Mads var nem indtil den dag, han blev vaccineret

Mads var nem indtil den dag, han blev vaccineret

Af Hanne, mor til Mads (navnene, som er redaktionen bekendt, er ændrede efter aftale)


Mads kom til verden i sommeren 1988. Svangerskabet var forløbet normalt bortset fra en bækkenløsning. Mads blev for­løst med kejsersnit, da han ikke var vendt.
Mads er min førstefødte og eneste barn, min mand har to store børn på henholdsvis 22 og 20 år, og de er meget glade for Mads og omvendt.

Jeg måtte blive på sygehuset 1 uge, og her gik alt godt. Pleje­personalet syntes Mads var dejlig, og de påstod, at han var født nem. Han fik mad hver 4. time, og ellers var der intet be­svær med ham. Et nemt barn var han, lige til han blev vacci­neret 5 uger gammel.

I oktober 1988 var vi så hos lægen for at få ham kighoste­vaccineret. Lægen nævnte ikke, at der kunne være bivirkninger. Han blev stukket i skulder/nakke, og derefter skulle vi sidde i venteværelset i ca. 20 minutter. Det gik fint, vi gik hjem og ca. 1/2 time senere, begyndte han at skrige. Han skreg i 4 timer uafbrudt, og intet kunne trøste. Derefter faldt han i en urolig søvn.
Efter vaccinationen kunne han kun sove 1/2 - 3/4 time af gan­gen - døgnet rundt. Sådan var hans søvn i flere år.
Han kunne ikke få luft, når han lå ned. Dagen efter vaccinatio­nen startede en kolik hver dag, når min mand kom fra arbejde ved 16-tiden og til kl. 20.00.

Da han var 9 uger skulle han have den 2. kighostevaccine. Jeg fortalte lægen om hans reaktion på den første vaccination, men fik at vide, at det "skam var helt normalt". Uvidende som jeg var, troede jeg selvfølgelig på det. Der var så heller ikke så voldsom reaktion på den anden kun ca. 1/2 times skrigeri. Men skaden var jo sket med den første.

Da Mads er et par måneder, mener lægen, at han har astmatisk bronkitis, og han giver ham hostesaft, der hedder Ventoline - noget djævelskab, men hvad gør man ikke for bare at få lidt søvn. Når jeg var kørt helt ned, måtte min mand tage nattevag­ten, og han havde jo også sit arbejde at passe.

Da jeg skulle starte arbejde igen, kunne jeg overhovedet ikke overskue det, jeg fik jo aldrig min nattesøvn. Jeg sagde op og blev arbejdsløs.

Mads var utallige gange hos lægen, men det var nærmest mig, der fik at vide, at jeg var hysterisk, det var jeg også, men hvilken forskel gjorde det. Faktum var, at Mads bare ikke hav­de det godt, når han skulle sove.

Da han var ca. 11 måneder, prøvede vi med zoneterapi. Det hjalp lidt og gav os lidt luft.

Han kravlede og rullede som andre børn men var meget aktiv. 1½ år gammel var han umulig at få til at sove om dagen, så sidst på eftermiddagen var han temmelig sur. Ca. kl. 18.00 faldt han i søvn og sov nu længere tid af gangen men vågnede af og til op, og dagen begyndte kl. 4.30 i mange år.


Han havde stadig astmatisk bronkitis, men efterhånden som han blev større, mente lægen, det var bronkitis og senere astma. Til sidst sagde en praktikant, at han bare var snotforkølet. Vi fik under protest endelig en henvisning til en øre-, næse-, hals­spe­ci­alist. Denne kunne umiddelbart uden undersøgelse fortælle, at han var lukket af polypper. Undersøgelsen bekræftede hans ud­sagn: Polypper som klodser - 3½ år gammel.

Mads' immunsystem har siden den første vaccination ligget på nul-punktet, han har været syg utallige gange.
Tro nu ikke, at det hele har været sort. Normalt er han en meget glad dreng, men man skal holde øje med ham hele tiden. Han mang­ler respekt for højder, ild, vand og andre lignende ting, så man er nødt til at være vågen.


Mads har ikke været i børnehave. Jeg fik rengøringsjob på en nærliggende skole, og så kunne min mand og jeg arbejde på skift. Vi kom i en privat legestue, og nogle formiddage passede jeg en pige, så de kunne lege sammen.

Det gik godt, da Mads kom i børnehaveklasse, men i 1. klasse begyndte det så småt at gå op for os, at han havde problemer med at lære. Vi var godt forberedt på det, for han havde jo altid været ukoncentreret. Han var en aktiv dreng, og ville helst fær­des ude, så vi så frem til, at det skulle gå galt, når han måtte sidde inde i 4 timer.

Lærerne mente dog blot, at han ikke var skolemoden, så vi slog det lidt hen. Han startede motorisk træ­ning i børnehaveklassen og går stadig til det.

I starten af 2. klasse syntes vi, der måtte gøres noget. Jeg kontaktede skolelægen, som også syntes, der var noget galt. Sko­lelægen påbegyndte en test, og denne blev nu endelig afsluttet inden jul. Testen viste, at Mads ikke kan huske, det vil sige, han kan ikke se et ord eller tal og så huske, hvad det er. Men hvis man læser en sætning for ham nogle gange, hvor der er et billede til, så kan han huske det udenad, når han ser billedet.

Han er startet på 5 specialundervisningstimer i dansk. Hans ma­tematiklærer synes ikke, der er problemer, men når han ikke ken­der tallene, kan han jo heller ikke regne, så vi slås stadig for dette.

Skolen har samtidig pillet al hans selvtillid ned, så han er blevet en lidt sur og utilfreds dreng, så her er virkelig noget at arbejde for.

Da Mads fik sine 6 års tænder viste det sig, at der ikke var emalje på dem. De smuldrer ganske simpelt væk. 6-års tænderne dannes efter fødslen, og vaccinen har gjort, at emaljen ikke er blevet dannet.

I efteråret læste jeg, at der var et foredrag om vaccinations­skader på en skole i nærheden. Jeg tog derud, og her var det første gang, jeg fik bekræftet min mistanke. Jeg har aldrig før fået ret i, at det var en vaccinationsskade.

Vi er nu startet på antroposofisk behandling med antroposofisk medicin og heil-eurytmi øvelser, og vi håber, det vil hjælpe Mads, som det har hjulpet andre børn.

Vi ved heller ikke, om Mads kan blive på den skole, han nu går på, eller om han skal på en specialskole, det kan kun tiden vi­se. Hvis han kan lære at læse, er der mulighed for, at han bli­ver, men hvis han ikke kan læse, kan han faktisk ikke følge med i nogle andre fag.