ed. Basel, Switzerland: Karger, 1988.