Ud i Europa

Ud i Europa

Af Heidi Reeblet
 
Vaccination eller ej er blevet en politisk debat, som omfatter helt andre spørgsmål end de, der sædvanligvis diskuteres, nemlig sygdomme, vaccinerne promoveres at beskytte imod og selve indholdet i vacciner. De europæiske lande har i en del år haft et mål med at eliminere mæslinger og røde hunde i Europa.
 
Målet for udryddelsen af disse sygdomme er sat af WHO allerede i 2010, som foreslår, at man på europæisk plan organiserer en samlet ensartet indsats for at komme disse sygdomme til livs. Når man læser diverse rapporter, står en ting fast: Der er en klar overbevisning om, at vaccination er den billigste løsning med hensyn til at bekæmpe sygdomme. Vi taler altså økonomi og politiske beslutninger taget på den baggrund.
 
Hvor langt er man så kommet? I EU diskuteres, om man overhovedet kan have et fælles program for fx børnevaccination. Der er nemlig ikke beviselige resultater for, at obligatorisk vaccination forbedrer tallene. Tværtimod, så får det forældre til at søge videnskabelige artikler online og sætte sig mere ind i, hvad vaccination egentligt gør.
 
Foreløbigt er der nationale tilbud om børnevaccinationsprogram i følgende lande: Østrig, Cypern, Danmark, Estland, Finland, Tyskland, Island, Irland, Litauen, Luxembourg, Holland, Norge, Portugal, Spanien, Sverige og England. Det er stadig således, at hvert land har sit eget vaccinationsprogram til børn, og det skyldes økonomiske og historiske faktorer. I Danmark har man ikke haft epidemier med mæslinger og røde hunde i 30 år, og derfor er vi måske tilbøjelige til at tro, at det går fint nok, og at vores børnevaccinationsprogram er et, vi ikke bør pille ved. Men planerne om at presse medlemslandene til at indføre obligatoriske vacciner ligger ikke langt væk.  Og man må inkludere den mulighed, at programmet kan ændres uden samtykke fra de forskellige lande. Det giver en fri hånd til at markedsføre vacciner på Europas befolkning.
 
Indledningsvis udtaler papirerne fra WHO givet via ENVI, det europæiske organ for miljø og sundhed, man tager udgangspunkt i, to meget misvisende, men desværre alt for ofte sagte, ting: at vacciner er den billigste løsning for folkesundheden og at man bør gøre mere for at overbevise folk, der er imod dem; og at europæere spreder sygdomme, når de rejser ud i verden, fordi der er ikke er et fast regelsæt om vacciner (læs allerede her mellem linjerne, at disse programmer bør gælde for voksne også), og at det i sig selv kan betvivle vaccination som behandling, fordi det kan sætte spørgsmålstegn ved virkningen, når det er forskelligt fra land til land.
 
I Frankrig blev obligatoriske vacciner for børn indført per 1. januar 2018. I Italien er der også indført obligatoriske vacciner for børn. I England er enkelte børn blevet tvangsvaccinerede, altså imod den ene forældres ønske, og i Polen, Tjekkiet, Ungarn og Serbien er strafbart at undlade at vaccinere sit barn.
 
Da situationen var anderledes i Italien, som havde en kortvarig mæslingeudbrud, kan man udefra godt se, at handlemåden med at indføre obligatoriske vacciner kunne være en god ide for endeligt at stoppe mæslinger i at spredes. Men da befolkningen fandt ud af, hvad man havde i sinde, flød demonstrationerne fra by til by hele sommeren, en ny by hver uge. Befolkningen gav udtryk for, at de var klar over, at vaccineindustrien havde betalt sig til meninger i det italienske styre. Sydtirol, som ligger i Italien, er stærkt imod obligatoriske vaccinationer, og har truet Italien med at søge asyl for hele regionen til Østrig. Sverige, hvor man har en høj vaccinationstilslutning, er ønsket om indførelse af obligatoriske vacciner blevet nedstemt sidste år, idet politikerne meldte klart nej, fordi det er i strid med anden lovgivning.
 
I Tyskland har man stadig ikke obligatoriske vacciner. Der arbejdes heftigt på at vænne befolkningen til tanken herom, da medierne som på tælling skriver om det seneste mæslingetilfælde. Hvis man læser med, så kommer disse artikler nærmest inden for en uge, også i de andre europæiske lande, med, at ’der er mæslinger, vi må få indført obligatoriske vacciner NU’- en øjensynligt koordineret kampagne i et nærmest reklameagtige sprog.
 
Tyskland har nu skubbet optællingen af, hvem der vaccinerer og hvem, der ikke gør, over på børnehavepersonalet, og her er det meget forskelligt, hvilke personaler som gør det og hvilke som ikke gør det. Man ved jo, hvis man ser tilbage i historien, hvad en regering kan have i sinde, når den forlanger optællinger af den art.
 
De europæiske politikere står nu som altid og skal repræsentere meget brede europæiske holdninger til obligatoriske vacciner og et eventuelt ensrettet europæisk børnevaccinationsprogram, som WHO anbefaler gennem ENVI. Da der er stor forskel på de europæiske lande, bliver det måske svært at indføre. EU-politikere vil gerne have, at bolden ligger hos det enkelte medlemsland, da deres holdning er, at et udbrud i Rumænien ikke kan udløse en aktion i Norge – bare for at give et eksempel.
 
I EU er man klar over, at de sociale medier har en stor indflydelse på, hvorledes man opfatter ideen om obligatoriske vacciner, og der hersker stor tvivl om, hvorledes man tackler alle patienthistorierne om vaccineskader, da det ikke er noget, man umiddelbart har skullet forholde sig til førhen, fordi producenten er holdt skadefri, og læger ikke bliver oplært i disse skader, så der på nuværende tidspunkt ville ligge en database med en opgørelse, man kan forholde sig til. Som enkeltperson kan man jo godt foranlediges til at sige, at den økonomiske gevinst ved at vaccinere falder drastisk, hvis man modregner de langvarige skader, vaccinerede pådrager sig, især nu, hvor man fra italiensk side presser på med officielle informationer og har en rapport om autoimmune sygdomme udløst af vacciner, som er baseret på vaccinerede soldater i det italienske militær. Autoimmune sygdomme er blomstret meget i Europa i de sidste 40 år, se fx denne engelske artikel om sclerose som en følge af vaccination i Frankrig (https://link.springer.com/article/10.1007/s12026-014-8574-4) og man kunne fristes til at spørge ind til, hvor årsagen og sammenhængen mon er. Da EU er meget økonomisk orienteret, kunne det være en interessant debat, - men som sagt, der er ikke en fuldstændig europæisk database, fordi de fleste af skaderne eller sygdommene, der er udløst af vacciner, ikke er anerkendt officielt. Denne database burde man nok koncentrere sig om at få indført, før man debattere obligatoriske vacciner. De sociale medier har vækket en skare af forældre, som begynder at forstå, at vaccination ikke er sikkert og slet ikke effektivt, som man altid får at vide. Og denne indsigt kan industrien ikke undgå at skulle forholde sig til, da sygdommene og de handicappede mennesker, der lever med skaderne, ikke forsvinder i gadebilledet, uanset hvor ofte der skrives, at vaccination er sikkert og effektivt.