2. kighostevaccine gav DAMP-lignende symptomer

2. kighostevaccine gav DAMP-lignende symptomer

Af Ellen og Johannes Eriksen


Kasper har fulgt et fuldt vaccinationsprogram for børn. Han er født i 1987. Han har en storebror, der er født i 1984. Siden januar 1997 har han gået i en klasse for børn med DAMP. Vi har aldrig haft nogen overvejelser i forbindelse med at vaccinere vores børn. Da han er 9½ år gammel bliver vi opmærksomme på, at det er hans 2. kighostevaccine, der er skyld i hans problemer.

Vi er af Vaccinationsforum blevet opfordret til at beskrive Kaspers forløb. Vi ønsker at gøre det med det formål at give andre forældre håb om, at de selv kan gøre noget for at afhjælpe deres barns evt.

vanskeligheder, når årsagen er relateret til bivirkninger fra vaccinationer. Vi har i mange år selv savnet viden om, hvad vi kunne gøre for at hjælpe vores barn, da vi fornemmede at han var anderledes med mange ting i forhold til sin bror.

Hermed følger vores egen beskrivelse af hans sygdoms-, udviklings- skole- og behandlingsforløb.


Sygdomsforløb

Kasper fik sin 2. kighostevaccination, da han var 2½ måned gammel. Efter en uges tid blev han syg i en længere periode. Hans første symptom var, at han en aften pludselig fik akutte store vejrtrækningsproblemer, der udartede sig til en mellemting mellem falsk strubehoste og kighoste. Vi havde besøg af vagtlæger et par gange de følgende ca. 3-4 uger, da havde han kraftige og langvarige hosteanfald, med en del slim og i perioder høj feber. Vagtlægen udstyrede os med stesolid, som vi kunne give ham, hvis han skulle få feberkrampe, og undersøgte ham for en lungebetændelse. Senere troede vi, at han sandsynligvis havde haft RS-virus, som ikke var så kendt dengang.

I de følgende 2-3 år sprang Kaspers trommehinde spontant 6-7 gange. Der imellem fik han en del penicillinbehandlinger mod mellemørebetændelse. Vi blev faktisk helt gode til selv at tage betændelserne i opløbet. Vi tog aldrig nogen steder uden en stikpille Panodil og næsedråber. Han var meget ofte forkølet og havde mange perioder med høj feber. Han fik flere gange medicinsk behandling for astmatisk bronkitis og havde ofte falsk strubehoste indtil ca. 8 års alderen. Ved 4 års alderen fik han meningitislignende symptomer (det var få uger efter poliovaccinen). Han fik i perioder eksemudslæt i albueled og knæhaser.

Han har haft helvedesild. Han havde ofte diarre, mavepine og hovedpine. Han har siden han gik i dagpleje spist ca. 10-12 gange om dagen, småspiste hele tiden uden at han blev overvægtig. Han har været meget mere syg end hans storebror.


Udvikling

1 måned gammel har vi god øjenkontakt med ham. Kasper udvikler sig motorisk som forventet. Ved 2 års alderen registrerer vi, at han halter, ofte snubler han og slår sine tænder og sit hoved. Han taler rent som 2-årig. Han cykler på sin 3 års fødselsdag uden støttehjul. Vi kan ikke huske, hvornår vi blev klar over, at vi havde meget svært ved at få øjenkontakt med ham, når vi talte med ham. Vi skulle bede ham om at se på os, og det virkede som det var meget svært for ham. Vi registrerede, at han ofte kom galt af sted og det virkede som om han ikke kunne huske bagefter, når vi forklarede ting for ham.

Når vi var på besøg skulle vi hele tiden være på mærkerne, for at hjælpe/beskytte ham mod uheld. Andre havde svært ved at forstå at vi ikke kunne “opdrage ham”. Han var hyperaktiv. Han ville som lille ikke sidde og nusse hos os, han havde ligesom ikke ro på sig. Han var ulykkelig, når han skulle sidde stille, for eksempel for at få klippet negle. Han elskede højtlæsning, men var overhovedet ikke interesseret i at snakke om billederne og historien.

Kasper ville gerne tegne da han blev ældre, men opgav som regel, da han ikke kunne tegne hvad han ønskede/forestillede sig. Oftest krøllede han papiret sammen og opgav. Hans finmotorik var dårlig, så han kunne ikke farvelægge en tegning uden at male udenfor.

Han var ikke interesseret i at lære at skrive sit navn. Han havde svært ved at spise uden at spilde. Det var vanskeligt for ham senere at spise med kniv og gaffel. Det eneste han ville, når han kom hjem fra dagpleje og senere børnehave, var at se fjernsyn/video, hvilket ofte førte til en del konflikter. Når han legede med andre børn, kunne han komme til at være for voldsom i legen, hvis de skulle lege brydekamp/tumlekamp. Han blev dybt ulykkelig, hvis de andre børn blev kede af det. Han har aldrig været aggressiv. Derimod meget stædig og meget svær at motivere til blandt andet boldspil og andre fællesaktiviteter sammen med os. Han havde vanskeligt ved at kaste og gribe en bold.

Det virkede som om, han havde en uro i sig hele tiden. Han har altid været en glad dreng. I dagplejen, børnehaven og skolen var han ked af gåture. Det virkede som om han ikke orkede, han klagede over, at han var træt og brokkede sig kraftigt. I børnehaven undgik han som regel fællesaktiviteterne, selvom han blev opfordret. Han kunne ikke lære at binde snørebånd. Han voksede som han skulle både med hensyn til vægten og højden.


Skoleforløb

Da han kom i børnehaveklassen opfordrede læreren os til at få ham testet af skolepsykologen med hensyn til, om han var moden til at begynde i 1. klasse. Skolepsykologen havde ingen bemærkninger.
Vi observerede selv, at han i timerne ikke altid var med i, hvad der foregik. Han var ikke nærværende, når de andre i klassen snakkede om, hvilken ugedag og dato det var den pågældende dag o.s.v. Han kunne senere ikke lære klokken og ugedagene. Han kunne lære ugedagene på remse, men kunne f.eks. ikke forstå/huske at tirsdag kommer efter mandag o.s.v. Han kunne ikke farvelægge tegninger, uden at male udenfor. Adfærdsmæssigt blev der observeret, at han hele tiden var sulten.

I timerne tog han madpakken frem. Da han kom i 1. klasse observerede læreren, at han havde svært ved blandt andet at modtage kollektive beskeder, sidde stille på sin stol, han vippede hele tiden, så stolen ofte væltede.

Vi observerede selv, at han gabte utroligt meget og kløede sig i øjnene og klagede over smerter i øjnene, når han skulle læse lektier. Vi undrede os over, at han med tiden ikke kunne læse hele ord, men derimod kun kunne læse/se enten begyndelsen, midten eller de sidste bogstaver i et ord. Derimod, hvis vi stavede ordene for ham, havde han ingen besværligheder med at udtale ordet. Vi spurgte, om han kunne være ordblind, men blev afvist. Flere gange om ugen klagede han over hovedpine og havde en del spændinger i nakke- og skulderområdet. Hans overkrop/skuldre faldt sammen/blev foroverbøjet. han klagede ofte over mavepine. Han var meget tørstig.

En anden skolepsykolog testede ham i 1. klasse og hun konstaterede, at han havde DAMP-lignende symptomer. Skade i blok I i hjernen. Han fik foretaget en sansemotorisk test, som tydede på en mangelfuld integration fra vestibulærsansen, mangelfuld integration af sanseimpulser fra hud, muskler, sener og led i samspillet med de visuelle impulser fra omverdenen, samt hyperaktivitet. Han fik konstateret besvær med øje-håndkoordination. Desværre var det ikke muligt for ham at få sansemotoriske træningstilbud. En børnelæge stillede diagnosen Hyperkinetisk Syndrom (ADHD = Attention-Deficit-Hyperactive-Disorder. ADHD er den diagnose, der stilles i USA, men som svarer til DAMP herhjemme). Han fik kontrolleret sit blodsukker og sit stofskifte. Alt var normalt.

Konklusionen på undersøgelserne blev at han i 2. klasse blev tildelt 10 støttelærer timer om ugen i klassen. I 3. klasse magtede lærerne ikke opgaven, fordi Kasper ikke responderede på deres indlæringspædagogik, især i dansk. Vi blev opfordret til at flytte ham i en DAMP-klasse. Vi syntes, at det var voldsomt, fordi han fungerede socialt godt. Derfor valgte vi at sende ham i en privat skole, i en lille klasse. Vi oplyste denne skole om hans problemer, også læsevanskelighederne. Desværre viste det sig, at de ikke kunne have ham alligevel. Så han endte op i en DAMP-klasse i januar 1997.


Behandlingsforløb

Vi tog i december 1996 kontakt til kinesiolog Cameron Dawson i Melbourne, Australien. Vi havde hørt om, at han var fantastisk til at hjælpe børn med indlæringsvanskeligheder. I julen 1996 påbegyndte Kasper en diæt, hvor han skulle undgå gluten, mælk (han måtte få yoghurt naturel), sukker og æg. Dawson konstaterede, at Kasper havde problemer med for lavt blodsukker, på grund af intolerance overfor disse madvarer. Intolerancen overfor æg var en reaktion, der stammede fra vaccinen.

I februar 1997 rejste vi til Australien i 2½ uge for at han kunne få behandling. Cameron Dawson konstaterede, at Kasper var skadet af sin kighostevaccine, da han var 2 måneder og 3 uger gammel. Dette havde givet Kasper et chok, så hans to hjernehalvdele ikke kunne samarbejde optimalt. Han fandt at Kasper havde udviklet en skæv ryg (scoliose), med en benlængde forskel på næsten 2 cm, hans hofteparti var roteret 3-4 cm, kraniet sad skævt på øverste nakkehvirvel, samtlige kranieknogler sad fastklemt. I 2 uger fik han 10 kiropraktiske behandlinger og blev afbalanceret kinesiologisk. Vi kunne straks mærke en ændring.

For det første blev han anderledes rolig, han var ikke længere så omkringfarende, vi havde bedre øjenkontakt med ham, han begyndte at spise færre og større måltider, han kunne finde ud af det med ugedagene, hans korttidshukommelse blev bedre, han blev bedre til at læse. Han var mere tålmodig og virkede mere afbalanceret. Han fik en bedre kulør i ansigtet og hans hovedpine forsvandt.

Vi fik besked på, at der vil gå 2-3 år før vi kan forvente, at han har indhentet det, han mangler alderssvarende. Vi fik også at vide, at han var ordblind. Han er stadig i kinesiologisk behandling i Danmark hos indlæringskinesiolog Margit Anderson, Dronninglund. Hun arbejder med at bedre hans hukommelse, koncentration, indlæring, opmærksomhed, energi, stress og skade i blok I i hjernen. Læge Gunnar Ødum i Løkken behandler ham homøopatisk med hensyn til skaderne fra kighoste- og poliovaccinerne. Han har stadig nogen besvær med at læse og stave, samt er langsom til at lave sine lektier.

Han er mindre træt, har mere energi og bliver mere og mere interesseret i at lære og spørger meget mere end tidligere. Hans sansemotoriske problemer er næsten overstået. Hans intolerance overfor bestemte madvarer er formindsket væsentligt. Han er fyldt med energi og klarer lange gå- og cykelture. Kasper mærker selv at en bedring er på vej.


Skaden er ikke anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen. Sommeren 1997 opsøgte familien egen læge for at få ham til at anmelde skaden til Lægemiddelstyrelsens Bivirkningsnævn. Lægen var villig til dette, men undlod, fordi han ikke vidste, hvad han skulle skrive.